Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En læser i Spanien stiller spørgsmålet: Martinus hævder jo, at "ingen kan lide uret, og ingen kan gøre uret". Men hvor er vores frie vilje så henne? I brevet anfører spørgeren forskellige tilfælde, hvor man – tilsyneladende – i høj grad kan gøre uret.

SVAR: Der er mange steder i Martinus' vældige verdensbillede hvor vi, på vort nuværende udviklingstrin, kan blive ofre for "tankedril". Efter min personlige opfattelse skyldes dette næsten altid, at vi glemmer én bestemt ting: Martinus anskuer sine analyser fra "bjergets top" – mens vi som regel ser dem fra vort "lokale" synspunkt.

Karmalovens hårfine system består jo af en elektrisk eller åndelig struktur, der automatisk bevirker, at ethvert væsen kommer til at opleve virkningerne af sin egen væremåde, – og omvendt, at man er beskyttet imod dét, man ikke selv på nogen måde kan nænne at påføre andre væsener. "Ethvert væsens livsstruktur eller skæbne er således under en enestående, altomfattende kontrol", som Martinus skriver i Livets Bog bind 7, stk. 2452. Han fortsætter med at beskrive, hvordan absolut alle væsener nødvendigvis må opleve en epoke, i hvilken de kulminerer i mørket for derefter at blive kvalificeret til at kunne opleve en epoke i tilsvarende kulminerende lys. Begge disse epoker er absolut lige nødvendige. Og det er nok her, vores manglende forståelse kommer ind. "Når man spiser kød, gør man jo uret både mod det dyr, man spiser og mod sit eget mikrokosmos", som spørgeren skriver. Og her kommer så den frie vilje ind: Vi kan vælge at spise kød – eller vi kan ikke nænne at spise kød. Vi er nået så langt frem i udviklingen, at dette virkelig ér et vilje-spørgsmål for os. Men det er det jo ikke for fx rovdyret, der er på et udviklingstrin, hvor instinkt-energien er dominerende.

Og hvad siger Martinus så om den frie vilje? Han beskriver det meget grundigt i 6. bind af Livets Bog fra stk. 2274 til 2285. Her gør han det klart for os, hvilke begrænsninger vores frie vilje har: Vi kan selvfølgelig kun med vor vilje forandre de ting, der er forandring underkastet, altså det, Martinus kalder "de skabte ting". Men alt, hvad der hører til universets "evige principper", kan vi naturligvis ikke med vores vilje ændre på, for de er evigt uforanderlige. Det er jo netop disse principper, denne verdensorden, der betinger de levende væseners evige oplevelse af deres ligeså evige eksistens. Og de garanterer også væsenernes frie vilje eller suverænitet i det område, hvor forandring og dermed skabelse kan finde sted.

Men Martinus peger på en anden "lokal begrænsning": Skæbneloven betinger, at vi kun kan få fri vilje i samme grad, som vi med denne vores egen fri vilje ikke spærrer andre væseners normale brug af deres frie vilje. Og her er vi fremme ved årsagen til mange menneskers dårlige skæbne: Vi opfatter det mere eller mindre som en livsbetingelse at spærre andre væseners frie vilje. Mange mener fx, at de nødvendigvis må spise kød. Derved "spærrer de for dyrets frie vilje" – for det må lægge organisme til. Men så fint afbalanceret er hele verdensaltet, at dette drab med usvigelig sikkerhed vender tilbage til kødspiseren, som derfor efterhånden lærer livslovene at kende.

Men kødspiserens organisme består igen af milliarder af mikrovæsener. Bliver der nu ikke begået "uret" imod dem, når de skal deltage i fordøjelsen af kødet? Igen glemmer vi den hårfine balance: Lys- og mørkeepoken er nøjagtig ligeså livsvigtig i de underliggende spiraler.

Derfor tiltrækker vi præcis de mikrovæsener, der passer med vort eget udviklingstrin. Og så er vi tilbage ved verdensaltets kulminerende retfærdighed, der betinger, at ingen i absolut forstand kan lide uret, og ingen kan gøre uret. Og der, hvor vi tror at se det modsatte, er årsagen, at vi kun ser et lokalt billede af en helhedssituation.

Men af ovenstående begynder der nu at tegne sig en anden synsvinkel: Vores frie vilje bliver kædet sammen med vor stadig fremadskridende udvikling. Fra Martinus' analyser kender vi alle det kosmiske spiralkredsløbsprincip, der betinger, at alle levende væsener må gennemleve en indvikling og udvikling gennem de forskellige "riger". Det er tydeligt for os alle, at plantevæsenet ikke har nogen udpræget fri vilje. Dyret er kommet lidt videre, dets "vilje" omfatter parringsdrift og afkomstbeskyttelse, tilegnelse af føde, beskyttelse mod andre og mod klimaforholdene. Jordmennesket er igen kommet et langt skridt videre m.h.t. at beherske materien og gennemføre sin vilje. Men altså med de begrænsninger, som er nævnt. Og udviklingen går videre: "Kun det helt færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse er nået frem til at have fri vilje, idet det er ét med Gud og kun ønsker med hele sit liv, hele sin sjæl, ånd og legeme at være til glæde og velsignelse for alt levende."

Og her har vi den dybere forklaring på, at Martinus anbefaler os altid at bede "Ske Din vilje". For "den virkelige normale fri vilje udgør ethvert væsens vilje, der er totalt i kontakt med Guds vilje". Det kan du læse mere om i det nævnte afsnit af Livets Bog.