Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selvom et Væsen har opdaget, at det er forkert at bagtale sin Næste, vil dette jo ingen Garanti være for, at det ingen andre Skavanker eller ufærdige Tilstande har. Og naar det ikke er det, maa "Naadens Paradis" jo være en Zone eller et Rige, der er fuldt af ufærdige Væsener, hvilket vil sige Væsener med, ikke alene de Skavanker de "angrer", men ogsaa med en hel Del Tendenser, som de endnu slet ikke har opdaget er forkerte, og af hvilken Grund de jo saa ikke kan græde over disse. Disse ufuldkomne Tendenser eller Manifestationer maa saa sætte sit Præg paa "Himlen", og der bliver saaledes ikke nogen som helst Principforskel paa den almindelige jordiske Tilværelse og "Syndsforladelsens Paradis".

De logiske Konsekvenser af den gængse Syndforladelsesteori viser os saaledes her, at de "Kristne"s "Paradis" umuligt kan være det Rige, som af Kristus opgives "ikke at være af denne Verden".

For at et Rige ikke skal være af denne Verden, men derimod være identisk med det Rige, som Jesus udtrykker som "mit Rige", maa det være en Zone, hvis Beboere paa alle Maader er fuldkomne, saaledes at de udtrykker en mental Sfære, der ikke i nogen som helst Retning beherskes af ufærdige Individer, eller Væsener der blot og bar er sluppet ind i "Paradiset" paa Grund af Angeren over Ufuldkommenheden i en enkel Side ved deres Natur, og som derfor stadig maa fremture i Ufuldkommenhed og Naivitet i de Felter i deres Væsen, de endnu ikke har opdaget er "syndige". Vi behøver jo blot at se paa den Del af "Syndforladelsen"s "Paradis", der kommer til Udtryk allerede her paa Jorden, nemlig igennem de "syndsforladte" Væsener, hvilket vil sige de "Frelste" eller "Hellige". Disse Væsener, der opgiver at have faaet "Syndernes Forladelse", maa jo repræsentere den mentale Sfære, som gør sig gældende i nævnte "Naadens Himmel". Men ser vi her nogen altoverstraalende Lykke? - Ser vi ikke stadigt disse Væsener svælge i andre Væseners Kød og Blod, skønt der i Verden nu er saa rige Betingelser for at faa vegetarisk Føde, der ikke koster Blodsudgydelser eller rent fysiske Lidelser af nogen Art? - Hjemsøges disse Væsener ikke af Sygdomme og Besværligheder? - Er der ikke Splid og Spektakler indenfor deres Sammenslutninger eller Krese ligesaa godt som i de "Vantroende"s eller "Ugudelige"s Krese? - Der er ikke meget, der tyder paa virkelig Salighed, eller at disse Væsener skulde være særligt favoriserede af Guddommen. At de efter Døden skal høre til "Den store hvide Flok" omkring "Guds Trone" og der "svinge med Palmegrene" og "synge Lovsange" kan jo kun gøre Sagen endnu værre. Hvad er Livet uden reel Beskæftigelse? - Hvad er Lykke baseret paa Lediggang? - Tror man de store Genier i Kunst og Videnskab vil kulminere i Glæde ved Tanken om et Paradis, hvor deres geniale Beskæftigelse er degraderet til kun at udgøre et "Heilraab"? -

Vi er ganske vist i vore Dage blevet Vidne til, at "Heilraabet" i visse Lande har faaet en Renæssance og er kommet svært paa Mode, men tror man ikke, det vilde afføde Kulminationen af Kedsomhed, hvis den heilraabende Skare aldrig nogen Sinde maatte foretage sig noget andet end at vifte hyldende med Haanden? - Tror man ikke, det tilsidst vilde blive en Tvangstilstand? - Tror man ikke, at man i sidste Instans vilde forbande en saadan Tilværelse og dens Ophav? -

Og hvad Nytte skulde denne vel ogsaa være til? - Hvad eller hvem skulde den gavne? - Hvis Guddommen kun havde dette som højeste Maal med al Skabelse, al Energiudfoldelse i Tilværelsen, saa synker jo alle de højeste "kristne" Idealer i Grus, thi saa maatte han jo selv blive det mindst "kristne" Væsen i Verden. Hans Mentalitet vilde jo være selve Kulminationen af Egoisme. Kun at skabe for at blive hyldet er kun en Dyrkelse af sig selv. Denne Skabelse har ikke noget med Kærlighed at gøre. Kærligheden bestaar jo udelukkende i Glæden over at dyrke andre, hvilket vil sige i - ikke at lade sig tjene, men i at tjene, - ikke i at lade sig elske, men i at elske, - ikke i at lade sig hylde, men i at hylde. Den hyldende Skare i de "Kristnes Paradis" udtrykker altsaa større Kærlighed end deres Guddom. De dyrker et Væsen, der er den største Overtræder af deres egne Idealer. Det er saaledes ikke Smaating, der til Dato i Retning af manglende Logik skjuler sig under Begrebet "Gudsdyrkelse" eller "Kristendom".

