Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det internationale finansmarked oplevede i sommeren 97 en serie økonomiske jordskælv i Asien, Europa og USA. Spørgsmålet er, om disse advarsler kun er begyndelsen til endnu større rystelser på et åbenbart ustabilt finansmarked. I tidsskriftet Jord, Arbejde, Kapital (J.A.K.-bladet) skriver Finn Bentzen om finans- og spekulationspolitik og international valutahandel. Han mener, at vi atter har fået bekræftet storkapitalens umættelighed, og vi ser dens virkninger i fx sammenbruddet i et af de allerstørste finansieringsselskaber i Japan og den omfattende krise i Malaysia. Han fremhæver, at Malaysia er et eksempel på manipulering og et betalt økonomisk sammenbrud, der skyldes de store fondsdirektører, som i dag har fået magten til at bestemme, hvem der skal være rige eller fattige. Malaysia havde en sund økonomi. Ingen udlandsgæld, høj vækst, lav inflation, politisk stabilitet og social harmoni. Men så skete der det, at udenlandske investeringer blev trukket ud, og landet kollapsede.

International handel gør valutaudveksling nødvendig, og i sig selv er køb og salg af valuta udmærket. Men ud af dette har der udviklet sig en ren handel med valuta, som var der tale om en handelsvare som æbler, heste og maskiner. Det uhyggelige er, at valutahandelen er 20 gange større end den faktiske handel med varer og serviceydelser. Det negative er, at der ikke er nogen mærkbare fordele for det almindelige menneske og verden. Finn Bentzen mener, at handelen kan betragtes som hemmelighedsfuld og uetisk, når gigantiske summer tilsyneladende overføres fra bank til bank. De eneste, der bliver rige, er valutahandlerne. Han anser, at valutahandel i sig selv er unødvendig, uproduktiv og umoralsk. Ved at indføre en fælles verdensvaluta ville det være muligt at sætte en stopper for valutaspekulation. Verdens aktuelle finanssystem må gennemgå en reorganisering under humane forhold. Derfor har flere hundrede parlamentarikere, politikere og forretningsfolk fra forskellige lande bedt præsident Clinton om en sammenkomst, hvis mål er at erstatte det nuværende finanssystem med et nyt, der bevirker en verdensomlægning af gæld, sikring af faste valutakurser og en række nye tiltag m.h.t. handels- og toldaftaler. Han slutter af med at gøre opmæksom på, at vort nuværende økonomiske system ikke kan laves om, før mennesket bliver bevidst om, at det handler mere om at leve i fred, harmoni og glæde med hinanden end at måle harmonien og glæden i spekulationsgevinster.

Set med Martinus' "øjne" er det økonomiske system meget ufærdigt. Hovedsagelig fordi det er baseret på et såkaldt falsk forretningsprincip, hvor nogle af byggestenene er børsnoteringer, "abnorme" mellemhandlersystemer (1) og økonomisk spekulation. Det sande forretningsprincip bygger derimod på lige værdier for lige værdier. Dette princip praktiseres stort set ikke i dag. Derimod anvendes netop det falske princip: den størst mulige gevinst for den mindst mulige ydelse, som samtidig iklædes så fine intelligensmæssige former, at det ligefrem stråler som moralske idealer for mange mennesker. Forretningsverdenen er også en slags krigsskueplads, hvor følgerne er det samme som ved en almindelig krig, ruin, fattigdom og undertrykkelse for de overvundne, og rigdom, luksus og magt for sejrherrerne (2). Martinus mener ligeledes, at kulturens skjulte krigsskueplads også har sine koncentrationslejre ... i storbyernes slumkvarterer (3). Umiddelbart er det nogle særdeles skarpe "analyser" af vores forretningsverden. Men de tilstande og økonomiske systemer, vi har i dag, er en naturlig konsekvens af vores udvikling. Først når vi indser at livsloven: "det er bedre at give end at tage" også omfatter forretningsverdenen, da vil mennesket opleve den sande lykke (4) og dermed blive i stand til at skabe et humant samfund.