Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

På mindedagen i Klint i år kunne man høre Sylvia fra Venezuela fortælle, at hun håbede, at folk fra Skandinavien ville komme over og besøge hendes gruppe og, som hun sagde: " ... få en anden oplevelse af kosmologien hos os i vore omgivelser."

Da jeg hentede kassen med julepynt frem, kom jeg til at tænke på Sylvia. Hvorfor nu det? – Jo, øverst lå en guirlande med små danske flag. For Sylvia har det nok været en oplevelse at komme til Danmark og se rød-hvide flag overalt. Vi bruger dem, når vi har fødselsdag, og når der skal være fest i gaden. Her fra mit vindue kan jeg se 16 flagstænger i private haver. Så glade er danskerne for deres nationale flag.

Men hvad har det med Sylvia og kosmologien at gøre?

Forbindelsen er den, at vi mennesker ofte er meget mere præget af vor nationale selvforståelse, end vi ved af. At vokse op i Venezuela er at være sat ind i en anden sammenhæng, have andre rødder, andre værdier, bøger, stemninger, dufte og naturfænomener. Min påstand er, at disse ting influerer stærkt på, hvilken pointe i Martinus Kosmologi vi først hæfter os ved og gør til vor egen. Derfor har Sylvia ret i, at vi skandinaver vil få en anden oplevelse af kosmologien ved at rejse over til Venezuela. Ja, så langt behøver vi ikke engang at rejse, vil jeg påstå. En dansker kan tage over Øresund til Sverige, og en svensker kan gøre det samme den modsatte vej.

Om 200 år vil den slags etnografiske iagttagelser sikkert afføde diverse doktorgrader. Og jeg skal da gerne lægge for med et bud på en typisk "dansk pointe" vel vidende, at ingen kan tage patent på noget som helst i Martinus Kosmologi. Men her skal vi altså tilbage til danskernes glæde ved flaget, en "indadvendt" glæde ved at være dansker, som de færreste danskere selv forstår. Og forklaringen er, fortæller forskerne os, at vi for 300 år siden var en stormagt, der tabte den ene krig efter den anden og endte som et lille land. Men vore tipoldeforældre plantede læhegn og opdyrkede heden, og det havde de så stor succes med, at man i japanske skolebøger kan læse disse få linier om vores land: "Danmark er et lille land, der led smertelige nederlag. Men en dansk digter sagde: – Hvad udad tabes, skal indad vindes. Og så skabte danskerne en stærk nation med landbrug og industri, senere en velfærdsstat."

Det er den strategi, danskerne har overlevet på. Og derfor er det i særlig grad Martinus' pointe om lidelsens betydning for den humane evnes vækst, vi danskere tager til vore hjerter. Den afspejler vor nationale myte og fælles identitet, og den er mit bud på, hvad Sylvia vil opleve som en typisk dansk opfattelse af Martinus Kosmologi. Og på den anden side af Øresund er mit bud, at hun vil opleve en typisk svensk opfattelse i form af den store vision af det kommende, rigtige menneskerige, fremtidens nye kultur. Den banker svenske hjerter for.

Alt det tænker jeg på, mens jeg pynter mit juletræ med danske flag. En dag vil hele verden måske gøre det med Martinus-flag, som forener os alle, – ikke i en tør og gold internationalisme, hvor vi prøver at kaste jord på forskellene, men i et spændende samarbejde, hvor vi kan fryde os over oplevelsen af, hvad der er typisk svensk, dansk, venezuelansk osv. – Glædelig jul!