Det er ikke vanskeligt at forstaa, at en saadan "Gudsdyrkelse" eller "Kristendom" ikke kan forliges med Kunst og Videnskab. Thi hvis hele Tilværelsens Maal kun er Opnaaelsen af Evnen til at vifte med Palmegrene, hvortil saa hele den kolossale Udvikling af Intellektualitet, som netop finder Sted i vore Dage? - Hvortil alle de store Universiteter, Skoler og Læreanstalter som Verden bliver mere og mere rig paa? - Hvorfor har Guddommen ikke forlængst standset Udviklingen? - Til at vifte med Palmegrene og udstøde Heilraab er det jo ganske overflødigt med et saa kompliceret hjerneudviklet Væsen som Mennesket. En saadan Manifestationsart var man jo allerede i Stand til at kunne udløse paa Hundestadiet. Hvor finder man "Heilraab", i hvilke der er udtrykt større Glæde end den, der kommer til Syne i en Hunds Foreteelse, naar den genser et Væsen, den elsker? - Og hvis det med Palmegrenen var saa særligt nødvendigt, da maatte et Forsyn jo let kunne faa Hunden til at tage denne i Munden og vifte med den, naar Mennesker har kunnet faa Hunde til at gøre Ting, der er endnu meget mere kompliceret. Man har jo set, at disse har kunnet faa Hunde til at "gaa paa Hænder", slaa "Kraftspring", give Pote til "god Dag" o.s.v, saa for Forsynet maatte det førnævnte jo kun være en Bagatel.

Naar det "kristne Paradis" saaledes kun er baseret paa en Hyldestmanifestation, der igen kun betinges af en Evne, almindelige Dyr allerede har, bliver Skabelsen af den menneskelige Organisme rent overflødig. Den menneskelige Kunnen i Musik, Kunst og Videnskab, ja, endog i Moral, bliver saaledes ligefrem et Onde. Men en Gudsdyrkelse, der gør det daglige Livs skønneste og ædleste Inspirationskilder til et "Onde", en Religionsopfattelse, der gør Udvikling af Menneskenes Skabeevne til "Synd", kan umuligt være i Kontakt med det guddommelige Paabud "Vorder frugtbare og mangfoldige, opfylder Jorden og gører eder den underdanig."

Nej, en saadan Gudsdyrkelsesform maa absolut degenerere og gaa til Grunde i samme Grad, som Guddommen lader Intellektualitet vokse frem i Væsenernes Mentalitet. Hvor skulde et andet "Himmerige" end "de evige Jagtmarker" være det saligste for Fortidsindianeren? - Og hvor skulde noget andet end "Valhal" være det mest attraaværdige "Himmerige" for den oldnordiske fuldblods Kampmentalitet? - Og hvordan tror man de intellektuelle Genier, disse guddommelige Eksperter i Skabelse af Kunst, Videnskab og Moral skulde føle sig lykkelige ved en blot og bar Viften med Palmegrene? - Ja, hvad de moralske Genier angaar vil dette, at brække Grene af i et saadant Øjemed, for dem, ligefrem være hellig Brøde eller Vandalisme. Saadanne Væsener maatte blive saa temmelig paradisisk hjemløse, hvis der ikke ogsaa fandtes et "Himmerige" for dem.

At fordømme dem til "Helvede", til "evig Fortabelse", til "Graad og Tænders Gnidsel" gør kun Sagen endnu mere parodisk, og er et Ræsonnement, der kun kan opstaa i en Hjerne, der endnu aldrig har været i bevidst Berøring med den Logik, paa hvilken Verdensaltets Love og Funktion er baseret, den Logik, hvormed Guddommen betinger, at Solens Lys skinner over "Onde" og "Gode", og Regnen strømmer ned over "Retfærdige" og "Uretfærdige".

