Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ifølge Martinus kan Gud inddeles i to livsområder. Det ene er "Guds sekundære bevidsthed". Her har vi i øjeblikket vor livsoplevelse, som vi også kan sige er Guds fysiske, legemlige manifestation, altså mineral-, plante- og dyreriget. Det andet livsområde er "Guds primære bevidsthed", som således er lig med Guds "ånd" eller psykiske område, dvs. hele den åndelige verden. Herfra planlægges og styres udviklingen for alle de individer, der skal gennemgå den fysiske verdens udviklingsområde, dvs. for en tid opholde sig i "Guds sekundære bevidsthed". Til forskel fra Gud kan det enkelte individ ifølge den evige livsstruktur kun befinde sig i én bevidsthedszone ad gangen. De er de højeste væsener, som nu befinder sig i "Guds primære bevidsthed", der tilsammen udgør det, vi kalder "Guds Forsyn". Det er via disse ophøjede, kosmiske væsener, forklarer Martinus, at Gud hører de ufærdige menneskers bønner (i sekundærzonen) og tager stilling til dem. Samme Forsyn står også bag hele menneskehedens udvikling fra dyr til menneske og styrer denne. Det er netop disse væseners "medarbejdere", forklarer Martinus videre, vi kalder for "engle" eller "skytsånder". De højeste af disse, supplerer han, er fremragende åndeligt udviklede. Desuden er der andre engle, der ikke er ligeså udviklede endnu, men som også hjælper til i den udstrækning deres næstekærlighedsevne gør det muligt. (Se evt. Det Evige Verdensbillede 3, symbol 33, figur 17)

Hvis vi kunne se ligeså tydeligt ind i den åndelige verden eller primærzonen, som vi kan se i den fysiske, ville vi se, at også denne var befolket med væsener og ting i de vidunderligste og mest fuldkomne skabelsesprocesser, fællesskaber, kundskaber og kærlighed. Vi ved også, at en del mennesker i enkelte tilfælde, ofte under alvorlige livskriser, har set et glimt af denne ophøjede verden – i en lysoplevelse, nær-døds-oplevelse eller et møde med en åndelig skikkelse. Den vidunderlige kærlighed og tryghed, disse mennesker har oplevet her, bliver ofte en uforglemmelig ledestjerne i livet. Herefter "ved" man, at der står en kærlighedsfuld tilstedeværelse bag éns liv. Martinus oplyser, at dette Forsyn med dets åndelige medarbejdere, engle eller skytsånder er usynligt til stede overalt ... "Ingen mennesker er nogen sinde uden for deres rækkevidde. De følger os alle på vore veje, parate til at beskytte os i de situationer, hvor vi kan beskyttes, og til at hjælpe os i de situationer, hvor vi nødvendigvis skal igennem vor mørke karma. Det vil derfor være meget nyttigt og klogt at forme vor situation i en bøn. Den skal ikke stiles til disse væsener, men derimod udelukkende stiles direkte til Gud under begrebet "Fadervor! Du som er i himlen". (Det Evige Verdensbillede 3, symbol 33, figur 17)

I den åndelige eller primære verden, som er et psykisk plan, "ser" man også psykisk. Det betyder, at et bedende menneskes psyke – karakter, følelser, tanker og nuværende problem også bliver fuldt synligt på dette plan. Og da disse åndelige væsener repræsenterer alle mulige udviklingsstadier og erfaringsområder, er der altid nogen, der kan forstå den bedendes særlige problem. Derfor er det altid bedst, som Martinus påpeger, at stile bønnen direkte til Gud. Så bliver den aktuelle bøn altid besvaret og efterkommet af et af Forsynets mest egnede redskaber i hvert tilfælde (se evt. Livets Bog 3, stk. 756). Men det er vigtigt at forstå, at opfyldelsen af bønnen ikke altid bliver, som man selv umiddelbart ønsker. Udviklingens mål er jo, at vi alle skal blive færdige mennesker, dvs. højtstående intellektuelle og kærlige individer. Hvis bønnen derfor befriede os, hver gang vi befandt os i en problemsituation eller under lidelser, ville hverken vor intelligens eller medfølelse kunne udvikles. Der forekommer ganske vist til tider mirakuløse forandringer – pludselig helbredelse fra en dødelig sygdom eller andre former for mirakler. Men det hører undtagelserne til, forklarer Martinus, og sker kun i de tilfælde, hvor karmaen, som miraklet befrier individet fra, kan ske på anden måde. Men, tilføjer han, under alle omstændigheder er vi aldrig alene, men får altid hjælp på en eller anden måde. Vi har sikkert alle oplevet, hvordan vi nogle gange har fået hjælp og styrke, måske også følt stor inspiration midt i en svær tid. Selv erindrer jeg flere tilfælde, hvor bønnen ikke medførte nogen befrielse fra problemet, men gav både tryghed og inspiration til at gå videre.

