Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Redaktionen indbød i januarnummeret læserne af Kosmos til at skrive lidt om, hvad der har fascineret dem ved mødet med Martinus' kosmologi. Her er mit bud.

 

For mit vedkommende var mødet med kosmologien en så betagende og omvæltende oplevelse, at mit livssyn øjeblikkeligt begyndte at ændre sig, men jeg kan endnu i dag ikke sige, at enkelte sætninger eller udtryk fænger eller begejstrer mere end andre.

Fra min tidligste ungdom søgte jeg, om end ubevidst og slet ikke udtrykt i konkrete spørgsmål, mening i tilværelsen. Senere blev min søgen mere defineret og målrettet, og jeg læste alt, hvad jeg kom i nærheden af vedrørende religion og filosofi. I dag ved jeg, at denne søgen var resultatet af mange livs smerter, lidelser, invaliditet, nederlag og ydmygelser, og var en hunger efter kontrasten til alt dette mørke. Før eller senere finder alle fortabte sønner tilbage til Faderen.

Første gang jeg hørte Martinus holde foredrag en søndag formiddag på Instituttet for mange år siden, var det, som om jeg blev fyldt med en indre fred, jeg aldrig før havde følt. Det var en følelse af, måske ikke af at være kommet helt hjem efter en lang og udmattende rejse, men omsider at have fundet den rigtige vej. Den vej har jeg så prøvet at følge siden med mere eller mindre succes, hvilket de der kender mig godt sikkert kan bekræfte, men øvelse gør som bekendt mester, så jeg ser på fremtiden med stor fortrøstning.

 

 

Siden den dag i Instituttets foredragssal blev mit liv totalt forandret men naturligvis ikke problemfrit. Nye problemer ved bekendtskabet med kosmologien opstod, som fx forholdet til familie og venner, idet jeg uden at missionere men ved min ændrede levemåde ikke kunne undgå at afvige fra, hvad der var skik og brug på flere områder, men det var jo kun bagateller i forhold til den store glæde og berigelse, som analyserne gav mig. Måske blev jeg en lille smule ensom i hverdagen, fordi der findes så få mennesker med hvem man kan dele sine tanker og følelser, og fordi man hovedsageligt må opholde sig i miljøer, hvor der leves helt efter de 'gode', gamle traditioner. Har man været igennem en ateistisk periode, er det nok naturligt, at føle sig en smule ensom, fordi bønnen ikke endnu er blevet en vane og en naturlig del af hverdagen. Martinus fx har nok aldrig følt sig ensom, selv om han befandt sig blandt os primitive jordmennesker, fordi han havde sin kosmiske bevidsthed og et meget nært og inderligt gudsforhold.

Det er umuligt at sige, hvad jeg finder mest fantastisk ved Martinus' kosmologi. Det hele er bare ubeskriveligt fantastisk, og efter mange år giver analyserne mig stadig viden og inspiration. Hver gang jeg i årenes løb har læst i Livets Bog eller en af de andre bøger, er jeg stødt på passager, som jeg faktisk ikke kunne huske at have læst før. Det har naturligvis stået der hele tiden, så der må altså være sket en ændring i min egen bevidsthed i mellemtiden. Martinus udtrykker det således i sin bog Gavekultur (4. kapitel):

"Udvikling kan udelukkende kun befordres ved oplysning. Men oplysning eksisterer kun på basis af selvoplevelse. Det er rigtigt, at der er noget der hedder "undervisning", men denne er, ligegyldig under hvilken form, den så end måtte forekomme, kun kultivering af eller dygtiggørelse i at selvopleve. Alt, hvad der ikke er selvoplevet, er kun formodninger. Kun den virkelige selverfaring kan gøre en "formodning" til "kendsgerning"." Livets daglige tale eller selvoplevelse har altså flere gange udviklet min evne til at forstå nogle passager eller emner, som tidligere kun var formodning, og som jeg derfor var gået lidt let hen over. Bl.a. ovenstående citat af Martinus giver mig vished for kosmologiens sandhed. Endnu forstår jeg naturligvis ikke alt, men jeg har fuld tillid til, at det jeg ikke fatter i dag også er sandt, samt at jeg med voksende selverfaring vil forstå mere og mere.

Når jeg med min nye kosmiske viden (ikke at forveksle med kosmisk bevidsthed!) ser mig omkring i verden, så fyldes jeg med beundring over al tings hensigtsmæssighed ned til de allermindste detaljer, og den symbiose der eksisterer mellem de levende væsener. Jeg er dybt taknemmelig, fordi Martinus har åbnet mine øjne for Guds storslåede skaberværk, selv om jeg endnu har lidt svært ved at fatte at: "Hvis et støvfnug kunne falde tilfældigt, ville hele verdensaltet være af lave."

At have fundet vejen, der til slut vil give mig selvoplevelse af alt hvad Martinus fortæller, og at have indset, at "alt er såre godt" på ethvert tidspunkt af vor lange rejse, synes jeg er fantastisk.