Nej, Troen paa "Straffen"s og "Vreden "s Gud er ikke noget for ovennævnte Væsener. De moralske Genier er blevet for store eller modne i Livets Blomstring til at et saadant "Lediggængerhimmerige", som de "Kristnes Paradis" maa siges at være, kan have nogen Interesse. Da det samtidigt er et "Naadens Paradis", hvilket vil sige en "Himmel" for de af Gud "benaadede", og saaledes er en "Favorithimmel", er den dermed totalt afskaaret fra at kunne byde disse Kærlighedens Væsener nogen Lykke. Genier i Kærlighed vil nemlig ingen Lykke kunne føle ved selv at være i en "Gudernes Yndest", hvis der virkelig var nogen Mulighed for en absolut Fortabelse eller evig Helvedespine for nogen af deres Medvæsener. Deres egen Kærlighed til de dømte Væsener vilde jo martre og pine dem i deres "Himmel". Og denne "Himmel" vilde saaledes blive deres "Helvede". Disse Væsener lever altsaa ikke i noget Gudesnobberis Lykkezone. De kan ikke prise sig lykkelig i den "Salighed", der faar de "Frelste" eller "Hellige" til at takke Gud, fordi de ikke er som deres "Fjender", eller faar "Farisæeren" til at takke Gud, fordi han ikke er som de andre Mennesker "Røvere", "Uretfærdige", "Horkarle" o.s.v. - De har snarere "Tolderen"s ydmyge Indstilling. De synes meget ofte, trods deres store geniale Udfoldelse, at de gør altfor lidt for "Menneskene".

Det virkelige "Himmerige" er saaledes ikke dette at faa hyttet sit eget Skind. Hvad nytter det en Moder at opnaa "Paradiset", naar hendes elskede Søn og Datter eventuelt skal i "Helvede", er "evig fortabte"? - Vil hun ikke, hvis hun virkelig er kærlig, føle sig mere lykkelig ved at give Afkald paa sit eget "Paradis" blot for at faa Lov til at være i sine Børns Nærhed, dele deres Ulykke, selvom det er i "Helvede"? - Stemmer det ikke mere i Overensstemmelse med Jesu Mentalitet? - Og vilde det ikke netop være en Slags Ravnemoder, der kunde være Hundrede Procents lykkelig og tilfreds ved blot at have faaet reddet sig selv paa det tørre? "Naadens Paradis" maa jo saaledes være en Samlingsplads for Mødre og Fædre, der har mindre Kærlighed til deres eget Afkom, end den der er almengældende hos Dyrene. Disse beskytter dog deres Afkom med deres eget Liv. Og findes der en større Kærlighed end denne? - Har Kristus ikke netop sagt, at "ingen har større Kærlighed end den, der sætter sit Liv til for at redde sin Næste"? - Og gik han ikke fra sit høje Stade ned i "Helvede" eller Lidelsernes Zone for at hjælpe Menneskene? - Og skyede han nogen Lidelse, naar der var Tale om at fuldbyrde sin Mission? - Var der nogen Lidelse eller noget, der var for svært, var for ubehageligt for ham i Kampen for at hjælpe sine Medmennesker til Fornuft og Viden? - Hans fysiske Legeme var hans Pant. En større Garanti kan ikke ydes i Tilværelsen, thi bag et saadant Pant kulminerer Kærligheden. Men er det ikke paa den Kærlighed, Kristus har baseret den virkelige Kristendom? -

Men naar et Væsen, der ikke er Gud selv, men kun udtrykkes som hans "Søn", har kunnet præstere at aabenbare en saadan Kærlighed for sin Næste, og en almindelig normal Fader og Moder ligefrem ogsaa giver sit Liv i Pant for Beskyttelsen af deres Afkom, hvor meget mere maa saa ikke Guddommen selv straale i samme Kærlighed, i samme Levemaade. Men gør den gængse "Kristendom"s Gud dette? - Har vi ikke lige set, at han er en Vredens Gud, der kun kunde forsones eller formildes ved Sønnens Slagtning og Lemlæstelse? - Kan man tænke sig Jesus stille lignende Krav overfor sine Bødler? - Forlangte han deres Lemlæstelse eller Fortabelse for at formildes? - Blev han i det hele taget vred paa sine Plageaander? - Sagde han ikke stille, kærligt og mildt "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre?" - Behøver man at være ret meget begavet for her at se, at Gudesønnen langt overstraaler Guddommen i mental Væremaade? -

