Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1999/1 side 17
Martinus om dyre-velfærd
Hvad er da et "menneske"? Selve begrebet menneske er udtryk for den væsenstilstand, der er målet for alle levende væseners udvikling. Det er dette mål, der i Bibelen er udtrykt som "Guds billede efter hans lignelse". "Guds billede" er igen det samme som Guds væremåde. Målt med dette mål er de jordiske mennesker endnu meget langt fra at være virkelige eller færdige mennesker. Men når de jordiske mennesker ikke er "mennesker", hvad er de da?
Med hensyn til jordens mennesker er det endnu således, at den store almenhed kun opfatter det femte bud som et blot og bar påbud om ikke at dræbe mennesker. At påbudet også gælder dette, ikke at dræbe dyr er endnu ikke blevet almen opfattelse. De har derfor hidtil regnet med, at de har uindskrænket ret til at fange og fængsle, dræbe og æde dyr. Hertil kommer også den trældom, jordens mennesker i stor udstrækning påfører visse dyr. Mennesker slagter og myrder dyr i millionvis og tror, det er en livsbetingelse at skulle spise kød eller animalske produkter. De fører også krige stater og stater imellem og mand og mand imellem. De afføder mord og drab, lemlæstelse og unaturlig død. – Det er ikke særligt vanskeligt at se, at menneskeheden lever i vinterens princip, der jo er mørkets og kuldens princip eller domæne. Men efter vinter kommer forår. Forekommer der da noget, der tyder på, at menneskeheden går imod et kosmisk forår? – Ja, det gør der absolut! Alle de mange foreteelser, der iværksætter fred og afskaffelse af krig og arbejder for sikring af menneskerettighederne, samt religiøs missionsvirksomhed, Røde Kors bevægelse, alle humane virksomheder, sygehuse og hospitalsvirksomheder, hjælp til udviklingslandene, forsorg til syge og gamle mennesker, begyndende dyrebeskyttelse osv. Alt, hvad der virker i human retning, er således kosmisk solskin og vil føre menneskeheden imod den virkelige fred, glæde og lykke, der jo er det kosmiske spiralkredsløbs "forår".
(Citaterne stammer fra "Dyrets billede og Guds billede", kap 3 og 4. Endvidere Livets Bog 6, stk. 2131 og Det Evige Verdensbillede 2, symbol 17, stk. 9)