Det betyder også meget, at man forsøger at hjælpe til selv. Det gør man bl.a., som vi har set, ved at forsøge at holde sit sind fri for negative tanker. Er man fx blevet uvenner med et andet menneske og ved hjælp af bønnen søger tilgivelse og ønsker at forbedre relationen til personen igen, bliver det jo svært, hvis man samtidig går og brydes med begivenheden og måske ligefrem føler sig skuffet, vred eller nedtrykt. Så bliver det naturligvis sværere for Forsynet at hjælpe én. Dels udelukker man sig fra den tryghed og det livsmod, som skytsånderne kan indgyde én, og som er så vigtig for, at vi kan møde dette menneske igen fremover uden ængstelse og eventuelle forsvarsattituder. Dels modarbejder man også hans eller hendes muligheder for at finde positive løsninger, eftersom éns negative tanker åndeligt set kan nå personen og påvirke vedkommende i negativ retning. Det er årsagen til, at Martinus anbefaler, at vi forsøger at omgås de mennesker, vi har det svært med, med kærlige og lyse tanker. Det bliver da lettere for alle parter, og Forsynet – der selv udelukkende arbejder på en lys og kærlig bølgelængde – kan lettere hjælpe os.

Vi må også huske på, at andre menneskers oplevelse af os også bliver Guds oplevelse af os. Hvis vores bønner handler om tolerance, tilgivelse og næstekærlighed, men vi i vores tanker og i vor praktiske væremåde ikke forsøger at leve efter dette, bliver det jo svært for Forsynet at tage os alvorligt. Og dermed neutraliserer vi selv den mest fuldkomne løsning. Den mest kærlighedsfulde eller fuldkomne bønhørelse, som altid er tilgængelig, bliver da besværliggjort. Det er altså lige så vigtigt, at vi i vor praktiske samvær med Gud (én af vor næste) forsøger at være lige så seriøse, som vi vil være i vores bønner. Først da kan vi forvente en effektiv bønhørelse. Det er således, når der begynder at opstå harmoni mellem vores daglige samvær med Gud og vores intime bønner, at Gud mere og mere bliver en levende virkelighed for os. Da vil vi komme til at se, hvor smidigt Gud arbejder, hjælper og taler til os gennem alle, vi møder.

Jeg husker især engang, jeg havde fået en diskusprolaps og gik med daglige smerter. Da jeg selv er uddannet massør og endda stået i lære hos en kiropraktor, kunne jeg let få strækbehandlinger, som jeg vidste var effektive. Men trods adskillige behandlinger hos ham var der ingen bedring. Jeg følte mere og mere, at en operation var den eneste udvej. Første trin var at tage kontakt til det traditionelle behandlingssystem for at blive røntgenfotograferet, hvilket jeg må indrømme, jeg gjorde lidt modvilligt. Det er ikke særligt spændende at måtte ty til det traditionelle, når man selv er alternativt uddannet inden for dette område og har oplevet, hvor ineffektivt det traditionelle er. Røntgenbillederne viste en betydelig skade, og efter nogle uger fik jeg tid hos en læge. Det bør også siges, at trods daglige smerter oplevede jeg alligevel en hjælp fra det åndelige plan. Jeg kunne endog af og til føle inspiration og en vis glæde over min situation, som trods alt gav mig nogle vigtige erfaringer. Tanker som, at "det her var jo godt nok alligevel, for det gjorde jo, at min følelsesenergi og humanitet kunne vokse yderligere", dukkede ofte op i min bevidsthed. Dagen for mit lægebesøg oprandt. Nu ville jeg endelig få besked på, om det ville blive den operation, jeg helst ville have. Om morgenen bad jeg en bøn forud for dette vigtige møde. Over for Forsynet ville jeg gøre rede for mit syn på sagen (at jeg nok helst ville opereres), men sluttede af med "ske din vilje". Det blev også til en bøn for den læge, jeg skulle møde. Da jeg kom ind til ham, kørte det hele som på skinner. Han virkede meget sympatisk, selvom flere af dem før mig næsten advarede om det modsatte. Efter den sædvanlige journalgennemgang og undersøgelse, siger han bestemt: "Det er ikke værd at operere, Per-Anders, det lykkes ikke altid." "Men kom med mig ind til pigerne i sygegymnastikken, så skal jeg sørge for, at du kommer med i en gruppe, og du behøver ikke betale noget" (som det er normalt de første 5 gange). Der stod jeg nu og oplevede, hvordan hans ord og handlinger virkelig var Guds tale og hjælp til mig. Og det føltes særdeles inspirerende, må jeg sige.

Efter en måneds sygegymnastik og nogle af mine egne øvelser var jeg nærmest som ny. Oven i købet fik jeg et mere nuanceret syn på traditionel behandling, hvilket måske også var noget af missionen med min svære tid. Der er naturligvis stadig lang vej for mig endnu, ja, kosmisk set for alle os mennesker, inden vort forhold til Gud kan blive helt fuldkomment. Selv føler jeg imidlertid en stor taknemmelighed over Martinus' analyser. I særdeleshed om bønnens struktur og teknik, der har gjort det muligt at begynde at foretage visse fremskridt. Vejen til lyset, et mere bevidst og harmonisk forhold til Gud, er egentlig meget enkel, efterhånden som vi begynder at forstå sammenhængen – livet er Gud, og Gud min næste. Dermed ikke sagt, at det vi møder på vor vej altid er lige let. Men vi har alle den samme mulighed for at få hjælp fra Forsynet, når vi via bønnen eller tanken stiller ind på den uselviske og humane bølgelængde, som skytsånderne befinder sig på.