Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Inden for den vestlige tradition er det især den kirkelige udlægning af kristendommen og den eksperimentelle naturvidenskab, der har gjort krav på at repræsentere den sande fortolkning af verden. Martinus mener, at begge traditioner rummer megen værdifuld viden og erkendelse, men han mener samtidig, at de begge lider af nogle afgørende mangler, der bevirker, at man vil se virkeligheden i et falsk perspektiv, hvis man isoleret lægger dem til grund for sin opfattelse af verden.

I løbet af de sidste især 200 år har kristendommen tabt terræn til naturvidenskaben. Efter naturvidenskaben i løbet af det 18. og 19. århundrede gradvist løsrev sig fra kristendommens metafysiske forståelseshorisont, har den tekniske udvikling, velstandsstigningen og den øgede vægt, der bliver lagt på selvstændig iagttagelse og logisk ræsonnement, gjort kristendommens trosforestillinger utidssvarende, med det resultat at de har mistet meget af deres appel. Men trods sin succes, bliver også naturvidenskaben i stigende grad mødt med en vis skepsis. For det er indlysende for mange, at den savner den grundlæggende forståelse for hvad liv er og det etiske fundament, der ville kunne gøre den til et effektivt redskab i bestræbelserne på at løse de globale og lokale mellemmenneskelige problemer, verden står overfor ved indgangen til det 21. århundrede.

 

 

Naturvidenskabens erkendelsesmæssige begrænsninger viser sig ikke mindst, når undersøgelserne bevæger sig ind på områder, der berører livet, dets formål og mening. Mens mange forskere erkender, at videnskaben dybest set intet svar har på disse spørgsmål, er andre mindre tilbageholdne. Men de betragtninger, de fremkommer med, vil som regel være fejlagtige, for spørgsmål vedrørende livets grundlæggende struktur kan, ifølge den definition på liv som Martinus fremlægger, ikke besvares på grundlag af en materialistisk omverdensforståelse. Hvorfor det forholder sig sådan, vil vi se nærmere på i det følgende.

Humes position er radikal, for han afskriver hele den del af den humanistiske forskningstradition, der ikke lever op til videnskabens objektivitetsideal. Men selvom man anerkender de lidt blødere humanvidenskabers berettigelse ved siden af den "rigtige" videnskab, er det ikke desto mindre en kendsgerning, at naturvidenskaben med sit fokus på det kvantificerbare på forhånd har udelukket store dele af virkeligheden fra sit forskningsområde. Resultatet heraf har været, at væsentlige sider af tilværelsen er forblevet underbelyste eller er blevet direkte fejlfortolkede. At det ikke er ligegyldige emner, det drejer sig om, ser man deraf, at jo tættere man kommer på de grundlæggende, eksistentielle spørgsmål i tilværelsen, jo vanskeligere har det været at nærme sig dem ad videnskabelig vej. Mange centrale etiske, psykologiske og metafysiske problemstillinger er derfor forblevet ubesvarede. Men da menneskers skæbne og lykke beror på kvalificeret stillingtagen til disse spørgsmål, er det i længden forbundet med store risici at skyde dem fra sig.

 

 

 

 

Ikke desto mindre er det klart, at naturvidenskaben trods disse fremskridt har et erkendelsesteoretisk problem. Et problem som beror på, at den næsten udelukkende koncentrerer sig om at analysere stoffet eller hele det område, Martinus i sin terminologi betegner som X3. Man kender til grundstofferne og de kemiske forbindelser, det er muligt at danne, og til organismernes opbygning. Men man er næsten totalt uvidende, når det gælder udforskningen af de bagvedliggende love som er bestemmende for, hvorfor de enkelte stoffer og organismer dybest set fremtræder, som de gør.

