Kosmos 1998/10 side 199
Dom over geniet
Det fortælles om Sokrates (469-399 f.Kr.), at hans mor var jordemoder. Selv regnede han sig for at være en person, der ligesom hende kunne forløse noget, nemlig visdom. Først og fremmest den visdom, at vi mennesker ikke er så kloge, som vi ofte bilder os ind. Gennem samtaler på Athens gader kunne han gøre mangen en selvbevidst borger til grin med små uskyldige spørgsmål, der snart viste, at den andens meninger var rene fordomme og paradenumre.
404 f.Kr. oplevede Athen et rædselsår. En krig var tabt, og nu hærgede sejrherrerne. Sokrates gik modigt rundt og trøstede de slagne, men da det hele var overstået, og fjenden var vel ude af byen, søgte man syndebukke. Blandt dem faldt loddet på Sokrates, der blev stillet for retten. Nu stod en jurist og et geni over for hinanden med en ophidset folkestemning i baggrunden. En situation, der i de kommende to årtusinder skulle gentage sig med mellemrum. Pilatus og Jesus er et nærliggende eksempel. I nyere tid vel også en række geniale kunstnere og videnskabsmænd i opgøret efter 2. verdenskrig.
Sokrates var i sin forsvarstale lige så klarsynet og konsekvent som ude på Athens gader, – og lige så ironisk. Det blev hans død. Uden mindste frygt tømte han giftbægeret, som man rakte ham.
For Sokrates var det forløsende moment hans egen (og andres) uvidenhed. Det var ud af den, visdommen sprang som de børn, hans mor bragte til verden. Også Martinus var et ubeskrevet blad, da han 30 år gammel oplevede sin "store fødsel", en begivenhed som han senere fortalte om i bogen Omkring min missions fødsel. Fra da af var han en intuitiv iagttager, der kunne fortælle, hvad han "så", og det var ikke altid en taknemmelig opgave. Engang kritiserede man ham for at gentage sig selv. – Jeg kan jo ikke lave om på verdensaltet, svarede han lunt. Sokrates kom ud for noget lignende, da en mand beskyldte ham for altid at sige det samme og det samme. Svaret faldt med vanlig sokratisk ironi: – Det er meget værre med mig, end du dér siger. Ikke alene siger jeg altid det samme, men jeg siger altid det samme om det samme!
Under besættelsen 1940-45 var Martinus forsigtig som de fleste andre danskere. Men i 1938 havde han i sin artikel "Dommedag" skrevet om den alvorlige tendens i Europa med "militarisme og paradeglimmer". Her var det klart Hitler og Mussolini, han havde i tankerne. Men efter krigen var han blandt de få, der tog afstand fra de nye love, som danske "landsforrædere" med tilbagevirkende kraft (!) skulle dømmes efter. I flere artikler – fx "Freden" (1945) og "Hvorfor skal man tilgive sin næste" (1955) – var han klarsynet og konsekvent som Sokrates. Mange vendte ham ryggen. Pacifist var et skældsord i de dage.
Ingen begår fejl af ond vilje, mente Sokrates, kun af uvidenhed. Det kunne Martinus give ham ret i. I Livets Bog 1, stk. 19 skriver han: – Der hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte "onde" med at eksistere.
sh
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige