Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det bedste, Martinus' kosmologi har givet mig, er det vidunderlige billede, Martinus tegner af Guddommen. Det har været en lang vej at gå for at nå hertil fra min barndoms tro på og angst for en djævel og et helvede – og en Gud, der ganske vist var alkærlig, men også krævende og dømmende, og som jeg derfor også mest af alt frygtede. I mine ungdomsår tog jeg et voldsomt opgør med Gud. Jeg var på det tidspunkt stærkt grebet af beretningerne om det forfærdelige, der var foregået i de tyske koncentrationslejre, og især var jeg rystet over at læse om spædbørn, der blev kastet i luften og derefter spiddet på soldaternes bajonetspidser. Fortvivlet og vred spurgte jeg Gud, hvordan han ville forklare, at en alkærlig gud kunne lade sådan noget ske, og hvad mening, der overhovedet var i det, og jeg erklærede, at hvis jeg kom i helvede for den slags tanker, kunne det også være lige meget – der kunne umuligt være værre end i et såkaldt paradis med en så ubarmhjertig gud.

Kort efter læste jeg i et ugeblad nogle artikler om en indisk kvindes erindringer om sit tidligere liv – og noget faldt på plads i mit livssyn. Selvfølgelig var der tale om reinkarnation – om et evigt liv gennem tilværelse efter tilværelse, og altså slet ingen djævel og intet helvede – men en almægtig og alkærlig Gud, som jeg igen kunne tro på, selv om der stadig var mange ubesvarede spørgsmål.

For der var mange steder i Det nye Testamente, jeg ikke kunne få til at passe med dette nye livssyn. Der var fx historien om dommedag med adskillelsen mellem fårene og bukkene, og der var selve trosbekendelsen. Til sidst opgav jeg at forstå og nøjedes med at tro – men det var dybt utilfredsstillende, og jeg søgte stadig efter et fyldestgørende svar.

Og svaret fik jeg, da tiden var inde. Det var befriende at lære Gud at kende, som Martinus skildrer ham – som det store, altomfattende Noget, som alt og alle er en del af. Så er Gud virkelig almægtig, alvis og alkærlig. Han stiller ingen krav og fordømmer ikke. Han følger vores færden med kærlig omsorg, mens vi arbejder os ud af mørket og ind i lyset – hjem til Gud igen.

At alting er en del af Gud, mørket såvel som lyset – at jeg møder Gud i alt og alle omkring mig – det er så storslået og betagende, og samtidig så enkelt og overskueligt. At jeg er en del af Gud, at Gud sanser gennem mig, og at jeg derfor er nødvendig for Gud, som han er det for mig, er på én gang trygt og beroligende. Trygt, fordi det bekræfter mig i min identitet og i min værdi som individ – og foruroligende, fordi det er så uendeligt forpligtende.

Der er masser af spørgsmål tilbage. Men i dette store helhedsbillede har mange spørgsmål fundet deres svar, og jeg er ikke i tvivl om, at alle svar rummes i det. Men endnu fatter jeg det jo kun i kraft af min intelligensenergi – den virkelige erkendelse må vente, indtil jeg er nået så langt i min udvikling, at jeg også kan gøre brug af intuitionsenergien. Lige her og nu er jeg taknemmelig over den forståelse, jeg har opnået.