Men er det ikke galt? - Kan en Guddom blive attraaværdig, saalænge han opfattes med en Moral eller mental Væremaade, der forlængst er overfløjet af hans Søn? - Kan en Verdensopfattelse, der viser en Guddom med de største jordmenneskelige Skavanker: Vrede og Hævngærrighed, blive til Frelse for Verden, saalænge den samme Verdensopfattelse samtidig i Form af "Gudsønnen" viser et Væsen, der hverken kan blive vred eller hævne, et Væsen, der elsker sin Næste som sig selv, og derfor hverken fordrer Sonoffer eller andre formildende Omstændigheder for at kunne tilgive sine Forfølgere, ja, endog synes at vide mere end Guddommen, idet han udtrykker Sætningen "thi de vide ikke, hvad de gøre?" -

At den nuværende Kristendoms Guddom bliver vred og er hævngærrig, kan ikke bortforklares saalænge man hævder, at han skal have "Sonoffer", der jo i Virkeligheden er det samme som at hævne. For at hævne maa man være vred. Men ved Guddommen da ikke ligesaa godt som Jesus, at "Syndere" "ikke vide, hvad de gøre?" - Ved han ikke, at ethvert Væsens Manifestation er dets "Frugt", ligegyldigt hvorledes denne saa end maatte være, og at intet Væsen kan repræsentere et højere Udviklingstrin end det, hvortil det er naaet, og at det derfor bliver ligesaa naturligt for Morderen og Krigsmanden at myrde, som det er naturligt for Tigeren at æde raat Kød? - Ved Guddommen ikke, at det er ligesaa naivt at pine og lemlæste en Hævner for hans Væremaade, som det vilde være at piske Tigeren for dens Lyst til Kødet? - Ved Guddommen ikke, at Resultatet af denne Tortur vilde blive nøjagtigt det samme, nemlig "Dressur"? - Nej, de "Kristne"s Guddom ved det ikke. Han har den samme Uvidenhed, de samme Skavanker som det almindelige jordiske Menneske. I modsat Fald vilde Vrede og Hævntørst aldrig komme indenfor hans Mentalitet, thi disse to Faktorer kan aldrig i noget Tilfælde være andet end Udtryk for Primitivitet og Uvidenhed. De er de mentale "Frugter", Væsenerne bærer paa de første elementære Trin som "Dyr" og "Jordmenneske". Hvis ikke det var saa, maatte de jo ogsaa være til Stede i Jesu Bevidsthed. Men det er jo ikke alene i Jesu Bevidsthed, nævnte Faktorer ikke eksisterer. Der findes i vore Dage mange Mennesker, i hvem disse Naturer er stærkt paa Retur. I modsat Fald vilde der ikke eksistere noget, der hed "Udvikling". Men det er jo en Kendsgerning, at Menneskehedens Individer fremtræder i en stigende mental Skala, paa hvis nederste Trin Vrede og Had er dominerende Karaktertræk, medens nævnte Faktorer bliver mere og mere sjældne, jo mere vi bevæger os op ad Trinene i nævnte Skala, for tilsidst helt at ophøre. Dette vil altsaa sige, at der findes Mennesker, der i Moralitet og Kærlighed forlængst har overfløjet det moralske Stadium, som tillægges de "Kristne"s Gud, der kun kan formildes ved Sonoffer, Guden der dømmer Væsener til "evig Fortabelse", til evig Pinsel, skønt disse Væsener efter de samme "Kristne"s Opfattelse er et Produkt af hans eget Skaberværk. Jeg synes, den nuværende "Kristendom"s Guddom blegner ikke saa lidt ved Siden af den høje mentale Standard, Jesus repræsenterer. Og tror man ikke, det er det, der er den samme "Kristendom"s største Skavank? -

Men hvor kan det være, at den gængse "Kristendom" docerer Guddommen i en saadan primitiv Skikkelse? - Er det ikke netop fordi, at dette Gudebillede er en Overlevering fra Fortiden? - "Naaden"s og "Vreden"s Gud, Guden, der fordrer øje for øje og Tand for Tand, Guden, der straffer og hævner, er af ældgammel Dato. Det var jo ham, Moses tilbad. Det var ham, der var Jødernes Gud. Det var ham, de mente at tjene, da de ønskede at stene Kvinden, der var grebet i Hor, kort sagt, det var jo ham, der var hele det gamle Testamentes højeste Ideal.

