Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For 150 år siden gik en lille flok eskimoer over isen på sundet mellem Canada og Grønland. De var anført af en mand ved navn Quillarsuaq. Fem år tidligere var de brudt op fra deres boplads i arktisk Canada, hvor de havde været i kamp med naboerne gennem flere år. Det var blevet til mord og blodhævn, og skønt Q havde klaret sig godt mod fjenderne, havde han ingen ro på sig. Overalt, hvor hans folk færdedes, risikerede de at blive ramt af pile. Det var frygten, som drev dem ud på denne lange rejse.

Det store spørgsmål var nu bare, om de ville møde mennesker, når de nåede over til det ukendte land, der lå som en blå bræmme derude i horisonten. Og hvordan ville disse mennesker så modtage dem – som venner eller fjender?

For at gøre en lang historie kort, så blev de vel modtaget på den anden side, og de canadiske eskimoers efterkommere udgør i dag en stor del af indbyggerne i det moderne Thule. Men de grønlandske eskimoer, som tog imod dem dengang, var fattige folk. Gennem de sidste hundrede år var de blevet afspærret fra deres slægtninge mod syd af en stor isbræ, og i mellemtiden var vigtige kundskaber gået tabt. Kunsten at bygge kajak blev glemt, det samme gjaldt bue og pil. Nu kunne Q lære dem de gamle kunster, og det betød, at hungersnøden fra den ene dag til den anden blev afløst af velstand.

Se det var jo en rigtig solskinshistorie, og det ville være skønt, om vore dages flygtninge lige så nemt og smertefrit kunne finde nye steder at bo. Men det er blevet andre tider, og "jagtmarkerne" er forlængst besat i de rige lande, som nu står for at modtage den voksende strøm af flygtninge. Der er ikke brug for "de fremmede" nogen steder, og de lande, som af humane grunde giver dem ophold, føler det som en økonomisk og social belastning.

Det sker, at mennesker finder Martinus' kosmologi uden betydning, fordi den ikke kan løse den slags aktuelle problemer med et snuptag. Hvordan kan "næstekærlighed" vinde genklang i en verden, hvor alle kæmper om at få del i de materielle goder? Hvordan kan Martinus gøre sig gældende, når så få kender ham?

I hans artikel på de næste sider vil læseren finde svar på disse spørgsmål. Og her er også noget praktisk at gå i gang med. Stille og roligt kan man øve sig på det særlige sindelag, der lidt efter lidt og som ringe i vandet skal brede sig og forandre den ganske verden. Og selvfølgelig er Martinus ikke den eneste, der peger på disse ting. Det specielle er bare, at her bliver alt sat ind i en helhed, hvor der også er plads til mord og blodhævn, folkevandring og hungersnød, venskab og nyttige opfindelser. Og så – naturligvis – kærlighed mellem mennesker, slægt og venner, børn, børnebørn og oldebørn. I dag kan tipoldebørn i Thule fortælle den gamle historie om de canadiske indvandrere. Det var jo sådan, det gik med polar-eskimoerne. For dem var de fremmede ikke fjender, men mennesker. Eller – som det hedder på deres eget sprog – inuit.