Lad os tage det nyfødte barn som eksempel. Man ved, at barnet er blevet undfanget som et resultat af en sædcelles indtrængen i en ægcelle. Under graviditeten vidner fosterets repetition af den fylogenetiske udvikling om en evolutionær proces fra langt mere primitive dyreformer, hvilket da også stemmer fint overens med palæontologiens opfattelse af udviklingen på jorden, så langt er naturvidenskaben og åndsvidenskaben enige. De mener begge, at den menneskelige organisme er resultatet af en lang udviklingsproces. Efter denne konstatering skilles vandene imidlertid. For mens åndsvidenskaben har sit primære fokus på det levende væsen, lægger naturvidenskaben i sin udforskning af universet det afgørende fokus på stoffet og dets reaktioner med andre stoffer. Mens åndsvidenskaben anser stoffet for at være et resultat af levende væseners skabende aktivitet, ser naturvidenskaben de stoflige reaktioner som et resultat af livløse processer. Inden for rammerne af den naturvidenskabelige forståelseshorisont bliver levende væsener derfor også til som et resultat af grundlæggende upersonlige og mekaniske, biokemiske processer. Når disse processer ikke længere samarbejder og opretholder organismen som en funktionsdygtig enhed, ophører væsenet med at eksistere. Hver enkelt levende væsens eksistens står og falder således med stoffets tilstedeværelse som konkret organisme. Det, der først og fremmest karakteriserer naturvidenskabens syn på levende væsener, er derfor dens reduktion af liv til stof. For den konsekvente materialist er liv identisk med intelligent adfærd, og intelligens fremkommer som en konsekvens af tilstedeværelsen af komplekst organiseret stof.

 

 

 

Dette levende besidder en ganske bestemt egenskab, som endnu er ukendt for mange. Ifølge Martinus er alle levende væsener nemlig evige. De har altid været til og vil vedblive med at være det. Nu ved enhver, at organismer opstår, forandrer sig, opløses og forsvinder i en proces, hvor de omdannes til noget andet. Vi fødes, ældes og dør, så det er selvsagt ikke organismen, der er evig. Det er derimod det "jeg" eller det "noget", der findes bag organismen og betjener sig af den. Det er en af Martinus' helt store fortjenester, at han mere end nogen anden gennem grundige, logiske analyser har sandsynliggjort eksistensen af denne dimension i det levende væsen. Da den er immateriel, befinder den sig uden for tid og rum. Man kan derfor heller ikke knytte sansekvaliteter som fx stor, hård, flad, hurtig eller tung til denne dimension. I kraft af sin evighedskarakter er den ligeledes hævet over enhver aldersbestemmelse. Martinus betegner dette usanselige centrum i det levende væsen som X1. Det er denne dimension, som udgør det egentlig levende i de levende væsener. Den er det faste punkt, hvorfra organismens opbygning og adfærd styres.

Denne bestemmelse af det levende væsen hos Martinus får den overraskende konsekvens, at ingen nogen sinde har eller vil kunne komme til at se et levende væsen. For når det levende centrum er hinsides materie og dermed sansning, kan det kun erkendes indirekte ved de virkninger, det frembringer. Som Martinus formulerer det et sted: "Vi har således aldrig nogen sinde set vore venner eller vore fjender, vore forældre eller søskende, eller noget som helst andet væsen. Vi har kun set disse væseners midlertidige organisme eller skabte redskab for deres manifestation og tilkendegivelse" (3).

Som den absolut eneste instans i tilværelsen besidder jeget det privilegium at kunne manipulere med materien. Derigennem bliver det i stand til at opbygge sin egen organisme. Opbygningen af organismer i verdensaltet finder sted efter et ganske bestemt mønster, der har til hensigt at sikre, at jegets oplevelse af livet foregår kontinuerligt uden begyndelse eller afslutning, på samme tid som den er varieret og meningsfuld for jeget selv. Med denne forklaring leverer Martinus et overraskende enkelt svar på spørgsmålet om livet og livets mening, idet "livets mening" i sin grundanalyse er at opleve livet og at sikre dets fortsatte – dvs. evige – oplevelse.

