Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der var engang en uheldig filosof, som hed Auguste Comte. En dag omkring 1850 sad han ved sit skrivebord med et ark hvidt papir foran sig. Øverst oppe havde han skrevet:

Problemer som menneskene aldrig nogen sinde vil løse.

Nu sad han et øjeblik og stirrede frem for sig – så fortsatte han med det mest sandsynlige, der faldt ham ind:

De vil aldrig finde stjernernes kemiske sammensætning!

Stort set på samme tid var to videnskabsmænd, Bunsen og Kirchhoff, travlt beskæftiget i deres laboratorium med at løse et konkret spørgsmål: Hvad kan vi fortælle om forskellige flammer, ved at kigge på det lys, de udsender? Derved skabte de to fysikere den gren af naturvidenskaben, der hedder "spektralanalysen". Og derved kom de i detaljer til at løse spørgsmålet om, hvad stjernerne består af.

Hvad siger naturvidenskaben? – Det er et spørgsmål, folk ofte stiller. Og med god grund!

Hvad siger naturvidenskaben fx om Martinus?

Naturvidenskaben siger, at det ikke er dens opgave at læne sig tilbage i stolen og tænke over tilværelsen. Og her kunne naturvidenskaben passende henvise til Martinus, der deler al forskning op i to retninger. Den ene – og det er den, Martinus selv står for – handler om at finde mening i tilværelsen. Den anden – og det er den naturvidenskaben står for – handler om at stille konkrete spørgsmål og løse dem gennem eksperimenter i laboratoriet.

Så enkelt er det!

Og dog har naturvidenskaben og Martinus fælles aner, der går tilbage til ca. 350 f.Kr., hvor Aristoteles som den første skelnede mellem fysik og det, der rækker ud over fysik, nemlig metafysik. Men Aristoteles lavede ikke fysiske forsøg, – han nøjedes med at filosofere. Først med Francis Bacon omkring år 1600 udviklede fysikken sig fra filosofi til eksperimentalvidenskab, mens metafysikken fortsat var overladt til filosofferne. Og nu kunne man tro, at Martinus' kosmologi så bare var en forlængelse af den gamle metafysiske linje. Men ser man nøjere efter, er Martinus' kosmologi ikke filosofi. Den er en ny videnskab, der grunder sig på en samlet logisk forklaring af hele verdensaltet, hvor al tidligere fysik og metafysik kan genkendes som brudstykker. Det fremgår bl.a. af rubrikken "Evige tanker". I denne måned om filosoffen Anaxagoras.

Men hvordan så Martinus i grunden på naturvidenskaben?

Han omtalte den som "den friske søluft i nærheden af havet" (Livets Bog 1, stk. 180). Jes Arbov giver i sin artikel inde i bladet eksempler på grundlæggende forskelle mellem naturvidenskaben og den nye videnskab.

Og så kan læserne glæde sig over et gensyn med nissen! Om ham fortæller Henning Schmoll. Det er en rigtig "metafysik-rapport", som læserne selv kan eksperimentere videre med i deres "indre laboratorium". Og forsøgene lader sig gentage – "reproducere og verificere" – som det hedder. Jovist er Martinus' kosmologi praktisk videnskab.

Men altså ikke naturvidenskab. God sommer!