Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

– Hvad er elektricitet, spurgte læreren. Eleven vred sig på stolen, vendte blikket mod himlen og slog sig på læben med pegefingeren. – Sørens også, sagde han, jeg vidste det, da jeg gik hjemmefra, men nu er det væk.

– Hvis du kommer i tanker om det, sagde censor, vil vi meget gerne høre om det. For indtil nu er der ingen i hele verden, der har kunnet finde ud af, hvad elektricitet er.

På de næste sider i dette blad kan man læse, at elektricitet er det samme som ånd. Aha! Men det betyder nu ikke, at man så ved, hvad elektricitet er. Blot ved vi, at ånd og elektricitet har de samme virkninger – under forudsætning af, at man tillægger ånd de samme virkninger som elektricitet. Vil man "bevise", at ånd og elektricitet er det samme, må man altså forudsætte det, man vil bevise.

Men det er der nu ikke noget overraskende i. Sådan har det altid været med de store, mærkelige spørgsmål, som til alle tider har plaget menneskene.

Kan man fx bevise Guds eksistens?

Det har de gamle kirkefædre forsøgt utallige gange, og man må virkelig beundre dem for deres skarpsindighed. Men går man deres "beviser" efter i sømmene, opdager man, at de alle bygger på netop det, der skulle bevises, nemlig Guds eksistens.

Første gang jeg læste Martinus, fandt jeg hans analyser så overbevisende, at jeg ikke bare opfattede dem som "absolutte sandheder", men også som "absolutte beviser", og jeg var sikker på, at nu måtte hele verden bøje sig – ikke for krudt og kugler, men for logik!

Så begejstret var jeg, at jeg fuldstændig overså: 1) at ikke alle havde de samme forudsætninger som jeg for at forstå Martinus, og 2) at det var forudsætninger som mine, Martinus byggede på, når han viste, at netop mine forudsætninger var de rigtige. Her var altså en forfatter, der ikke bare gav mig ret, men også forklarede, hvorfor jeg havde ret. Oh, hvilken salig fryd!

Hvad var da mine forudsætninger?

De var bl.a., at jeg uden at være egentlig religiøst troende, dog følte, troede, måske håbede, at verden trods al sin ondskab var god nok på bunden. Martinus taler ikke her om tro og håb, men om kærlighed. Er man ikke kærlig, siger han, kan man heller ikke se, at verden er kærlig. Så er den ond, og så hidser man sig op og har hverken tid eller lyst til at blive overbevist om det modsatte.

Men starter man (som jeg) med den "kærlighed", at det hele nok skal ende godt, så er det naturligvis ikke svært at følge analyserne frem til det "facit", at alt også er (såre) godt! (Det Evige Verdensbillede 3: symbol 32: facit 3 = facit 12 på et højere plan!)

Derfor er Martinus Kosmologi et "optimistisk livssyn", som der ganske rigtigt står uden på en pjece. Men har man ikke optimismen i sig på forhånd, så er der heller ingen optimisme at få bekræftet. Så er Martinus en lukket bog.

Om den optimisme, der lukker op, skal vi høre mere i dette nummer, hvor Jytte Bramsen fx fortæller om Guds eksistens og Egon Sørensen om forskellen på tro og viden.