Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1938/9 side 103
Erik Gerner Larsson:
Natten til Lørdag den 24. September 1938.
– Efter Dage i feberangst Spænding, synes Europas Skæbnetime nu at være inde. Med korte Mellemrum bringer Radioen mig i denne Nat Meddelelse om Tjekkoslovakiets Mobilisering og Virkningerne deraf. Over hele Kloden, ved jeg, dirrer i dette Øjeblik Telegraftraadene, og i Tusinder af bange Sind spørges der i disse Timer: "Kommer Krigen nu?" – dette Spørgsmaal, der snart i Aarevis har redet os alle som en Mare.
"For faa Minutter siden talte –" Saa langt er da den jordmenneskelige Udvikling nu naaet, at de Begivenheder, der foregaar hundreder af Mil herfra, ja Tusinder, i samme Minut bringes videre til os, til vort Sind. Vi er ikke længere uvedkommende Fremmede, vi er, takket være Tekniken, med i selve Brændpunktet, hvor straalende, – og hvor forfærdeligt!
Dybt inde i sig selv fornemmer man Lyden af tunge Tramp, Tramp, der knuser, hvad Generationer møjsommeligt har bygget op. Europa marcherer. Tankerne er ikke længere politiske Fraser. De er iklædt Uniform. De er inkarneret i skarptslebet Staal. Høstens Tid er inde. Fra det Øjeblik de Signalhornstoner døde bort, der den 11. November 1918 afsluttede fire Aars vilde Myrderier og de implicerede Magter sluttede "Fred", har Hadet groet og groet indtil vi, der dengang blot var Børn, idag ser os omgivet af en Verden, i hvilken al mental Skønhed langsomt er veget for Kravet om Hævn. Glødende Fornærmelser og hadefulde Udtalelser svirrer over Landegrænserne, Øjnene flammer fanatisk, og Haanden griber haardt om Riflen, – Mennesket, skabt i Guds Billede – binder Gasmasken for sit Ansigt og gør sig rede.
*   *   *
Aldrig har Værdien af Martinus Arbejde staaet mig saa klart som i denne Nat, hvor hint Ragnarok, vi alle har følt maatte komme, maaske er i Færd med at udløse sig. Straks efter at de første alarmerende Meddelelser havde spændt ens Nerver til Bristepunktet og en isnende Rædsel for de næste Budskaber begyndte at bemægtige sig en, var det som om en Stemme langt, langt borte fra begyndte en beroligende Hvisken. Imod den Flodbølge af negative Tanker som Radioen skyllede imod mit Sind, rejste al den Viden, Martinus har bragt mig, pludselig en klippehaard Mur.
Saa langt tilbage Martinus har manifesteret sin Viden, har han jo gjort det klart for os, at Verden maatte igennem en ny Krig, for at den permanente Fred kunde blive en Kendsgerning. Dag for Dag har Verden maattet bekræfte Sandheden af hans Ord. Abyssinien, Spanien, Kina, Verdenslidelsernes forfærdende Optakt, bragte os atter og atter til ved Selviagttagelse at erkende Dyrerigets gryende Dødskamp i den jordmenneskelige Mentalitet.
"Kommer Krigen nu?" – en hel Verden spørger i denne Nat med Angst i Hjertet. Men er Sandheden, den virkelige Sandhed, ikke den, at Krigen er der. At Krigen har varet lige siden før 1914? Hvor i Verden har der siden eksisteret en rolig og fredfyldt Atmosfære? Ser vi ind i den mentale Verden, der har udviklet sig siden da, er det saa ikke Rovdyrets langt mere end Menneskets, vi bliver Vidne til? Har Kampen for Brødet Jorden over nogen Sinde været frygteligere end siden da? I Sandhed, Verden er naaet til det Trin, hvor Livet former sig som alles Kamp imod alle, hvor Friheden er at ligne ved en lille graa og forpjusket Fugl, der næppe aner, hvor den skal finde sig et Skjul, og hvor Næstekærligheden af et forfærdende Flertal betragtes som en daarlig teologisk Vittighed.
