Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I afsnittet – som vi bringer nedenfor – skal vi se, at vejen ud af livets besværligheder går gennem det velkendte mundheld, at "hovmod står for fald".

 

Vejen til den organiske indvielse, der i Livets Bog hedder "den store fødsel", kan i virkeligheden sammenfattes i det enkelte ord "ydmyghed". Ydmyghed er ikke en af et mindreværdskompleks affødt slavekrybende mental holdning over for næsten, men er derimod det samme som den rene virkelige og absolut normale erkendelse af sin egen ufuldkommenhed eller mentale begrænsning. Med en sådan virkelighedserkendelse af sig selv åbnes bevidstheden og dermed respekten og ærbødigheden over for al virkelig fuldkommenhed i hvem og hvor, den så end måtte vise sig. Derved bliver man automatisk indstillet på den fuldkomneste måde over for sin egen videre udvikling fremad imod det evige lys. Ydmyghed kan derfor udtrykkes som nøglen til "visdommens port". Med "visdommens port" vil her være at forstå: "indvielse", "den store fødsel", der igen er det samme som oplevelsen af "kosmisk klarsyn".

For jordmenneskenes vedkommende er det gældende, at de alle er på vej mod denne "port". Det vil med andre ord sige, at selve det daglige, jordiske liv i virkeligheden er et stort eventyr. Dette eventyr adskiller sig fra alle andre eventyr derved, at det ikke som disse kun er et digt, en fabel, en kunstnerisk opsat forestilling, men er selve den realistiske virkelighed. Nævnte eventyr er en åbenbaring af en menneskehed, der er på vandring fremad og opad mod en strålende oplevelse, en guddommelig forløsning fra sorg og lidelse, et møde med selve Guddommen.

Denne vandring går hen over kontinenter og have, gennem golde ørkener og iskolde polarlande, over tilfrosne tundraer og sumpe, over floder, søer og bække, gennem frodige, blomsterfyldte enge, haver, marker og skove, op ad stejle klippeskrænter og bjergskråninger og nedad igennem dybe og mørke afgrunde med kolde dynd- og slamhuler med slimet kryb og giftige dunstarter, gennem solhede, feberbefordrende terræner med junglekrat, fyldte med alskens livsfarlige, vilde dyr, tigre, slanger, krokodiller og insekter. Men vi er endnu ikke ved vejs ende. Endnu er der store ejendommelige terræner at tilbagelægge, inden vi er ved "visdommens port". Vi må således gennem frygtelige mørke dødszoner, hvor de levende væsener kun kan opretholde deres tilværelse i kraft af mord og drab af andre væsener. Og vi går igennem zoner, hvor hadets giftige flammer får de levende væsener til at lyve, bagtale, lemlæste, myrde og dræbe hverandre – ikke fordi, det som hos dyrene er en livsbetingelse at dræbe – men blot for at erobre hinandens fordelagtigere plads og fremskridt i den store vandring. Hen over valpladser med dræbende tanks, kanoners torden, maskingeværers skratten og bombeflyvemaskiner, der gør selve Guds lyse himmel, – det sidste søgte tilflugtssted for de døendes bristende blikke, farlig at skue, – går den evige vej. Videre går vejen hen over stinkende lig, store byers ruinhobe, milevide soldatergrave, overfyldte hospitaler, forarmede og sultende befolkninger, martret af epidemier, dyrtid, røveri og plyndringer. Og fra "beskyttelsesrum", kældre og jordhuler råber menneskene imod den himmel, de selv har forgiftet og derfor ikke tør være ansigt til ansigt med, efter det store og ene: "fred". Alt andet er totalt ligegyldigt.

Men når denne omfangsrige, geniale tekniske viden og kunnen således betød "døden", hvad var så livets mening? – Ja, her blev hele livet til et eneste stort spørgsmål, der afslørede for os den ene absolutte kendsgerning, at vi nu vidste, at vi intet vidste. Og vi er således her kommet til den absolut højeste viden, der kan erkendes eller tilegnes på den rent fysiske side af den "himmelske port". Ja, denne viden er intet mindre end selve "nøglen" til nævnte "port" og dermed til det bag denne funklende og lysende "rigtige menneskerige".

Fra bog nr. 12: Vejen til indvielse, kapitel 1, 2 og 5,