Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Der er mange positive og opløftende momenter, når man beskæftiger sig med Martinus' kosmologi. Noget af det mest opløftende er hans tolerance over for alle, lige fra krigsmagere og voldsforbrydere til seksuelle afvigere på den ene eller den anden måde. Alle er vi på forskellige trin i udviklingen, alle lærer vi af det, vi kommer ud for, og alle kommer med før eller siden. Så alt er såre godt.

Sammenligner vi disse tanker med den opdragelse de fleste af os har fået, hjemme såvel som ude, har den været præget af, at alt skulle gøres rigtigt. I det mindste måtte vi sørge for ikke at gøre noget forkert. Resultatet har for mange været, at de voksede op med en angst for at gøre fejl både i forhold til omverdenen og i forhold til deres egne tanker.

Hverken tanker eller handlinger er toldfri. Det giver Martinus tydeligt udtryk for. Men derfra og så til at ophøre med al aktivitet af frygt for at gøre fejl – der går man for langt. Der springer kæden af.

Lidelsen er den store læremester, siger Martinus. Lidelse opstår der, hvor de universelle love brydes, så det, vi troede, vi skabte, var noget helt andet. Det er jo ikke Guddommen, der påfører os lidelser, men derimod vores egen skabeevne.

At tage fejl er derfor et positivt skridt på livets vej. Det går altid, som vi skaber. Men ind imellem tror vi blot, at vi skaber noget andet end det, det blev. Når det sker, er det tid at stoppe op og prøve at finde den rigtige årsags-virkningskæde, så skabeevnen og de hensigter, vi har med den, er sammenfaldende.

Det værste vi kan gøre, er at grave det berømte hul i jorden og sætte os derned i håb om, at hvis vi ophører med al aktivitet, så ophører lidelserne også. Men sådan går det ikke. Det liv, vi har i os, fordrer aktivitet eller bevægelse. Thi bevægelse er livets fornemmeste kendemærke og forudsætningen for al udvikling.

Derfor gå endelig i gang med at tage fejl, alt hvad du kan. Så er du på vej. For i slutfacit er alt såre godt.