Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Demokrit (ca. 460-370 f.Kr.) er grundlæggeren af den materialistiske filosofi. Det er også ham, der har fundet på ordet "atom" om en partikel, der ikke kan ses med det blotte øje. Demokrit mente, at alt i verden bestod af den slags partikler. Ligesom vor tids "legoklodser" var de bygget ind i hinanden og kunne bruges igen og igen. Selv sjælene bestod af atomer, der ved døden spredtes for at samles i andre kombinationer og danne nye sjæle. Efter døden var der intet liv, mente Demokrit.

Med Demokrits opfattelse kunne man gøre sig fri af den tanke, at alting har et formål. Hidtil havde man forundret set på verden for at finde en forklaring, og når man fandt en, der lød rigtig, var der ikke mere at snakke om. Så gik forskningen i stå. Derfor blev Demokrits filosofi en nødvendig forudsætning og spore for den moderne videnskab, hvor man ikke lader sig bremse af færdige svar, som f. eks. at Gud har skabt verden. Man spørger ikke, hvorfor verden er til, men hvordan den er indrettet.

For Demokrit var alt et spørgsmål om atomer. Selv vore sanseindtryk kunne han forklare ved reaktionen mellem omgivelsernes atomer og vore egne atomer i øjne, ører osv.

 

 

I dag ved vi, at verden virkelig består af atomer, næsten som Demokrit så det. Hans forklaring på sanseindtryk er også helt moderne. Her finder vi en parallel hos Martinus: "Da livets oplevelse kun kan eksistere i form af en vekselvirkning mellem ... vore omgivelser, og ... vort eget indre ... vil det være klart indlysende, at vi hver især udgør en ikke ringe faktor i ... skabelsen af vor skæbne ..."(Livets Bog 1, stk. 2).

Dette kunne Demokrit godt have skrevet under på. Men hør nu, hvordan Martinus fortsætter: ... i særdeleshed fordi vi inden for et vist område ... er i besiddelse af en såkaldt "fri vilje". (citat slut).

Martinus ser åbenbart et formål bag stoffet, en fri vilje, hvor Demokrit kun ser naturbestemte stød og puf mellem atomer. Det er to vidt forskellige måder at anskue verden på. I filosofiens historie taler man om en mekanisk og en teleologisk (dvs. formålsbestemt) forklaring.

I året 1633 måtte Galilei over for Romerkirken afsværge sin lære om, at Jorden bevæger sig. Siden har man opfattet de to forklaringer som parallelle spor, der aldrig nogen sinde vil kunne mødes. Men det lykkedes for Martinus. Han krydser sporene i et kors og taler om forskning på to leder – på tværs og på langs ad materien. Den første sammenligner han med bogstaverne i en bog, den sidste med teksten, dvs. meningen. (Bisættelse, kapitel 28).

Pointen er, at man udmærket kan forske i bogstaverne (som Demokrit gjorde) uden at forske i teksten (som Martinus gjorde). Streng videnskabelig objektivitet tegner i lige mål begge disse metoder. Den første fordrer, at man ikke opfatter bogstaverne som dele af en tekst, det ville ødelægge metodens pålidelighed. Den sidste, at man ikke læser noget ind i teksten, som faktisk ikke står der.