Ældre Kosmos og Kontaktbreve

EVIGE TANKER

 

 

På mange af Martinus' symboler ser man en "trappe", der skal minde os om udviklingen: mineral, plante, dyr...osv. Hvem har fundet på den? – Det har såmænd Aristoteles (384-322 f.Kr.). Det er også ham, der som den første taler om årsagsloven. Vi forstår først en ting, når vi kender dens årsag. Logikken og vor måde at ræsonnere på går ligeledes tilbage til Aristoteles. Han gav eksempler på, hvordan man kan analysere og drage sikre slutninger. Og med hensyn til etikken, så var den et spørgsmål om lige dele følelse og forstand, – en gylden middelvej man kun fandt gennem træning. Det var en opgave for staten, mente Aristoteles.

På mange punkter minder denne gamle græker om Martinus. Men det er ikke mærkeligt, for hele vort vestlige tankesæt grunder sig på Aristoteles. Når man læser ham, føler man sig hjemme, alt er så indlysende, så klart.

Det gælder dog ikke hans metafysik. Vil man forstå den rigtigt, er det en fordel først at læse om "livsmysteriets løsning" hos Martinus – fx i Livets Bog, bind 3.

Aristoteles' metafysik går ud på at finde en første årsag til al væren. Hvad er grundlaget for, at det, der er, er? – spørger han. Ad logiske veje når han frem til en ubevæget bevæger eller (i vor oversættelse) en uforårsaget årsag (– hos Martinus kaldet: årsagsløs årsag = jeget). Denne første bevæger er sin egen bevæger, for bevægelsen har ikke sin begyndelse i noget andet end sig selv. Den ubevægede bevæger er den første årsag, og om den gælder:

– Den er evig, den er almen, den er uden for enhver forandring. Den er én, den er ét, den kan ikke være sammensat. Den er et "fast punkt", hvorfra verden kan begribes. Her begynder enhver tanke, enhver filosofi!

Aristoteles var ikke særlig religiøs, – alligevel kaldte han den ubevægede bevæger for det gudelige. Måske er dette grunden til, at hans metafysik af eftertiden blev opfattet som teologi. Man troede ganske enkelt, at "den ubevægede bevæger" var Gud selv – og intet andet. I dag kan man næsten ærgre sig over, at Aristoteles ikke fik den idé at tale om jeget. I så fald var hans tanker blevet forstået i en bredere sammenhæng, og verden var fra antikkens dage sporet ind på at modtage en tænker af Martinus' format.

Mon Aristoteles selv forstod den fulde konsekvens af sin metafysik? – For Martinus gjaldt det jo mere enkelt om at underbygge en viden, han havde i forvejen. Aristoteles derimod måtte (formoder vi) starte på bar bund. Kritiske røster i tiden havde anført, at kunne han ikke finde et "fast punkt", var hans filosofi rent fup og tidsspilde.

Der lå altså et vist pres på Aristoteles.

Løste han det samme problem "fra neden" gennem spekulation, som Martinus løste "fra oven" gennem intuition? – Vi ved det ikke, men det ser sådan ud.

Aristoteles skriver bl.a.: – Den udelelige bevæger forårsager evig bevægelse i evige tider. Den har en ubegrænset formåen. Således giver "den første filosofi" sikkerhed. Den kan ikke betvivles!