Men hvorledes skulde saadan en Gudsopfattelse kunde blive ved med at være det højeste Ideal, naar det er en Kendsgerning, at Menneskene i deres egen Mentalitet selv vokser eller udvikler sig frem til at praktisere Idealer og Væremaade, der er af en endnu større Idealisme og Kærlighed? - For saadanne Mennesker maa den overleverede Guddomsopfattelse jo blive forældet og utrolig. Og den Art af Verdensgenløsning, der udtrykkes ved "Jesu Komme", har da heller ikke tjent til at gøre Moseguden flatterende. Den høje Væremaade, den Kærlighed imod sine Fjender og Bødler, den Tilgivelseslyst og det Ønske om alle Menneskers Frelse, som i Form af Jesu Mentalitet blev til Kendsgerning i Verden, var af saa hidtil ukendte Dimensioner og laa saa langt over den Mentalitet, man plejede at tillægge Guddommen, at der her umuligt kunde andet end opstaa Konflikt, en Konflikt hvis sejrrige Udgang for Jesu Vedkommende maatte bringe det overleverede Gudebillede i Forfald.

Men gik det saaledes? - Ja, Konflikten opstod. Gudens Ypperstepræster blev vrede ved Jesu Fremtræden og vilde for enhver Pris forhindre, at en saadan Idealisme som den, der var hans naturlige Anlæg, blev aabenbaret i Verden. Og de naaede da ogsaa at faa korsfæstet ham. Men de forstod ikke, at jo mere de pinte og plagede ham, desto mere fik han Lejlighed til at vise, hvorledes det fuldkomne Menneske urokkeligt, trods alt ikke kan opirres hverken til Vrede eller Had imod sine Bødler eller Fjender, men, i selv den værste Lidelse, reagerer kærligt og kun lever i Ønsket om Tilgivelse for sine Plageaander. Og det var jo denne ny Maade at tage Tingene paa, denne Modsætning til Moseloven, der skulde blive Verdens Frelse. Ypperstepræsterne blev saaledes uden at vide det Verdensgenløserens uundværlige Haandlangere. De skabte Betingelser for, at den ny Moral kunde blive praktiseret i fysisk Materie, saaledes at det kunde blive en Kendsgerning, at et Menneske virkeligt kunde være paa saa højt et Bevidsthedsstadium, at det var naturligt for det at reagere paa den nævnte Maade. Og det blev da ogsaa en stor Sejr for Jesus. Hans Væremaade og Idealisme er siden da med stor Kraft blevet doceret i Verden til Eksempel og Efterfølgelse for andre. Og den ny Idealisme blev saaledes noget af et Banesaar for Moseguden, men den blev ikke helt tilintetgjort. Denne Krigens og Vredens Gud skulde endnu igennem Sekler af Tid blive Basis for umaadelig megen Udfoldelse af Hævn, Forfølgelse, Krig og Lidelse. De dyriske Naturer: Egoisme, Vrede og Had, skulde endnu under Maskeringen "hellig" og "retfærdig" martre Verden og føre den imod det store Ragnarok, den store Lemlæstelsesproses, der er alt Hedenskabs yderste Konsekvenser. Først her i Hedenskabets og Afgudsdyrkelsens rygende Ruinhobe, i Ligstank og Dødsrallen, lemlæstet og saaret, forladt af alt kært og kære bliver det almene jordiske Menneske konfronteret med Hadets og Krigens Taabelighed. Først her bliver Jesu Mentalitet til levende Virkelighed. Og i denne Virkelighed maa den "hævnende" og "vrede" Gud synke i Grus. Først her i dette guddommelige Lys kan denne Fortidslevning, dette Fantom stedes til Hvile i sine Fædres Grave, og Jesu "Fader": Alkærlighedens Gud frit straale en altomfavnende Fred og Velsignelse ind i en "ny Himmel og ny Jord i hvilken Retfærdighed bor."

Men saa langt er Menneskeheden endnu ikke naaet. De lever endnu i stor Udstrækning med Blikket vendt imod Moseguden. Den har nu snart overlevet Fødslen af Jesu Idealisme med to Aartusinder, skønt denne Idealisme er dens begyndende Banesaar. Hvordan skulde nævnte Idealisme ellers være "Verdens Frelse"? -

