Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Lyset og mørket er symbolske udtryk, som Martinus anvender for at anskueliggøre, hvordan livsoplevelsen bliver til. Læs her, hvordan Martinus med få ord er i stand til at belyse problemet ud fra nogle ganske få almenkendte begreber.

 

Al oplevelse kan ... kun eksistere som udtryk for vort forhold til hver af de to kontraster ("lys" og "mørke", red.). Den af de to kontraster, vi har mest kendskab til, bliver vor målestok og basis for erkendelsen af den anden. Har vi således mest kendskab til mørket, dømmer vi ud fra mørket. Har vi mest kendskab til lyset, er det denne kontrast, der bliver afgørende for vor sansning eller erkendelse af livet eller tilværelsen. Al sansning og dermed erkendelse beror således på oplevelse af mørket eller lyset og kan aldrig i noget som helst tilfælde komme til at bero på andet, idet lyset og mørket omfatter alt, hvad der eksisterer. Men idet vor oplevelse dirigeres af hunger og mættelse, kan intet væsen blive stående ved et særligt forhold til nogen af de to kontraster, men må ustandseligt bevæge sig videre, hvilket altså vil sige: forvandle sig. Denne forvandling vil være til fordel for dén af de to kontraster, væsenet med sin hunger er tiltrukket af. Føler det sig tiltrukket af lyset, vil det kun sige, at det er mæt af mørket og frastødes derfor mere og mere af dette og kommer derved til at forvandle sig i lysets favør. På samme måde vil det, hvis det har udlevet lyset og er blevet mættet af denne kontrast, hungre efter mørket og favorisere de oplevelser, der er baseret på denne kontrast. Væsenerne kommer derved til at fremtræde: nogle som vandrende imod lyset, andre som vandrende imod mørket. Dette vil igen sige, at nogle væsener er under forvandling fra lys til mørke, mens andre på samme måde er under forvandling fra mørke til lys. Endemålet for begge vandringer bliver altså mættelse, mens drivfjederen i samme vandring er hunger. Så enkel og ligetil er selve væsenernes livsvandring, at de ganske simpelt går efter deres egne ønsker, begær og længsler. Andre bevægelsesfaktorer findes ikke i det kosmiske perspektiv. Og vi er her ved selve urbegæret, der har sæde i "X 2" (dvs. skabeevnen, red.). Dette begær er jegets evige centrale urkilde til oplevelse af liv. Og denne oplevelse bliver som nævnt kun mulig i kraft af de to omtalte kontraster. Det levende væsen kan derfor aldrig i noget som helst tilfælde befinde sig i nogen anden situation end denne, at føle mættelse af mørke og den deraf følgende hunger efter lyset (hvilket er den situation, jordmennesket mere og mere kommer til at befinde sig i) eller føle sig mætte af lyset og som følge heraf føle hunger efter mørke (hvilket er den situation, planterne og dyrene i virkeligheden repræsenterer).

Alle manifestationer, tilstande eller former for oplevelse af liv, ligegyldigt under hvilke af de tre eksisterende kosmos (mikro-, mellem- eller makrokosmos, red.), de så er henhørende, og ligegyldigt hvilken indstilling til sandheden, de så end indtager, ligegyldigt om de er overtro eller virkelighed, så vil disse uundgåeligt i deres detaljer kun kunne repræsentere enten hunger eller mættelse af lys eller mørke. Disse to kontraster danner bevidsthedslivets absolutte suverænitet, idet alt kan skabes ved disse, og absolut intet kan blive til uden i kraft af dem.

Man vil måske her mene, at mørket eller lidelserne ikke behøvede at manifesteres i en så drastisk form eller tilstand, som tilfældet er. Men hertil er der det at svare, at jo mindre mørkeoplevelsen er, desto mindre vil dens evne til at markere lyset være. Og mørkegraden i den evige verdensordning er lige akkurat så tilmålt, at væsenet ved hjælp af dén kan opleve det højeste eksisterende lys i verdensaltet. Enhver grad af mørke, der ligger under den i verdensaltet eksisterende største mørkegrad, ville kun give væsenet en tilsvarende mindre markering af lyset i verdensaltet. Og denne mindre markering ville altså betyde en tilsvarende mindre sanseevne for oplevelse af det kosmiske lys, livets virkelige lys.

 

 

Den evige skabelsesteknik eller guddommelige verdensplan må således absolut nødvendigt opretholde manifestationen af en "Dødens Dalsænkning", for at "Livets Tinder" kan markeres. Og jo dybere dalsænkning, desto højere tinder må der eksistere. Og Guddommens såvel som gudesønnens evige liv eksisterer således udelukkende kun i kraft af denne opretholdelse af en permanent dalsænkning og tilsvarende højdepunkter eller tinder. Gudesønnens evige liv må derfor forme sig som en passage ned i dalen, for at han der kan se mørkets lokale detaljer på nært hold, og op på tinderne, for at han der kan få disses lokale detaljer på nært hold. Han må således ned i dalen for at kunne blive geni i at "se opad" og op på tinderne for at kunne blive geni i at "se nedad". Og det er denne passage læserne her i Livets Bog allerede har lært at kende som "spiralkredsløbet".

Uddrag af Livets Bog, stk. 711, 2212 og 1294. Enkelte ord og sætninger er fremhævet af red.