Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Som opmuntring til en jeg kender, sagde jeg engang: "Du er god nok!" Det skulle jeg aldrig have sagt, eller også skulle jeg netop sige det, for at lære en ny betydning af udtrykket. Han blev vred! "Selvfølgelig er jeg god nok!" "Ups!" Ja selvfølgelig var han god nok! Hvor upassende at opmuntre et menneske med, at du er god nok! Hvordan skulle nogen kunne tvivle på det?

Men det gør vi mennesker – tvivler på vores værd – om vi er go'e nok. Jeg har mødt mange, der tvivler, og jeg gør det selv. Jeg skal præstere noget for rigtigt at føle mig god nok. Og jeg skal frem for alt være tilfreds med det, jeg har præsteret, for at få følelsen. Men mange præsterer utroligt meget uden rigtigt at opnå følelsen, de kan endda være evigt utilfredse med det, de formår, selv om andre kalder dem meget dygtige. Andre igen præsterer sjældent noget særligt, men betvivler aldrig deres værd, uden af den grund at fremtræde som selvglade.

"Du er god nok!" Det kan siges på mange måder! Vi danskere har det i almindelighed noget svært med at udtrykke følelser, både de vrede og de kærlige. "Du er go' nok!" – sagt lidenskabsløst uden nogen betoning er et godt eksempel på at udtrykke noget, der kunne have med alvorlige følelser at gøre, på en meget sjusket måde. De følelser, der har med vores selvværd og ærekærhed at gøre, er meget alvorlige og bør behandles med følelse og omtanke.

"Du er go' nok!" Janteloven siger: "Du skal ikke tro, at du er noget!" "Go' nok" er et rigtigt jantelovsudtryk. Der ligger i hele udtrykket "go' nok", at der ikke kræves ret meget af en for at være go' nok. Det er faktisk noget, man vil kunne sige til hvem som helst. Selv en, der har gjort slemme ting.

 

 

Er det ikke bare tom snak at sige til en morder, at han er god nok? Har han ikke med al ønskelig tydelighed vist, at han ikke er god nok!

Her må vi have to betydninger af udtrykket "god nok" på plads. Selvfølgelig er alle mennesker gode nok, som de er, sådan åndsvidenskabeligt set. Vi handler alle, som vi har evner og forudsætninger til. Og disse forudsætninger, altså disse sætninger der går forud for vore handlinger, er jo udtryk for de evner, vi har skabt (skæbne). Forud-sætningerne kan diktere megen vrede mod forældre og eller samfundet. Forud-sætningerne kan føre til mord, for vreden var for stor og kærligheden, evnen til at tilgive, var for svag. Det trin i udviklingen skal alle igennem. Det er udviklingsmæssigt helt uundgåeligt! Det gode, vi kan, er vokset ud af det onde, vi kunne, og de virkninger det havde i form af lidelse. Vi er åndsvidenskabeligt set "gode nok", uanset hvad vi har rodet os ud i. Reel uvidenhed er en menneskeret!

Men det er langt fra altid, at vi føler os gode nok, selv om vi er det. Ethvert følsomt menneske, der har gjort skade på et andet menneske, må leve med tvivlen på eget værd i kortere eller længere tid. Selvværdet lider skade, når vi er hensynsløse selv i ganske små doser.

Vi er som den fortabte søn. Vi er dén fortabte søn. Vi har rodet os ud i betydeligt mere, end vi har evner til at overskue. Ligesom morderen! Nej – vi slår ikke mere mennesker ihjel – men vi får måske tanker af en mere eller mindre mørk art, der ikke er udtryk for kærlighed til næsten. Tanker der ser medmennesket som en rival, en modstander, en fjende, en trussel, en pestilens!

Vi er blevet ganske gode til at skelne mellem godt og ondt på det psykiske plan. Vi kan se og ofte gennemskue de forskellige mørke egenskaber, vi har, uden måske at kunne stille ret meget op mod dem. Viden og evnen til handling er ikke altid ganske i overenstemmelse.

Næstekærligheden vil jeg, men jeg kan ikke! Og selv om jeg ved, at jeg heller ikke skal kunne næstekærligheden endnu, det er jo et spørgsmål om udvikling gennem rigtigt mange fysiske tilværelser, så kan jeg ikke lade være med at stille lidt større krav til min næstekærlighedsevne, end jeg kan opfylde. Så må det ende med, at jeg ikke føler mig god nok!

I Det nye Testamente står der: Du skal elske din næste som dig selv! Det kan vi kun i begrænset omfang. Loven om årsag og virkning er udtrykt i ordene – som du sår, skal du høste!

Hvis jeg ikke magter at elske min næste for det, han/hun er, magter jeg heller ikke at elske mig selv for det, jeg er. Det er en ond, men lærerig cirkel. Hvordan bryde cirklen?

