Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Tro er karakteristisk derved, at den handler om forhold, vi ikke rigtig forstår, men alligevel fornemmer en sandhed i. Derfor kan vi godt gå med til at følge troens bud, selv om den dybe forståelse mangler.

Troen har båret religionerne gennem årtusinder på godt og ondt. Set i det lange perspektiv har den ført menneskeheden frem til at næstekærlighed i store dele af verden anerkendes som det ideelle princip i udviklingen mellem mennesker.

Tro bygger i høj grad på følelser. I dag, hvor intelligensen spiller en stadig større rolle, er der dog ikke noget at sige til, at tro og religion bliver trængt i baggrunden.

Intelligens bygger på viden gennem analyse, hvilket Martinus i høj grad betjente sig af. Hans hovedværk Det Tredje Testamente er ikke en håndbog i tro. Det er en analyse af virkeligheden, som den tager sig ud for en person, der har opnået kosmisk bevidsthed. Med andre ord, Martinus øser ud af sin viden og taler til menneskenes intelligens.

Derfor kan det godt være svært for dem, der kommer fra et trosmiljø og stifter bekendtskab med kosmologien at acceptere en sådan tale. Troen giver faste retningslinier, leveregler og moralbud. Det er blot et spørgsmål om at følge dem, selv om det kræver overvindelse. Og ender det i nederlag, er der en kærlig Gud, som sender sin tilgivelse til den, der angrer.

Martinus giver ikke på den måde faste retningslinier, leveregler og moralbud. Derimod udvider han gennem sin kosmologi vor viden om livet, universet og de love, de bygger på. Så er det op til os selv at tage stilling ud fra det, vi forstår. Livet selv er den store læremester, som nok skal undervise os, når der er noget, vi har misforstået.

Nu er det ikke sådan, at intelligensen er det eneste, der betyder noget i Martinus' kosmologi. Tværtimod. Fik intelligensen lov at få frit spil, ville det gå gruelig galt. Alskens krige og mordvåben er et tydeligt tegn på, at intelligensen er sluppet løs på egen hånd. Nej, intelligensen skal styres og det skal følelserne gøre.

I troens verden havde følelserne en dobbeltrolle. Følelserne står for udviklingen af det humane i menneskene. Hvis troen bibragte personens følelser opfattelsen af, at dette eller hint påbud var det rigtige, ville følelserne opfatte det som humant, og på den måde ville personen risikere at komme til at handle inhumant, hvis påbudet nu ud fra en universel betragtning var imod livslovene. Religionskrigene er et eksempel herpå. Et andet eksempel er den intolerance mod anderledes tænkende, der i troens navn er blevet praktiseret igennem århundreder.

Følelserne kunne ikke bedømme, om et påbud var rigtigt eller forkert, fordi de var bundet af troen.

Frigjort fra troen, kan følelserne nu komme til at spille deres rigtige rolle, nemlig at vurdere om det intelligensen kommer med, er af en sådan karat (humant), at det skal nyde fremme, eller det skal i skrotbunken. Intelligensen kan nemlig ikke skelne, om det den frembringer er godt eller dårligt. Det kan kun følelserne.

Alt udvikler sig ikke lige hurtigt. Det gælder også følelser og intelligens. Er følelserne ikke tilstrækkelig udviklede, får intelligensen overtaget og omvendt. Derfor gælder det for os om at være opmærksom på, hvordan balancen er hos os selv. Svaret fås hverken i troens verden eller hos Martinus. Det ligger i dig selv. Men Martinus kan give dig en viden, som hjælper dig til at tage stilling.