Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Parmenides (ca. 540-470 f.Kr.) var meget optaget af at finde ud af, hvad det vil sige, at noget er til. At noget er til, betød for ham, at det altid var det samme. Det måtte kort sagt være evigt og uforanderligt. Disse tanker førte ham videre til den ejendommelige slutning, at når vi ser noget forandre sig, er det bare sanserne, der bedrager os. At følge dem er "vildfarelsens vej", at følge fornuften er "sandhedens vej", mente Parmenides.

Zenon, der var en af hans elever, satte sig for at demonstrere dette med et overbevisende eksempel: Achilles løber om kap med en skildpadde, der ved løbets begyndelse har fået et forspring. Når Achilles når hen til det punkt, hvor skildpadden var, da løbet begyndte, er den i mellemtiden kommet et lille stykke videre. Når Achilles så når frem til dette punkt, er skildpadden atter nået lidt længere frem ... og så fremdeles. Achilles vil med andre ord aldrig kunne indhente skildpadden!

Hvad mon Martinus ville sige til dette? Han ville nok ryste på hovedet som os andre. Men på den anden side har Parmenides jo ret i, at noget som er til, må være evigt. Det kan ikke være opstået af ingenting, og det kan heller ikke blive til ingenting, altså er det evigt. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er evigt uforanderligt, som Parmenides hævder. Det kan lige så godt være evigt foranderligt. Både stilhed og bevægelse kan eksistere.

Hvad så med Achilles og skildpadden? Her ville Martinus nok ikke tøve med at bruge ordet "tankedril". Zenon "fryser" situationen fast i punkter. Det kan man i dag udmærket gøre med et videokamera. Men nu er Zenon så optaget af at bevise mesterens ord, at tanken driller ham. – Her står det stille, siger han og betragter et øjebliksbillede af kapløbet. Ja, sådan ser det ud, man ser jo ikke bevægelsen. Men vi ved allesammen, at den er der, og det er den, der bliver afgørende for resultatet.

Fælles for Parmenides og Zenon var, at deres tanker hvilede på den antagelse, at stilhed og bevægelse ikke samtidig kunne være til stede. Ved at påvise den ene, kunne man derfor roligt se bort fra den anden.

Eftertiden stod nu i et dilemma. Skulle man som Parmenides og Zenon stole på fornuften, eller var det bedre at stole på sanserne? Valget faldt på fornuften, og dette valg kom under navnet "rationalisme" til at dominere filosofiens historie helt op til vor tid, fx med marxismen. Den anden mulighed – "empirisme" – blev først rigtig aktuel i oplysningstiden i 1700-tallet med de store videnskabelige rejser til fremmede verdensdele.

Martinus forener på en overraskende måde disse modsætninger. Han var ligesom Parmenides meget optaget af, hvad det vil sige, at noget er til. Han fandt, at for at noget skal eksistere, må det være levende. Og liv er ikke bare bevægelse, men også stilhed i form af et "jeg". Dette kan ikke som bevægelserne erkendes med sanserne, dvs. empirisk, men med fornuften, dvs. rationelt.