At jeg ikke kan acceptere og elske de andre for det, de er, er en form for hovmod, der spærrer for at kunne acceptere og elske min egen måde at være på. De andre er jo et spejl for mig. Men jeg nedvurderer dem, og finder dem ikke gode nok til mine normer! Hvad må spejlet da sige: "Du har ingen grund til at være tilfreds med dig selv!" Hvad jeg tilmåler andre af negative egenskaber, tilmåler jeg mig selv.

Vi prøver at lappe på skaden ved at finde nogen, vi kan sammenligne os med og føle os bedre end. Det er dejligt at føle sig bedre end andre! Er det ikke det, vi hele tiden søger, at sammenligne os med nogen, der er værre end os. Sådan en sammenligning virker umiddelbart behageligt ind på selvværdet – eller gør det? Vi prøver vel egentlig bare at narre os selv til at tro, at hovmodet betaler sig. Vi prøver at tro, at når vi er bedre end visse andre, er vi go'e nok – i udtrykkets mest valne betydning!

Hvis grundlaget for en god selvværdsfølelse var så relativt måtte verdens bedste idrætsudøvere være verdens lykkeligste og mest selvsikre mennesker. Det er der ikke noget der tyder på, at de er. Og det ville da også være uhyggeligt, hvis man skulle gå til sådanne præstations-yderligheder for at føle sig god nok. Man kan se verdens andenbedste være ødelagt af skuffelse, fordi vedkommende kun er verdens andenbedste inden for sit felt.

Målestokken for tilfredshed og en sund selvværdsfølelse kan ikke ligge i ydre mål, hvor der indgår den mindste smule konkurrence, som hviler på sammenligning med andre. Det ved vi godt. Selv idrætsudøvere ved det. Vil de være de bedste, må de nødvendigvis følge den strategi at blive bedre, end de selv er nu. Det, de allerede kan noget af, må de ved træning blive bedre til. Det gælder også når målet er at blive et bedre menneske, der er tilfreds med sig selv.

I virkeligheden skal vi måske først og fremmest træne på at holde op med at gøre visse ting, som klart nok nedbryder selvværdsfølelsen. Som Martinus skriver: "Udslet begrebet "fjender" af din bevidsthed." "Tag aldrig til genmæle over for vrede, bagtalelse eller andre former for ubehag, der er rettet imod dig." "Sig aldrig selv noget ondt om nogen eller noget." "Vær absolut sand eller ærlig i alle livets forhold."

Vores målestok skal ikke være de andre, men visse indre værdier som der ikke bør gives køb på, hvis man vil have det godt med sig selv.

Derudover må jeg lade det være op til Forsynet at lede mig mod de opgaver, som jeg har forudsætninger for at nå. Vel under den grundforudsætning, at jeg forsøger at gøre mit bedste.

At lægge sit liv i Forsynets hænder uden mistro, utryghed, krav og spekulationer – det må være lykken. Vi ved, at vi er blevet ledt planmæssigt gennem plante- og dyreriget. Vi ved, at vi først for ganske nylig er begyndt at fatte bare en lille smule af de store sammenhænge i tilværelsen. Deraf kan vi forstå, at selvfølgelig har Forsynet ikke sluppet taget i min eller nogen andens udvikling.

Vi praktiserer som altid det, vi på godt og ondt har forudsætninger for, herunder hovmod, konkurrencementalitet, bekymringer og anden selvplageri. Ingen af delene er gavnligt for selvværdsfølelsen.

Fortsættelsen af Martinus gode leveregler lyder: "Vær absolut upåvirkelig af smiger, ros eller dadel." Det kræver en indre ro og balance, der bygger på nogle meget absolute værdier. Levereglen kan forstås sådan, at uanset om jeg møder mod- eller medgang – så er jeg god nok. I medgang betvivler jeg ikke et øjeblik, at jeg er god nok. Det har jeg lige så lidt grund til at betvivle i modgang. Hverken medgang eller modgang kan bruges som målestok for vores værdi som menneske.

Bliver vi dadlet for det, vi gør, kan der være grund til at overveje at gøre noget andet, eller at gøre det samme på en anden måde, men der er ingen grund til at skabe f.eks. tristhed i sindet og tvivl om sit værd – det er negative tankeklimaer og udtryk for dårlig kosmisk kemi.

Det må, som Martinus gør opmærksom på, dreje sig om at leve i overensstemmelse med sit udviklingstrin. Dvs. langt hen ad vejen være den, man har det godt med at være, og så gøre sit bedste for at elske andre for det, de er – også selv om man måtte være dybt uenig med det, de siger og gør.

 

 

P.S. Der mangler de to sidste af Martinus leveregler: "Vær aldrig med til at dræbe, såre eller lemlæste." "Lad aldrig din tanke afvige fra at beskæftige sig med, på hvilken måde du absolut bedst kan tjene dine medvæsener, da udfører du den allerhøjeste form for yoga eller den fuldkomneste træning af den del af udviklingen, der er stillet inden for din viljes rækkevidde, og som i forbindelse med den øvrige del af livets egen bearbejdning af din natur sluttelig vil føre dig til den moralske genialitet eller skabe dig om til at udgøre det fuldkomne væsen eller et "gudemenneske"."