Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Anaxagoras (500-428 f.Kr.) mente, at alt bestod af bitte små "frø", forskellige for hvert enkelt stof. Engang lå det hele blandet sammen i et vældigt kaos, men så kom fornuftens ånd ind i verden. Derved dannede der sig grupper af ensartede frø. Pointen var nu den, at disse frø ikke var rene. I hvert eneste af dem var der "lidt af alt". – Alt findes i alt, sagde Anaxagoras, en ting er, hvad den indeholder mest af. Ild er altså et stof, hvis mindste dele overvejende er "ildfrø", vand består overvejende af "vandfrø", guld af "guldfrø" osv.

Anaxagoras var også kendt for sin holdning til astronomi. Efter at have hørt om fund af meteorsten, var han sikker på, at solen ikke var en gud, men blot en glødende sten. – Lidt større end Peloponnes, tilføjede han. Dette blev hans skæbne. Han blev anklaget for at være en ugudelig spekulant og sat i fængsel.

– Hvordan skulle en ting opstå af noget som helst andet end sine bestanddele? Når planten vokser og gror, skyldes det, at det stof, den selv består af, findes i de næringsstoffer, den optager fra omgivelserne. Det var sådan, Anaxagoras tænkte. I dag ved vi, at han havde ret. Hans "frø" er bl.a. luftens kuldioxid og jordens vand og næringssalte. Mest slående bliver hans tanke dog, når det gælder vort arvemateriale, generne. Hver eneste af kroppens celler rummer gener, der danner kode for hele organismen. Vil man forstå Anaxagoras rigtigt, kan man også tænke på holografiske billeder, hvor stumper af det store billede indeholder hele billedet.

 

 

Anaxagoras mente jo, at der var en overordnet fornuft, som styrede hans frø. Her synes der at herske uenighed blandt vore dages forskere. Nogle hævder, at generne bestemmer alle vore egenskaber. Andre mener, at vi også selv har noget at skulle have sagt. De støtter sig til den iagttagelse, at enæggede tvillinger kan være vidt forskellige af sind, selvom de er vokset op sammen.

Set i lyset af Martinus' kosmologi er kroppen et fysisk "redskab" for den, der bruger den. Hvor godt redskabet er, afhænger bl.a. af generne – hvor godt det anvendes, af "brugeren". De to (brugeren og redskabet) udgør tilsammen en enhed, som Martinus kalder en "livsenhed". Eller bare "et levende væsen". Til det fysiske redskab (kroppen) hører et psykisk redskab (sjælen). Her gælder Anaxagoras' regel også, ville Martinus hævde. Enhver sjæl er, hvad den indeholder mest af. Det viser han for eksempel på symbol nr. 12 i Det Evige Verdensbillede, bind 1.

Anaxagoras blev sat i fængsel for at påstå, at solen var en glødende sten. Martinus mente, at den var et levende væsen. Det samme gælder jorden. Alt er liv inden i liv, forklarede Martinus, alt findes i alt, og et levende væsen er, hvad det indeholder mest af. Selv vore organer, celler og gener er liv eller livsenheder – næsten som Anaxagoras' frø. Heldigvis kommer man ikke i fængsel for at sige den slags i vore dage.