Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Dette blads læsere kan hver måned glæde sig over at møde et lille strejf af nutid, belyst gennem kendskabet til Martinus' kosmologi. Det foregår bl.a. i rubrikken "Kosmologi og verden". Martinus foreslog selv, at Kosmos kunne indeholde stof af den art, der – som han skrev – kunne "påvise den nye verdensimpuls' indflydelse i jordmenneskers liv og naturen".

At fortælle om verdens gang, som om der er en mening med den, er ikke nogen ny tanke. Vore historiebøger bygger på den antagelse, at kulturen udvikler sig gennem de former for "livtag", mennesket tager med naturen: jægere, nomader, agerdyrkere, borgere. Før var vi primitive, nu er vi civiliserede, hed det i oplysningstiden fra omkring 1750. Et halvt århundrede senere fulgte romantikkens epoke, og nu hævdede man, at det var åndens bevidsthed om sig selv (kosmisk bevidsthed?), der var den skjulte, men virkelige hensigt. Nej, sagde man så nogle år senere, det er menneskets frihedstrang, der har haft den største og mest afgørende betydning – lige fra antikkens tyranner til den franske revolution – og med vore dages demokrati og religionsfrihed som det endelige mål.

Hvor vi end vender og drejer os, så ser vi forfattere, der antager, at der er en mening med verdens gang. Ja, det ligger i enhver fortællings natur, at den har en hensigt og en pointe. Historien må ses som en udvikling fra A til B, ellers kan den ikke fortælles.

Det er derfor ikke overraskende, at Martinus opfordrer sit blads forfattere til at tolke tidens begivenheder som tegn, der peger i en bestemt retning. Og vender vi os nu mod hans egen fortælling på de næste sider, så vil vi dér kunne genfinde flere af de syn på historien, som er nævnt ovenfor. Måske dem alle. Men vi vil også finde et, som ikke er nævnt, og som går tilbage til middelalderen. Bibelens fortællinger blev dengang regnet for en ren skattekiste, hvor man kunne grave svaret frem på ethvert spørgsmål. Faktisk er det i denne gamle tradition, at Martinus tager sit udgangspunkt, når han henviser til Jesu korsfæstelse, død og opstandelse, og kalder påsken for et mysterium. Havde Martinus selv tilhørt denne tradition, var han næppe nået længere end til en tese om kristendommens sejr over hedenskabet og dommedag som afslutningen på det hele. Men læg mærke til, hvordan det ene historiesyn veksler med det andet i hans artikel for til slut at munde ud i den vældige skæbne, han så som jordklodens egen.

Martinus brød ikke med fortidens bibelsprog, som man gjorde i oplysningstiden. Men han så verdens gang som noget, der i store træk var afgjort, uanset hvilken historisk tradition man fulgte. Alt var indskrevet på forhånd i den ene sætning, at kærligheden er verdensaltets grundtone. Det var den, han ville have os til at høre og fornemme gennem alt, hvad der videre måtte ske ude i verden. Det var den, vi skulle bruge i Kosmos.