Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En læser i Herning skriver: I Kosmos nr. 4-1998 var der en besvarelse vedr. et spørgsmål om kunstig befrugtning. Af svarets Martinus-citat kunne man få det indtryk, at det diskarnerede væsen ved denne kunstige metode kun er tiltrukket af den mandlige parts salighedsenergi, og derved kun "arver" hans "byggesten" til den nye organisme. Er dette rigtigt opfattet? Og et tillægsspørgsmål: Hvordan forholder det sig ved voldtægt, hvor den kvindelige part overhovedet ikke føler "salighedsenergi", men tværtimod afsky. Er det da også kun den mandlige part, der kommer til at præge det "nye" væsens organismeopbygning?

SVAR: Lad os først og fremmest slå fast, at befrugtningen – og dermed koblingen til det diskarnerede væsen – først sker i det øjeblik, sædcelle og ægcelle smelter sammen. Der er ingen tvivl om, at sædcellen endnu er påvirket af den salighedsenergi, manden føler ved onanien (ved "kunstig befrugtning"). Men det helt afgørende er noget ganske andet: Når sædcelle og ægcelle mødes og smelter sammen, er det jo i virkeligheden et vældigt DRAMA, der udspiller sig, med tre forskellige væsener i hovedrollerne, nemlig ægcelle, sædcelle og det diskarnerede væsen. Vi har måske svært ved at forestille os dette, hvorimod vi let kan begribe vores egen "salighed" – eller mangel på samme.

Her er vi altså inde på PERSPEKTIVPRINCIPPET, hvor vi har brug for vores fantasievne. Vi er nok tilbøjelige til at synes, at disse små cellevæsener kun kan frembringe en meget, meget begrænset udløsning af salighedsenergi. Men i forhold til deres størrelse er det nok en vældig SALIGHEDS-BEGIVENHED, disse celler deltager i. De skaber ikke nyt liv, for livet er evigt, er aldrig skabt og ophører aldrig. Men de er med til at skabe BETINGELSEN for, at et væsen kan få en ny organisme, et nyt oplevelsesredskab. I det øjeblik disse to cellevæsener smelter sammen, udløser dette en så vældig salighedsudstråling, at det tiltrækker et (organisme-)væsen fra salighedsriget. Og det sker altså også, når betingelserne absolut ikke er ideelle, som fx ved voldtægt eller ved kunstig befrugtning. Eller som Martinus beskriver det i Kosmos nr. 7-1985: "Den diskarnerede ånds talenter for organismedannelse kan således ved den her opståede forbindelse og sammen med den organiske skabende kraft i moderlivet komme til udfoldelse, og fosterdannelsen begynder" (min fremhævelse).

Dermed er sådan set også dit "tillægsspørgsmål" besvaret. For uanset om det kvindelige "makrovæsen" føler salighed eller afsky ved et samleje, vil cellevæsenernes salighed være tilstrækkelig til at tiltrække et diskarneret væsen, der således altid vil arve sine "byggesten" til den nye organisme fra både den feminine og den maskuline part.

Jo mere man får belyst disse ting, jo mere ærbødighed får man, – synes jeg – for det gigantvæsen, for den vældige Guddom, der er den egentlige livgiver. Og jo mere kan man smile godmodigt ad de mennesker, der i deres laboratorier søger at SKABE liv.

Hvis man har lyst til at genopfriske det første svar i Kosmos nr. 4-1998, kan dette stadig købes på Instituttet.