Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En læser skriver: Jeg har søgt at sætte mig ind i karmaloven, og finder den både logisk og også lidt beroligende: Alt, hvad der sker mig, er jeg selv den egentlige årsag til, – ingen andre kan gribe uberettiget ind i min skæbne. Men hvordan harmonerer denne hårfine logik med dét, der sker fx ved store tog- eller flyulykker, hvor mange bliver dræbt eller lemlæstet på én gang? I foråret 98 skete der en voldsom togulykke i Tyskland, hvor ca. 100 mennesker blev dræbt, og utallige blev kvæstet. Hvordan kunne disse tilfældigt sammenbragte mennesker dog have denne kollektive skæbne tilgode?

SVAR: Det er rigtigt, at det umiddelbart ser lidt mærkeligt ud, at så mange mennesker kan komme ud for en sådan skæbne. Men der er to forhold, der gør sig gældende: For det første kender vi nok allesammen fortællinger om, hvordan et menneske ved et "uheld" ikke kom med et tog, der forulykkede, eller et menneske, der kom for sent til et fly, som så senere faldt ned. Her kan man så at sige næsten fornemme Forsynets indgriben.

En anden ting er, at vi somme tider glemmer at se på begivenhederne med "kosmologiske" øjne: At blive rykket fra den fysiske til den åndelige tilstand, – det vi kalder "at dø" – er jo ikke altid noget forfærdeligt, hvorimod det kan være en voldsom skæbne at blive lemlæstet.

Da Martinus deltog i rådsmøderne på Martinus Institut, holdt han somme tider hele små foredrag for de øvrige rådsmedlemmer. Alt dette er bevaret på bånd, og jeg er overbevist om, at man tid efter anden vil offentliggøre mange af disse "guldkorn". Lad mig citere fra et rådsmøde den 6.12.1980, hvor Martinus netop talte om disse ting: "De mennesker, som er nået frem til ikke at stjæle, ikke at myrde, ikke at gå i krig og ikke lave onde handlinger, – de behøver ikke at være bange for ragnarok. Det betyder ikke, at de ikke kan rammes af døden, – for det er jo en fødsel, og den kan være den eneste redning for dem. For når ragnarok raser, husene bryder sammen, der kommer vulkanske udbrud, og alting ramler, så kan de jo ikke reddes på anden vis, – dem der ikke skal have karmaen. Der er jo så mange, der bor ved siden af hinanden. Den ene skal have en forfærdelig karma, de andre har ikke dén karma tilgode. Så kunne det jo blive en uretfærdig skæbne. Men da er det jo – som hele tiden – at døden er en lige så god redning, som den er en "afslutning på livet."" (Sproglige rettelser og fremhævelser er mine.)

Som eksempel bruger Martinus en mand, der tvinges til at være soldat, men som er absolut imod at dræbe: "Så er det meget ofte, at han bliver skudt, for at redde ham, – for så er han inde i en højere verden, hvor han ikke skal dræbe." Og senere konkluderer Martinus: "Så derfor vil en masse mennesker blive reddet ved ragnarok, – ved at de dør."

For mange mennesker lyder disse tanker nok mærkelige. Men har man sat sig ind i Martinus' analyser af, hvad der sker, når den fysiske organisme dør, så er denne "fødsel" jo langt at foretrække frem for de ufattelige lidelser, det medfører at blive lemlæstet og invalideret.

Læs fx det lille hæfte Gennem Dødens Port, der kan købes på Instituttet.