*   *   *
Nu slog Klokken tre. Det er mig umuligt at lade være at tænke paa, at i disse Timer fyldes Fæstninger og Løbegrave paany af de til Døden indviede Bataljoner. Paany rives Fædre fra Hustru og Børn, paany skilles Elskende for maaske ikke mere at ses. Fædrelandet kræver, – – ak, hvad har Verdens utallige "Fædrelande" ikke krævet –. Som i Feber dunker Hjertet i Brystet. Aah Gud, var det ikke fordi jeg hinsides Drab og Lemlæstelse skimter dit straalende Ansigt, tror jeg min Forstand vilde briste. Hvor forfærdende, at Udviklingens Blomst, vor Følsomhed, der giver os Evne til at trænge ind i vor Næstes Sjæl, der kommer med vor Hjertes hele Længsel efter at bringe Lys og Kærlighed, møder en Verden, der ikke evner at modtage dette Lys, en Verden der, stivnet i Had, venter sin egen Dødsdoms Eksekution.
Hvad vilde man dog ikke i en Nat som denne give for, at alle de Millioner, der i disse Timer sværger til Vaabnene, kunne faa Øjnene op for Sandheden i Nazaræerens Ord om, at "hver den, der ombringer ved Sværd, selv skal omkomme ved Sværd!" Det er, som man i dette Øjeblik er Vidne til et Tog, fyldt med levende Mennesker jager imod Afgrunden, uden man evner at gribe ind og forhindre Katastrofen.
Men atter her dukker en af Martinus Sætninger op i min Hjerne. "Den guddommelige Verdensplan fuldbyrdes uden Hensyn til vore Sympatier eller Antipatier". Hvor sandt. Hvor mange har ikke i Virkeligheden ønsket en utidig Død over netop de Væsener, Forsynet i Øjeblikket anvender som "Førere"? Selvom Førerskabet er ud i Lidelsen, er det jo, vore Antipatier til Trods, dog Forsynets Vilje, der fuldbyrdes. Møder vi ikke her vor egen Aands Begrænsning synligere end noget andet Sted, er dette at forstaa, bevidst opleve Lyset i Mørket, ikke det sværeste af alt? Jeg synes det!
*   *   *
"Kommer Krigen nu?" – Hvor mange Gange har vi ikke stillet os selv det Spørgsmaal i den sidste Tid? Hvor mange Gange har jeg ikke selv, i Kraft af mit Arbejde, mødt dette Spørgsmaal i bange Øjne. Jeg ved det ikke, ingen kender Dagen og Timen. "Som en Tyv om Natten" skal den komme, og vil den komme, derom føler jeg mig overbevidst. Maaske er det denne Nat, Millioner igennem Sekler har set hen til med Rædsel, maaske er denne Nat Indledningen til Kulminationen af den "Dommedag", Livet, levet i Konflikt med de kosmiske Love, maatte bringe det Jordmenneskesamfund, af hvilken vi selv er en levende, følende Del.
Jeg ved det ikke, men jeg ved, at alle vi, der har haft den vidunderlige Lykke at møde Martinus paa vor Vej, igennem ham har faaet en Viden, der i en Nat som denne evner at dokumentere sin Bærekraft. Det er i de lange, ensomme Timer, man maaler Styrken af det aandelige Fundament, paa hvilket man staar, om det er Klippen eller Sandet. Jeg har følt Klippen, og jeg skammer mig ikke ved at sige, at havde jeg ikke i denne Stund haft hele det Verdensbillede, Martinus har bragt os, at støtte mig til, ja, da vilde de forfærdende Perspektiver alle disse enerverende Telegrammer viser os, sandsynligvis have været tilstrækkelig til, at hele min Forstand vilde have rejst sig imod Tanken om en kærlig Guds Eksistens.