Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En læser i Sverige spørger: Møder man sine afdøde dyr, hunde og katte, når man dør? Og samme læser vil gerne vide, om vi har vores egen skytsengel, og hvem det i så fald er.

 

 

SVAR: En af de mange gode og glade fordele ved at studere Martinus Kosmologi er jo, at man – ved den rette forståelse – helt holder op med at være angst for døden. Ganske vist kræver det en indsats at studere Martinus' grundige analyser om dette emne. Men belønningen er, at der vendes op og ned på de vante forestillinger om døden som afslutningen på livet.

Det vil føre for vidt ved denne lejlighed at belyse selve baggrunden for, at vi kan fortsætte vort liv, efter at organismen er blevet ubrugelig ved alderdom, sygdom eller ulykker. Man kan læse om det mange steder i Det Tredie Testamente, fx i Martinus' forklaring til symbol nr. 6 i Det evige verdensbillede bind 1.

Når vi ved døden frigør os fra den fysiske krop, overføres vores dagsbevidsthed til dét, Martinus kalder vort "følelseslegeme". Og heraf følger, at "al oplevelse efter døden netop vil være afhængig af, hvor udviklet nævnte legeme er", som det hedder i Bisættelse kap. 171. Sagt på en anden måde: Vi kan komme i forbindelse med alt, hvad vi kan komme "på bølgelængde med". Og hvis vi længes efter vore afdøde kæledyr, kan vi naturligvis i høj grad møde dem.

Det andet spørgsmål vedr. skytsåndsprincippet fortæller Martinus også om mange steder. Måske burde vi allesammen af og til finde artiklen Gennem dødens port – søvnen og døden frem. For tid efter anden får vi jo alle berøring med døden. Og den pågældende artikel er så gribende smuk og sætter så mange ting på plads.

Lad os tage nogle citater: "Skytsåndsprincippet er et universelt princip. Det gælder såvel i den fysiske som i den åndelige verden, og ligesom der er fødselshjælpere, når vi fødes til den fysiske verden, hvilken proces jo faktisk er en død fra den åndelige verden, er der også fødselshjælpere, når vi dør fra den fysiske verden og fødes til den åndelige verden. Disse hjælpere, skytsånder eller skytsengle, hvad man nu vil kalde dem, er væsener, som specielt har evne og lyst til at hjælpe andre ..." "Måske er skytsånden et væsen, som har kendt den, der skal hjælpes, under sit liv i den fysiske verden og vil da vise sig i den kendte skikkelse, for at kunne være til trøst og gavn og vejledning." Som et konkret eksempel nævner Martinus at "den nyankomne opdager, at de væsener, som ved det første syn lignede engle, er gamle venner og kære slægtninge, som han eller hun har kendt, måske gennem mange inkarnationer."

Gennem dødens port er senest optrykt i Kosmos nr. 8-1988, men er også lavet som et særskilt hæfte, der kan købes på Instituttet. Jeg tror, at alle vil give mig ret i, at det er en stor og dejlig oplevelse at læse, hvad Martinus fortæller os om livet efter døden.