I praksis fornyer jeget sin skabe- og oplevelsesevne ved hele tiden at ændre på sammensætningen af de grundenergier, det tager i anvendelse, når det opbygger organismen. Man må jo huske på, at jeget oplever verden gennem et sansesæt, der er en integreret del af organismen. Det er denne vekslende energimæssige sammensætning af organismen, der er den dybeste årsag til, at alt stof fremtræder lovbundet i overensstemmelse med en overordnet plan, der som en evig, uskabt kosmisk struktur er indlejret i universet. De skabeprincipper, der ligger til grund for jegets organismeskabelse og livsoplevelse, kalder Martinus for X2. Det er således X2, der er garant for, at de levende væsener gennemløber en planmæssig udvikling gennem de seks tilværelsesplaner eller "energiniveauer", som Martinus gør udførligt rede for, og hvoraf vi her på jorden i almindelighed kun kender til de tre, nemlig mineralriget, planteriget og dyreriget.

Mens X1 udgør det usynlige jeg, og X3 er tilværelsens materielle aspekt, er X2 således "broen" mellem de to dimensioner, idet X2 er udtryk for jegets skiftende evne til at skabe organismer og opleve livet i forskellige nuancer mellem det totale mørke og det klareste lys. Som X1 er heller ikke X2 synlig eller tilgængelig for sanselig erkendelse. Også her må man sige, at vi udelukkende opnår kendskab til X2 gennem dets fysiske virkninger, nemlig gennem iagttagelse af det, jeget på et givet tidspunkt er i stand til at skabe. Det er en pointe hos Martinus at X1, X2, og X3 altid optræder samlet, og at de tilsammen netop udgør de tre aspekter, som definerer det levende væsen. At skelne mellem jeget (X1), skabe- og oplevelsesevnen (X2) og organismen/væremåden (X3) er altså en ren analytisk operation. I praksis udgør de tre X'er en enhed: det levende væsen.

Det er det manglende kendskab til disse bagvedliggende, styrende skabeprincipper, der gør, at den materielle videnskab opfatter den fysiske verden som en tilfældigt opstået organisation af stof uden tilknytning til en overordnet plan og hensigt. Stoffet er her, vi er her, men det er tilfældigt, vi er her, og vi vil forsvinde igen, når vor organisme ved dødens indtræden går i opløsning. Det er naturvidenskabens livssyn kort fortalt, og i grunden er det konsekvent. For det viser jo, at naturvidenskaben er tro mod sit eget program, som bl.a. Hume formulerede det, om kun at udforske det, der kan gøres til genstand for kvantitativ registrering gennem fysisk sansning.

I længden er denne grundholdning til udforskningen af omverdenen dog utilfredsstillende, for den blokerer for, at mennesket kan nå frem til sand erkendelse af sig selv og sin plads i universet. Den vil derfor af stadig flere blive opfattet som en barriere, der må forceres, hvis behovet for at finde mening og sammenhæng i tilværelsen skal tilfredsstilles. Har Martinus ret i, at mennesket, som andre levende væsener, i sin kerne er evigt, er naturvidenskabens reduktion af liv til stof en krænkelse af dets værdighed og bestemmelse, rent bortset fra at det er en illusion, der som sådan må vige for sandheden.

I det øjeblik derimod, hvor man som et selvfølgeligt udgangspunkt ser det enkelte liv som noget evigt, der er underkastet en ganske bestemt, kosmisk betinget udvikling, vil grundlaget for den etiske debat ændre sig radikalt. De mere følelsesmæsige og humant betingede argumentationsformer, der i dag har svært ved at gøre sig gældende, vil få et logisk begrundet fundament, der vil bibringe dem den vægt og selvfølgelige autoritet, de savner i dag.

