Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En læser skriver: Det er svært at forstå den måde, hvorpå samfundet behandler forbrydere. Der går lang tid, før de bliver straffet, og i mange tilfælde ligger et voldsoffer stadig på sygehuset, mens voldsmanden går frit omkring. Ofte får forbrydere en forbavsende mild straf og kan efter kort tid fortsætte deres "løbebane". Hvordan burde samfundet – med basis i Martinus' analyser – behandle voldsmænd og andre forbrydere? Og hvor skriver Martinus om disse ting, der jo er meget aktuelle netop i vor tid?

SVAR: Der er ingen tvivl om, at mange, som endnu ikke har sat sig så grundigt ind i Martinus' analyser, vil blive forbavset over Martinus' syn på begrebet "forbrydere" og den "straf", de skal have. Problemet analyseres flere steder i Det Tredie Testamente. Læs fx i Livets Bog bind 4 fra stk. 1236 og helt frem til stk. 1263. Her kalder Martinus disse forbrydere eller "fjender af statens moral" for vore "yngre brødre i udviklingen" –! Sagt på en anden måde: Der er tale om mennesker, der er kommet ind i spiralkredsløbet på et senere tidspunkt end de, der i dag repræsenterer samfundets love og moralske udvikling. For de sidstnævnte er der ikke særlige problemer med at overholde samfundslovene, der jo netop udtrykker dét, de opfatter som retfærdighed. De er med andre ord "de gode samfundsborgere".

Men hvad så med de "yngre sjæle inden for menneskelivet", – dem vi kalder forbrydere? Ja, i sig selv er det jo ikke nogen forbrydelse, at man endnu ikke har gjort de erfaringer, som andre væsener forlængst har gjort. Man er altså ganske enkelt bag efter kultursamfundets væsener i udvikling. I stk. 1260 forklarer Martinus, hvordan disse mennesker i tidligere inkarnationer har levet i primitive samfund. Her herskede netop den moral, den mangel på respekt for deres næste og hans ret til livet og tilværelsen, som vi i dag straffer dem for. Yderligere forklarer Martinus, at de var væsener, i hvem denne primitive moraltilstand ligefrem kulminerede. De kunne ikke nå videre i deres udvikling inden for dette område og måtte derfor føres videre: De måtte fødes ind i et lidt højereliggende kulturområde.

Og her står vi så i dag. I et foredrag "Dom og beskyttelse", som senest er gengivet i Kosmos nr. 11/1993, beskriver Martinus situationen på den måde, at vi her står over for to modsatrettede moralopfattelser: Forbryderen betragter sin selvtægt som nødvendig og statens dom som uretfærdig, – mens samfundet bedømmer hans selvtægt som forbryderisk og derfor dømmer ham. Problemet er blot, at man jo næppe kan bringe et væsen fremad i moralsk udvikling blot ved at spærre vedkommende inde, eller ved dødsstraf ligefrem at tage livet af ham.

Hvad kan vi da gøre? Ja, på vort nuværende udviklingstrin må vi nok konstatere, at "alt er såre godt". Lovene er for det i dag eksisterende samfund lige akkurat sådan, som de skal være for at være de mest gavnlige for det samme samfund. Men hvad med fremtiden? Her beskriver Martinus i det omtalte foredrag, hvordan man til den tid vil oprette et "juniorsamfund" i hovedsamfundet. Man vil ikke spærre forbryderne inde i fængsler eller koncentrationslejre eller myrde dem ved dødsstraf. Men man vil foretage en "sjælelig afvæbning". Staten vil til den tid blive ledet af en regering, som er "hævet over hedenskabets, overtroens og naivitetens inkvisitoriske straffebegreber". Denne fremtidsstat vil se det som et vigtigt fundament for sin egen beståen, at den også beskytter og udvikler sine mindre udviklede sjæle.

Det omtalte hovedsamfund vil bestå af de individer, der er vokset ud over alt, hvad der hedder forbryderiske tendenser, fordi de har udlevet dem helt i tidligere liv og har gjort de erfaringer, forbrydelserne bringer med sig. Men det vil tage lang tid, inden alle indbyggere har nået et sådant udviklingstrin. Man vil derfor oprette en "understat" i staten, som naturligt vil passe for de væsener, som ikke kan indordne sig under hovedsamfundets love.

På denne måde beskytter man hovedsamfundet mod disse væsener, og man beskytter de pågældende væsener selv mod de fristelser og tillokkelser, som hovedsamfundet ville rumme for dem, og som de ikke vil finde i deres eget "juniorsamfund". Men deres undersamfund skal ikke på nogen måde have præg af fængselsvæsen, og de ansvarshavende skal ikke være dommere og fængelsbetjente. Det skal derimod være videnskabsmænd, – psykologer i dette ords mest udvidede betydning. Martinus beskriver disse "undervisere" således: "De skal være skolede væsener i tålmodighed og beherskelse af deres eget sind. Deres opgave vil først og fremmest være at finde ud af de forskellige forbryderes specielle anlæg og finde frem netop dén lille spire af højere livsgnist i dem, der kan bringes til en sådan vækst, at den vil kvæle og underminere de dyriske og morderiske anlæg. Det er ikke noget, der skal ske ved hjælp af hypnose eller ved at få magt over forbryderen, men ved en naturlig udvikling af de skabende anlæg, der findes i ethvert jordmenneskes sind."

Man må unægtelig sige, at denne fremtidige indstilling til forbrydere er en ganske anden end den, vi har i dag. Og også en anden end dén, spørgeren giver udtryk for. Men Martinus henleder opmærksomheden på en anden væsentlig ting, nemlig "at denne fremtidsstats grundvold er ved at blive lagt i dag i det enkelte menneskes bevidsthed." For det er jo os, der lever i dag, der til sin tid skal skabe og leve i denne fremtidsstat. Og, som Martinus siger, "hvis ikke nævnte stat vokser frem i Deres bevidsthed, så vokser den ikke."

Det er klart, at denne udvikling vil tage lang tid. Her og nu må vi studere og bruge Martinus' analyser, som giver os en logisk forklaring på, hvorfor intet individ i dette øjeblik kan være anderledes end han eller hun er, "på basis af deres evige fortid og med henblik på deres evige fremtid".

Men læs selv videre om dette aktuelle emne. Det omtalte bind 4 af Livets Bog kan købes hos boghandleren eller lånes på biblioteket, og Kosmos nr. 11/1993 kan købes på Instituttet.