Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1998/7 side 132
Nettet
Foto af Olav Johansson
 
Det moralske modem
Af Olav Johansson
 
I dag tales der meget om at blive koblet på "nettet", dvs. internettet – det globale informationsocean, der gør det muligt at kommunikere med alle andre, der er "koblet" på, over hele jorden.
På samme måde kan man sige, at den mentale tilstand, som Martinus kalder kosmisk bevidsthed, indebærer, at man bliver "koblet" til "det guddommelige visdomsocean" (Martinus' benævnelse), som gør det muligt at kommunikere med alle andre, der er "koblet" til denne i hele universet. Ja, det gør det endda muligt at kommunikere direkte med den levende helhed, som dette visdomsocean udgør, dvs. Guddommen. En i bogstavelig forstand grænseløs kommunikation, der giver adgang til al eksisterende viden i verdensaltet. På internettet kan man "surfe" eller bevæge sig rundt ved hjælp af forskellige lænker (efter eng. "links" o.a.) eller søgeord. På samme måde kan den, der har kosmisk bevidsthed, lænke sig ind på forskellige områder af "det guddommelige visdomsocean". Martinus fortalte, at når han rettede sin bevidsthed ind på et åndeligt problem eller et åndeligt spørgsmål, dukkede svaret omgående op i intuitionens visionære form (ingen "kø" eller ventetid, som der til tider kan være, når man søger information på internet). Det skyldes, at intuitionen – den kosmiske bevidstheds energi – er den højest vibrerende energi der findes; en energi der gennemstråler eller gennemlyser alt uden undtagelse. Derfor gør den også individet alvidende og alforstående.
Men den kosmiske bevidsthed er ikke blot den højeste bevidsthed om livet og verdensaltet, den er også den højeste kærligheds – alkærlighedens – bevidsthed. Det er altså en bevidsthed, der oven i købet har en moralsk dimension, eller om man vil, en moralsk pris. Det er altså en bevidsthedsform, der må betales med en 100% uselvisk moral. Der findes ingen "billigere" eller nemmere vej til kosmisk bevidsthed. Fandtes der en sådan vej, ville de højeste kosmiske verdener nemlig, præcis som i den fysiske verden, blive befolket med ufuldkomne og selviske væsener. Disse verdener ville så ikke længere være den ufuldkommenheds kontrast, som vi længes efter, og som også kredsløbets love er en garanti for (et kredsløb må pr. definition indeholde to kulminerende kontraster eller modsætninger). Kun "de der er rene i hjertet skal se Gud", som Jesus siger. Dette kan man, hvis man vil fortsætte internet-analogien, kalde "det moralske modem".
For at kunne kobles på internettet kræves der to forudsætninger: en pc'er med en vis kapacitet og et modem, dvs. et apparat, der kobler pc'en til telefonnettet. For at blive "koblet" til det guddommelige visdomsocean kræves også tilsvarende datakapacitet i form af en udviklet menneskelig hjerne og en tilsvarende modemfunktion i form af en udviklet menneskelig eller uselvisk moral. Modemets opgave er at sammenkoble, og det er også, hvad kærligheden gør.
 
 
Kærligheden kobler os sammen uanset tid og sted. I kraft af en sådan sammenkobling eller sammenkædning skabes altså et universelt "kærlighedsnet". Det er et "net", der til stadighed er ved at blive opbygget på det indre plan hos flere og flere mennesker på jorden. Så længe "nettet" ikke er færdigbygget, kan det ikke tages i brug fuldt ud, men Martinus påpeger, at sammenkoblingen allerede er nået så langt blandt dem, der fx interesserer sig for hans analyser, at vi i virkeligheden – dvs. i den kosmiske virkelighed – allerede udgør en organisme, der er uafhængig af de fysiske afstande og hindringer, der kan forekomme mellem os og de enkelte individer. Det er vigtigt at huske i en tid, hvor vi også ser splittelsens og krigens energier kulminere på mange områder. Krigens og splittelsens sår bliver med tiden lægt af det universelle "kærlighedsnet". Vi kan alle bidrage til og stimulere den proces ved at arbejde på skabelsen af vort eget "moralske modem".
Oversættelse: BA