Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I Kosmos 9/97 svarer Hans Wittendorff på et læserspørgsmål om svangerskabsafbrydelse og – forebyggelse. Svaret bygger på Martinus' behandling af samme emne i Livets Bog 4. Svaret giver mig anledning til at redegøre for, hvor vi (samfundsmæssigt) står i denne sag, nationalt som globalt, og også reflektere lidt over problematikken, som situationen tager sig ud hen ved 60 år efter, at Martinus skrev de af Hans Wittendorff citerede sider (Livets Bog 4 udkom i årene op til 1944 med Kosmos, såvidt huskes med 16 sider ad gangen).

Som jeg – sagt kort – fortolker Martinus' budskab, står det jordiske menneske her i et dilemma. På den ene side seksualdriften, der fra naturens hånd er stillet i formeringens tjeneste, men som uafhængigt heraf kræver sit. På den anden den konkrete nødvendighed for jordmennesker på dets stade i udviklingen at give køb på etiske begrundede idealer om at bidrage til inkarnation og at tage vare på liv, som deraf opstår. Der gives situationer – ikke mindst på dette område – hvor "det bedste i situationen kan vise sig at være det godes fjende".

Med teksterne går Martinus rent faktisk ind i en diskussion, der op igennem trediverne førtes om abort og seksualoplysning. Læge Leunbach gik imod strømmen og kom i fængsel for at have afbrudt svangerskab for nogle ulykkeligt stillede fattige kvinder. Dommen faldt i 1936. Leunbach blev ved løsladelsen hyldet af en stor skare, som mødte op ved fængselsporten.

Martinus' "kommentar" er, at samfundet faktisk bidrager til abort og svangerskabsafbrydelse, når det ikke hjælper de fattige med at gøre det økonomisk overkommeligt at opfostre deres børn. Han slår herefter fast, at fosterdrab og forebyggelse som middel i kampen mod fattigdommen ikke er sagen. Børn er en samfundsressource, som derfor forpligter staten til økonomisk og på anden måde at støtte børnefamilien. "Det bliver derfor ikke lægerne, men politikerne, der skal råde bod på den misere ..."

I kølvandet på Leunbach–sagen spillede politikerne ud. I 1937 kom to love. En om i hvilke tilfælde abort legalt kan foretages. En anden om hjælpeforanstaltniger, samfundet stiller til rådighed for gravide kvinder, herunder som alternativ til abort.

Legal abort kunne fra nu af foretages, hvor kvindens eller barnets liv eller helbred var alvorligt truet, hvis svangerskabet gennemførtes. Af Martinus' tekst ses, at han var enig med lovgiverne på dette punkt. Fosterdrab er i nævnte tilfælde et "mindre onde".

Med den anden lov oprettedes et lands–dækkende net af mødrehjælpsinstitutioner med et rådgivende apparat bestående af kompetente personer på det juridiske, sociale og lægelige område. Abortsøgende kvinder skulle henvises hertil, men også andre gravide (og mødre) havde adgang til mødrehjælpens rådgivende og støttende apparat.

Støtten øgedes betydeligt i takt med velstandsstigningen efter 2. verdenskrig, ikke blot til mødrehjælpens arbejde, men også som støtte til børnefamilierne generelt, eksempelvis børnetilskud og et omfattende net af daginstitutioner. Men velstanden i samfundet gjorde ikke indhug i de abortsøgendes antal. Hvorfor? Bl.a. som en følge af den stærkt accelererende kvindefrigørelse, der fik sit kraftigste skub med kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet. Som illustration tjener, at kvindernes erhvervsfrekvens så sent som i 1960 lå på godt 30%. I dag er den nær på mændenes. Samme udvikling ser vi i hele den vestlige verden.

Kvindefrigørelsen er af selvfølgelige grunde en udvikling, der måtte komme og som vil fortsætte uanset, at den generelle arbejdstid vil blive ved med at falde. Frigørelsesprocesser har sine omkostninger/konsekvenser, således også her. En medvirkende konsekvens har givet været, at ægteskabet, som vi kender det, destabiliseres.

Denne og mange andre grunde kan anføres for, at presset på at få udvidet abortadgangen stadig øgedes. I årene op til 1970 gik lovgiverne derfor flere gange med til at udvide adgangen til abort, sådan at man endte med – foruden allerede omtalte kriterier – at kvinden også havde mulighed for at få abortbevilling af tungtvejende psykiske og sociale årsager. Men der skulle kun gå et par år med denne tilstand.

I 1973 blev adgangen til abort givet fri. Hvorfor dog? Jo, et sagkyndigt udvalgs flertalsindstilling havde ført til den lov (fra 1970), som førte til den stærkt udvidede adgang til abort. Men et mindretal havde indstillet, at man lige så godt først som sidst kunne give adgangen helt fri. Ikke af ideelt betonede grunde, men fordi man med den udvidede adgang til bevilling var nået så langt, at loven var vanskelig – for ikke at sige umulig – at administrere rimeligt og retfærdigt. Afgørelserne blev truffet af 14 institutioner landet over, og statistikken fortalte med al tydelighed, at praksis var meget forskellig fra landsdel til landsdel. Ikke underligt, eftersom der var tale om skøn foretaget af 14 forskellige organer. Mindretallets konklusion var da, at tiden var kommet, hvor afgørelsen hellere burde ligge hos den, det angår, nemlig hos den gravide selv. Da sagen kom op i folketinget i 1973, blev loven ændret igen, nu i overensstemmelse med det sagkyndige mindretal. Adgangen blev gjort fri, forudsat indgrebet foretages senest i 12. uge.

Det er uden for diskussion, at provokeret abort ikke er etisk funderet. Men spørgsmålet er da, om det måske foreløbige endepunkt med fri abort generelt kan betragtes som et større eller mindre nødvendigt onde i forhold til den tidligere retstilstand? Det kan diskuteres og bliver det. Ind i pragmatisk betonede overvejelser herom går, at det illegale marked for udførelse af aborter er udraderet. Og videre, at det årlige antal aborter efter 1973 er gået ret kraftigt ned, det beregnede illegale marked taget i betragtning. Vigtige enkeltfaktorer som årsag til nedgangen er, at samfundets økonomiske og anden støtte er videre udbygget og navnlig, at antikonception har fundet stadig større udbredelse.

Antikonception – eller befrugtningsforebyggelsen som Martinus kalder det – har nu om dage ikke blot fundet bred anvendelse i de udviklede lande. Også i uudviklede lande oplæres kvinder nu i brug af forebyggende midler. Oplæringen foregår endog som led i programmer for u–landsbistand.

Når bistanden også retter sig den vej, har det i første omgang nærliggende grunde. Det er f.eks. et tveægget sværd, at vestens medico–tekniske kunnen stilles til rådighed for de fattige lande. Masser af børn, som tidligere døde inden 1-års alderen, når at overleve det første leveår. Med det resultat på kort sigt, at familierne får flere sultende munde at mætte. Situationen vil da forekomme værre end den, Martinus kendte så godt fra sin opvækst i det fattige Underdanmark.

Siden Martinus skrev om emnet, er der globalt ved at ske, hvad jeg vil kalde et skred i befolkningsudviklingen, som efter mit skøn understreger Martinus' ord om, at antikonception kan betragtes som "en velsignelse".