Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Da Charles Darwin i 1831-36 rejste jorden rundt på det gode skib "Beagle", fik han idéen til en helt ny måde at se på begrebet udvikling. Hidtil havde man ment, at livet på jorden udviklede sig med et bestemt formål for øje. Man kunne jo se, hvordan alting gik fremad; ikke bare i naturen, men også i menneskenes egen verden, hvor nye opfindelser skabte forbedringer på mange områder. Og så var det jo ganske oplagt – mere eller mindre underforstået – at se Guds skabende kraft bag denne udvikling. Hvad skulle det ellers være, som styrede verden i en bestemt retning og med et tilsyneladende formål?

Darwins store betydning lå deri, at han med sit syn på arternes oprindelse kunne vælge Gud fra ved at opfatte udviklingen som et resultat af tilfældighedernes spil, hvor de bedst egnede overlevede i kampen for tilværelsen. På den måde skabte udviklingen sig selv gennem sit livtag med naturen. Og fordelen ved at vælge Gud fra var, at nu kunne naturvidenskaben fortsætte sin egen udvikling uden at stoppe op ved et religiøst svar. Først nu blev udviklingslæren til rigtig videnskab.

Når man læser Martinus, kan det måske overraske, at heller ikke han opfatter Gud som et religiøst og afsluttende svar på spørgsmålet om arternes oprindelse og udviklingen i verden i det hele taget. I Martinus Kosmologi er Gud selv underlagt en række love, som ikke er skabt (heller ikke af ham selv), men som altid har været der. Når Martinus skal forklare det, opfordrer han læseren til at tænke nøje efter: hvis disse love ikke var til, så var der ingenting (heller ikke Gud), og eftersom der vitterligt er noget (læseren selv fx), må disse love også gælde. Og da de nu engang gælder, må de altid have gjort sig gældende, for hvis der var en tid, hvor de ikke gjaldt, hvad skulle så have fået dem til at gælde, når der ikke var noget, de kunne opstå af og begynde at gælde i?

Altså det gamle spørgsmål om ægget og hønen, som mange mennesker uden videre lader ligge. Det gør Martinus ikke, han drager konsekvensen: verdensaltet har nok en historie og en fortid, men ingen første begyndelse. Og de omtalte love, som verdensaltet står og falder med, peger alle i retning af kærlighed. Uden kærlighed ingenting.

En sådan opfattelse er naturligvis begyndelsen til en række spørgsmål, som Martinus sætter sig for at besvare. Vi ved jo, at hverken jorden eller livet på jorden har været her altid. Hvordan begyndte det så? Det kommer Martinus ind på allerede i første bind af Livets Bog, hvor Darwins "arternes oprindelse" bliver til "kosmiske udviklingsbaner", der strækker sig over ukendte kloder i andre tider og andre egne af universet. Her ser vi også, hvordan verdensaltet så at sige "emmer" af liv.

Det er i dette fantastiske perspektiv, man skal læse hans artikel på de følgende sider. Vi står over for en række tendenser i tiden eller trends – fx østens mystik – som kan virke tillokkende og dragende. Har de fremtiden for sig, eller er de allerede tilbagelagte trin, der nu toner bort – "døende kulturfaktorer" – som Martinus kalder det? Hvad er det nye, og hvor ligger fremtiden? Det handler Kosmos om.