Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Alles krig mod alle" var en af min skoletids lege, når der stod gymnastik på skemaet. Så blev bomme hevet ned, tove trukket frem, og måtter lagt ud på gulvet. Plint og hest, og hvad de nu ellers hed, blev stillet frem, og nu gjaldt det for os drenge om at bevæge os rundt i ribberne og på redskaberne uden at røre gulvet. Gjorde man det, var man død! Og pointen var, at vi skulle skubbe hinanden "i døden", indtil kun en enkelt af os var tilbage. Han var så "sejrherren".

At denne leg i virkeligheden var et godt billede på samfundet og de vilkår, som gælder dér, tænkte vi vist ikke så meget over dengang. Eller måske tog vi det som en selvfølge. Faktisk går udtrykket "alles krig mod alle" tilbage til Thomas Hobbes (1588-1679), der her så de grundlæggende betingelser for det moderne samfundsliv, hvor volden lurer overalt, og alle må være på vagt og have fantasi til at forestille sig, hvad de andre (fjenden!) kan finde på. – Alene tanken kan jo gøre én syg og træt, inden man kommer rigtigt i gang med at forsvare sig, og derfor findes der da også nogle særlige sygdomme, viser det sig, som ikke har spor at gøre med virus og bakterier, men alene kan føres tilbage til det psykiske pres, der hviler på den enkelte. Klinisk psykolog, cand.psych. Lise Ehlers skriver meget aktuelt om den sag i Tandlægebladet nr. 11/1998:

"Hvert århundrede har sine kultursygdomme. I middelalderen blev man besat af dæmoner. Kirkens autoriteter var vigtige for fænomenets opståen og vedligeholdelse. I årene omkring den franske revolution blomstrede hysterierne og hypokondrierne. Omkring første halvdel af 1800-tallet dominerede svindsoten og melankolien. I begyndelsen af 1900-tallet var sygdomsbilledet præget af neurasteni (hovedpine, unaturlig træthed, kraftesløshed og søvnløshed). Blegsoten var en anden kultursygdom præget af bleghed og træthed. Alle disse uforklarlige sygdomme, som kom og gik igen, blev opfattet som reaktioner på ekstreme politiske og klassemæssige spændinger og som afmagt over for tidens pres og krav. I de sidste 20 år er der kommet en række nye diagnoser som: det kroniske trætheds-syndrom, facetleds-syndrom, whiplash-syndrom, bækkenløsning, fibromyalgi, udbrændthed, amalgamforgiftning, anoreksi, bulimi, fedme og atypisk endogen depression."

Blandt disse mange diagnoser vil nogle af Kosmos' læsere nok nikke genkendende til "unaturlig træthed". Martinus har skrevet en artikel med denne overskrift, som man kan finde i en af hans små bøger, det er nr. 16. I dag ville han nok have kaldt sin artikel "det kroniske trætheds-syndrom". Men i øvrigt er Martinus enig med Lise Ehlers i, at samfundets pres kan gøre mennesker syge. Det er en måde at reagere på, når "alles krig mod alle" bliver til for stor en psykisk belastning.

"Du er død!" råbte vi til en modstander, når vi havde fået skubbet ham ud på gulvet. Og i sin artikel på de næste sider viser Martinus, at det netop er frygten for dette råb (ude i samfundet), som er baggrunden for alle menneskelige problemer her på kloden. Han peger også på en vej ud af dødsfrygten, og han viser, hvilken magt tankens kraft har. Alt dette og meget mere skal vi se eksempler på i dette nummer af Kosmos.