Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Alt flyder, sagde Heraklit (ca. 540–480 f.Kr.). Vi bader aldrig to gange i den samme flod, nyt vand strømmer hele tiden til, og selv er vi jo også blevet forandret.

Måske følte han, at der manglede noget positivt i hans filosofi. – Det er kun godt, tilføjede han, at verden er i stadig forandring, ellers kunne den ikke være til. Forandring er liv, stilstand er død.

Mange på Heraklits tid følte sig ubehageligt til mode ved den filosofi. Man kan forestille sig, hvordan de har plantet begge ben på jorden og prøvet at tænke på noget andet.

I vore dage er det nemt at give Heraklit ret. Alt er i konstant bevægelse. Jorden under vore fødder er i rotation og samtidig i fart rundt om solen, der selv piler afsted inde i mælkevejen, som tilmed fjerner sig med stor hastighed fra de andre galakser i rummet. Heller ikke tiden kan man regne med som noget fast. Den er efter Einstein blevet relativ. Nu mangler vi bare at finde liv på andre kloder, så er jorden ikke længere noget særligt i universet, alt flyder.

Dette paradoks kan Martinus nemt forklare. Det er jo rigtigt, at vi hele tiden ændrer os, men tilskueren som sådan ændrer sig ikke. "Jeg ændrer mig," kan jeg sige, men hvad er det, der ændrer sig? Det er min krop, bevidsthed og alder. De ændrer sig, men den som har denne krop, bevidsthed og alder – jeg'et – det ændrer sig ikke! Hvem siger det? Det siger jeg, og det kan jeg roligt gøre, hvis jeg definerer mit jeg som det, hvortil alle forandringerne hæfter sig. På den måde kan jeg, uden at Heraklit eller andre kan modsige mig, opdele min verden i det, der forandrer sig og det, der ikke forandrer sig.

Heraklit havde ret i alt, bortset fra den påstand at noget ikke kan være til uden at forandre sig. Det ser ganske vist sådan ud, for det er bevægelsen, der bliver lagt mærke til. Men er man først kommet i tanker om jeg'et som "det faste punkt", er der ingen problemer. Sproget afslører det også: Jeg løber, jeg bruger hjernen osv.

Et godt billede på forholdet mellem jeg'et og dets verden, er centrum og periferi i en cirkel. De kan ikke være til uden hinanden, men man kan udmærket tale om dem hver for sig. I den analogi må man altså forestille sig, at Heraklit så periferien, men ikke dens centrum. Et centrum kan da heller ikke ses eller tegnes, kun markeres.

Næppe nogen har så tydeligt som Martinus vist sammenhængen mellem den evigt foranderlige verden og det evigt uforanderlige jeg. Han forener således to gamle modsætninger i filosofiens historie –"vorden" og "væren".