Naar nævnte Guddom trods dette begyndende Banesaar saa haardnakket har kunnet holde Stand, beror det udelukkende paa den "Krykke", man i Form af "Naades"- og "Syndsforladelsesteorien" har udstyret den med. Og ved Hjælp af denne "Krykke" halter dette, i det gamle Israel hjemmehørende Gudeideal, nu rundt i det tyvende Aarhundredes "Kristendom". At Jesu høje Kærlighedsidealer ved dette Følgeskab stadigt bliver korsfæstet, maa være en naturlig Selvfølge. Men hvordan skal Verdensgenløsningen virkelig lykkes, hvordan skal Verden komme til at tro paa Jesu skønne Kærlighedsidealer, saalænge man docerer en Guddom, der i Virkeligheden kun har en almindelig jordmenneskelig Mentalitet med alle dens Tendenser til at udløse Vrede og Hævn samt egoistisk Begær efter Sonoffer, endog hos de Væsener, han doceres selv at have skabt, og for hvis uheldige Tendenser han jo saa i dette Tilfælde udelukkende kun selv alene kan have al Skyld og Ansvar? -

At man kalder disse hans primitive jordmenneskelige Vredes- eller Hævntendenser for "hellige" eller "retfærdige" er jo kun den Udsmykning af det overleverede hedenske Gudebillede, der har været absolut nødvendigt, for at dette i det hele taget saalænge som Tilfældet er, har kunnet placeres i Jesu Følgeskab. Uden denne mentale Udsmykning af Guden, der lader Naade gaa for Ret og tilgiver den grædende "Synder", vilde samme Gud være blevet en altfor afskrækkende Kontrast til det Lys, i hvilket alle Jordens Slægter skal velsignes, og som kom til praktisk og teoretisk Demonstration i Form af Jesu Sjæleliv, der udelukkende gik ud paa at aabenbare en Viden om, at "Syndere" "ikke vide hvad de gøre", og at det er "Lovens Fylde" at "elske sin Næste som sig selv", og at det derfor er Videnskab at "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre."

En Verdensgenløser, der i den Grad har faaet til Mission at aabenbare den virkelige, hellige Kærlighedens og Forstandens Aand, kan ikke være Tjener eller Ypperstepræst for en Guddom, der ikke tilnærmelsesvis selv repræsenterer saadanne Idealer eller udstraaler et saadant guddommeligt Sjæleliv.

Nu vil man maaske indvende, at Jesus ogsaa kunde blive vred. Man vil eventuelt henvise til den Beretning, der gaar ud paa at lade ham lave en Svøbe og med denne piske Købmændene bort fra Templets Trappe. Men her er det jo let for den udviklede Forsker at opdage, at nævnte Beretning stammer fra samme Mentalitetstrin som det, hvorfra man i god Tro accepterer Guddommens jordmenneskelige Vredestendenser og Hævntilbøjeligheder som "hellige" og "retfærdige" og derfor slet ikke har noget med det Mentalitetstrin at gøre, hvorfra Jesu store kosmiske, verdensfrelsende Udtalelser ellers blev doceret, og igennem hvilke det netop kan stadfæstes, at han var overskygget af "den hellige Aand" eller havde det, jeg i "Livets Bog" kalder "Kosmisk Bevidsthed", der igen er det samme som at være "Eet med Faderen".

Det Væsen, der beder om Forladelse for de Individer, der er de værste Modstandere og Hindringer for hans guddommelige Mission, det Væsen, der er kommen til Verden for at vise Menneskene, at man skal "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre", og at "Verdens Frelse" bestaar i at "elske sin Næste som sig selv", det Væsen, der frivilligt gaar frem imod sine Bødler og aabent og kærligt tilkendegiver, at han er den, de søger, kan ikke være belastet med en Bevidsthed, der farer i Flint og Raseri ved at se en Smule Handel paa Tempeltrappen. Og navnlig ikke da det jo netop var en Handel med Ting, som det var Skik og Brug at benytte ved Offertjenesten. Hvis det var "syndigt", hvorfor gaar "Jesu Repræsentanter" saa ikke rundt og pisker alle Indehaverne af alle de mange Blomster- og Kranseforretninger, der er placeret op til Indgangene til vore Dages Krematorier, Kapeller og Kirkegaarde? - Disse Forretninger er jo alle i stor Udstrækning endog baseret paa Søn- og Helligdagshandel.

Nej! Det usande maa dø. Beretninger, der er opstaaet i mentale Terræner, der ligger under Jesu Niveau, fornægter sig ikke. Det er paa "Frugten", man kender Træet. Og heldigvis har Jesus i Form af Udtalelser og Væremaade efterladt sig saa mange "Frugter", at hans høje Stadium let kan skelnes fra alt det, der fra en lavere Zone eller primitiv jordmenneskelig Opfattelse er ham paadigtet.