Ældre Kosmos og Kontaktbreve

– – – – og endnu var alt stille og mørkt. Over de uendelige Skove, der tungt og trygt hvilede i Nattens Favn, hvælvede den sortblaa glitrende Stjernehimmel sin juvelsmykkede Kuppel.

Men saa begyndte det – – – –

Det første, der hørtes, var Morgenvindens Susen i Trætoppene. De dystre Graner svajede sagte frem og tilbage, som om en kæmpemæssig Haand børstede Skovene, for at de skulde skinne i Dagslyset. En lille Kildes Rislen blandede sig i denne dybe Murren, og gav den en egen sprød Bilyd.

Den sortblaa Farve veg langsomt fra Himmelhvælvet for at give Plads for den første svage Lysning. Den sortblaa Tone gled over i klart mørkeblaat – – ude i Øst saas allerede en svag rosenrød Nuance.

Pludselig skar en klar Fuglestemme gennem den krystalklare Luft. Det lød som Kaskader af koldt, klart Vand splintredes i tusinde Draaber; det gav i sin spinkle Renhed Stilheden dobbelt Styrke.

Det var som om Natten og Mørket krympede sig under dette jublende Budskab om den frembrydende Dag. – – Der lød et Par langtrukne uhyggesfyldte Ugleskrig, og derpaa den dunbløde Lyd af mægtige Vingers Slag – – Nattens sidste Krampetrækninger.

– – det rosenfarvede Skær i Øst var ikke Blændværk. Baaret af tusinder rappe Lysstraaler erobrede det Mil efter Mil af det stjernebestrøede Himmelhvælv. I jublende Leg svang de florlette Morgentaager sig over de dugvaade, søvntunge Enge. Endnu en Menuet inden Dagen med dens haarde Varme tvang de lette Elverpiger ned i Mosen.

Efter de første klare Fugletoner blev der en Stilhed, næsten som om den lille Sanger var blevet betuttet over sin egen Dristighed, men det var kun for et Øjeblik. Snart efter kom den igen med en ny jublende Kærlighedserklæring til Dagen og Lyset, og efter at denne lille Stemme i Naturens store Orgel klart og rent havde givet Temaet, faldt de andre Stemmer ind, og medens Lysets Engel sejrrigt skred frem gennem de straalende Himmelsale, lød det op imod den klare, rene Himmel fra utallige Fuglestruber: "Den signede Dag med Fryd vi ser –"