Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En studiekreds-deltager skriver: Jeg kan ikke helt blive klar over Martinus' indstilling til Bibelen. På den ene side citerer han den flittigt – efter min smag endda for ofte – og på den anden side opfatter han den åbenbart ikke som den absolutte sandhed i hver eneste sætning, sådan som visse sekter gør. Men hvordan opfatter han den så?

SVAR: Det er rigtigt, at der næppe findes én eneste Martinus-bog, som ikke indeholder en mængde bibelcitater. Og der er uden tvivl mange moderne mennesker, der mere eller mindre lader sig irritere af dette. For de har jo netop forladt religionerne, fordi de er vokset fra denne evne til at kunne tro på religiøse dogmer.

Når Martinus citerer Bibelen så flittigt, er det naturligvis først og fremmest, fordi han har sin rod i den kristne kultur. Men hvad er den åndsvidenskabelige begrundelse? Det forklarer Martinus mange steder i Det Tredie Testamente.

I Livets Bog 3, stk. 926, slår Martinus fast, at hans hovedværk er blevet til "i kraft af mit eget direkte syn, min egen direkte sansning af livet selv". Han nævner direkte, at hans værk ikke på nogen måde er baseret på Bibelen eller andre hellige bøger. Der er derfor ikke tale om, at de mange bibelcitater er fremført for at underbygge Livets Bog, for den eksisterer som et resultat af Martinus' egen, direkte oplevelse. Men hvorfor så de mange citater fra Bibelen?

Det giver Martinus en glimrende forklaring på i bogen Logik, hvor han i slutningen af kapitel 39 skriver: "Bibelen rummer i sig sætninger, der er verdens største analyser, udtryk for den højeste viden eller videnskab, og har derved hidtil været verdens største moralske værk. Men dens manifestationer er blevet til under lange tidsperioder og skyldes dens mange under de forskellige perioder henhørende ophavs større eller mindre indsigt i selve naturens eller livets mysterium. Og at forstå den rigtigt er ingen givet, før de er nået så langt frem i udvikling, at de ved selvsyn har fået et så overlegent indblik i samme mysterium, at de selv kan korrigere dens facitter ved hjælp af livet eller naturen selv" (mine fremhævelser).

I Livets Bog bind 4 fra stk. 1159 til 1167 fortæller Martinus indgående om sit syn på Bibelen: Det er ganske enkelt ikke dens opgave at give videnskabelige analyser, som alligevel ikke kunne forstås af uintellektuelle mennesker. Men efterhånden som menneskeheden udvikler sig, opstår der behov for en større viden. Som eksempel nævner Martinus skabelsesberetningens seks dage. Datidens mennesker ville ikke kunne forstå, at der her er tale om seks vældige tidsperioder, der strækker sig over millioner af år. Og nutidens oplyste mennesker vil naturligvis ikke acceptere, at denne beretning skal opfattes bogstaveligt som seks dage.

Når Martinus således gang på gang henviser til Bibelen, er årsagen altså ganske enkelt dén, at hans værk Det Tredie Testamente netop er en videreførelse af de kosmiske sandheder, som denne og andre "hellige bøger" gemmer på. Og set under dén synsvinkel vil man opleve, at Martinus' værker netop indeholder de logiske analyser, der gør de gamle beretninger til åndsvidenskabelige sandheder for det moderne, søgende menneske.