Det er ikke mindst den manglende mulighed for ved selvoplevelse at afgøre, hvorvidt Martinus' udsagn er sande, der for mange gør hans kosmologi abstrakt og spekulativ. Det betyder dog ikke, at den grundige og tålmodige læser, der sætter sig ind i Martinus' analyser af tilværelsen, er henvist til ukritisk at acceptere eller forkaste det, Martinus fremfører. Er man som læser oprigtigt interesseret i spørgsmålene vedrørende livets formål og mening, og besidder man evnen til analytisk og logisk tænkning, er der gode muligheder for at kontrollere rigtigheden af det fremførte. Man kan for det første gennemtænke om verdensbilledet er logisk sammenhængende, dvs. hvorvidt Martinus kommer med udsagn, der strider mod hinanden. For det andet kan man sammenligne de resultater, Martinus fremfører, med de erfaringer, man selv har gjort. Er der overensstemmelse, eller har man gjort erfaringer, der dementerer det, Martinus hævder er sandt? Selvom man endnu ikke har den evne til intuitivt at erkende svarene på livets højeste spørgsmål, som det færdigudviklede menneske ifølge Martinus besidder, er det erfaringsgrundlag, man sidder inde med, ikke desto mindre et godt udgangspunkt, når man skal tage stilling til verdensbilledet i Martinus' udlægning.

Den endelige vurdering, om hvorvidt Martinus' verdensbillede er videnskabeligt eller ej, må dog vente en tid endnu. For først når den menneskelige sanseevne når en større grad af modenhed, vil hans udtalelser kunne vurderes tilbundsgående. Hvis mennesker til den tid vil bekræfte rigtigheden af hans analyser og underbygge hans påstande gennem nye former for videnskabelige undersøgelser, vil hans kosmologi kunne udvikle sig til en åndsvidenskab, der som fundament for kommende århundredes videnskabelige landvindinger, vil sætte livet og det levende væsen i centrum i stedet for – som nu – materien. Er Martinus' analyser derimod i modstrid med naturen og universet og derfor vedholdende modsiges af menneskelig erfaring og undersøgelse, da vil hans analyser ikke blive stående, men blive erstattet af andre, der bedre afspejler livet, som det virkelig er.

Gennem civilisationernes historie har menneskene set mange forestillingskomplekser om, hvad der er sandt, afløse hinanden. Det er derfor ikke mærkeligt, at ideen om en endegyldige sandhed forekommer mange naiv og urealistisk. Stillet over for denne indvending skriver Martinus imidlertid: "Nu vil man jo her i denne forbindelse kunne spørge: "Hvor længe skal den evige sandhed blive ved med at afsløres? 'Og svaret bliver: "Til der ikke findes flere slør omkring sandheden." Så vil man igen kunne spørge: "Hvornår er der ikke flere slør omkring sandheden?" Og svaret herpå bliver: "Når individets sansebegavelse er så langt fremskreden i sin udvikling, at det er i stand til som en realistisk kendsgerning at opleve, at – alt er såre godt, – da er den evige sandheds afsløring fuldendt, idet nævnte oplevelse netop ikke kan eksistere uden at være identisk med oplevelsen af nævnte sandheds videnskabelige grundanalyse" (5).

Skal man tro Martinus, er det her en af de helt store overraskelser i forbindelse med sandhedens endelige demonstration ligger gemt. For når hovedparten af jordens mennesker i dag mere eller mindre oplever tilværelsen som tilfældig, uretfærdig og ukærlig, beror det på en illusion, der skyldes, at mennesket endnu ikke er fuldt udviklet følelsesmæsigt og intellektuelt. I virkeligheden – det er det, sandheden vil afsløre – er tilværelsen og hele verdensaltet logisk, retfærdigt og kærligt i sin grundlæggende struktur. Det er den erkendelse, der er udgangspunktet for Martinus' arbejde, og det er den, der ligger bag alle analyserne. I sidste instans står og falder værkets mange hoved- og bianalyser derfor også med holdbarheden af denne påstand.

2. Lars-Henrik Schmidt (red.): Det videnskabelige perspektiv. Videnskabsteoretiske tekster, side 121-22.

3. Jeget og evigheden, kap. 13.

4. "Tids- og rumdimensionel sansning og livsmysteriets løsning", Kosmos nr. 8/1996, side 143.

5. Livets Bog 1, stk. 28.