Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"I et andet tilfælde fremsættes der endog teorier om, at jordens og planeternes tilblivelse ligefrem skyldes en ren tilfældighed, en slags uheld, og at hele den vældige hærskare af stjerner eller sole, vi ser funkle og lyse på himlen hver nat, slet ikke har planeter. I henhold hertil vil alt animalsk liv og dermed jordmenneskenes være noget ganske abnormt i universet. Det normale ville altså have været dette, at der slet intet liv skulle have været. De vældige soles og stjernes umådelige kræfter er dermed ikke til for at skabe liv, men befordrer en evig absolut "død"." (1)

 

Det er næppe nogen overdrivelse at påstå, at den indstilling, som Martinus beskriver i ovenstående citat, frem til i dag har været den fremherskende eller dominerende inden for astronomien eller rumforskningen. I tidens løb har man ganske vist kunnet notere sig, at flere og flere forskere inden for dette område har udtalt sig positivt om muligheden eller sandsynligheden for, at der skulle kunne findes det, man definerer som liv (= organisk liv) også andre steder i universet. Men på den anden side har man fastholdt, at der ikke findes videnskabeligt bevis for dette, og at vi måske aldrig kan få sådanne beviser på grund af de gigantiske afstande til andre eventuelle sol- og planetsystemer i universet. I de senere år er der imidlertid sket ting og sager, der gør, at sådanne beviser måske ikke længere er så usandsynlige, som man tidligere troede! Jeg tænker her på følgende hændelser i vilkårlig rækkefølge: 1) de beviser der er fremkommet for, at der virkelig eksisterer planeter bundne til andre sole end vor egen, 2) fundet af den såkaldte Marsprøve, 3) rumsonden Galileos opdagelser på en af Jupiters måner og 4) en overraskende opdagelse på vor egen måne.

Opfattelsen af at andre sole ikke skulle have planeter, som Martinus nævner i citatet ovenfor, er altså en opfattelse, som den moderne rumforskning og astronomi i dag har forladt eller er frafaldet. Dermed er også efter mange forskeres mening sandsynligheden for eksistens af liv andre steder i universet stærkt forøget. Hvis ikke vores sol er unik, er der heller ikke grund til at tro at jorden er unik, er der mange, der ræsonnerer.

 

 

Sikre svar på, hvem der har ret i diskussionen, får vi måske ikke før den videre udforskning af Mars, der skal foretages de kommende år med forskellige rumsonder, har fundet sted. Hvis alt går efter planen, skal to af dem besøge planeten allerede i indeværende år – 1997. I den forbindelse er det måske værd at notere sig, at en tidligere rumsonde – Viking – der landede på Mars allerede i 1976, gennemførte nogle eksperimenter, hvis resultater også skabte modstrid i forskerverdenen:

"Vikings eftersøgning af liv gav nogle resultater, som forskerne den dag i dag ikke fuldt ud forstår. I virkeligheden bliver de næsten mindre sikker på svaret, jo mere de studerer måleresultaterne.

Grundideen i Vikings målinger var at tilsætte næringsstoffer til indsamlede Marsprøver og så se, hvad der skete. To af de tre eksperimenter pegede på, at der muligvis kunne være mikroorganismer tilstede i Marsprøverne. Men da det viste sig, at overfladen ikke indeholdt spor af organiske molekyler, erklæredes Mars for død. De to positive resultater blev blot opfattet som livlige kemiske reaktioner." (2)

Det var en slutning, som ikke alle forskere var enige i. Men nogen rigtig diskussion om rimeligheden i denne fortolkning opstod der aldrig dengang. Måske er situationen anderledes nu efter fundet af "Marsprøverne"?

Er forskerne endnu ikke enige om tolkningen af stenens indhold, så er man derimod enige om, at Mars engang – måske for årmillioner eller årmilliarder siden – må have haft andre klima- og naturforhold end i dag. De åbenlyse spor af rindende vand på planetens overflade kunne tyde på det. På Mars er der både udtørrede flodsenge (med typiske deltalignende forgreninger) og store flader, der ser ud, som om det engang var havbund (især på den nordlige halvkugle).

Dette betyder, at forskerne tror, at Mars tidligere må have haft et varmere og mere jordlignende klima. En forudsætning for alt biologisk-organisk liv – i hvert fald som vi kender det – er jo vand. Ifølge Martinus er vandet klodens "blod" (3) og derfor en forudsætning for alle organiske livsformer på kloden. Hvis nu Mars engang har haft flydende vand (endog – tilsyneladende – i rigelige mængder), er det måske heller ikke for overmodigt at forestille sig, at selv højere livsformer end bakterier og andet mikroliv har kunnet udvikles på dens overflade? Denne tanke er bestemt endnu "kætterisk" i de fleste forskerkredse. Man må have forståelse for, at det århundrede og årtusinde gamle indgroede geocentriske, dvs. jordfikserede, verdensbillede ikke opløses så hurtigt. Derfor er det forståeligt, at de fleste forskere ikke tør strække sig længere end til "bakteriestadiet" i deres tanker og spekulationer om eventuelle tidligere livsformer på Mars.

Der findes imidlertid enkelte pionerer, hvis forskning ikke standser her. De har, inspireret af nogle underlige billeder, der blev taget af Vikingsonderne i 70'erne, stillet sig selv det spørgsmål, om der måske tilmed kan have været menneskeligt liv på planeten. Et af de mest mærkelige af de omtalte billeder viser nemlig en stor klippe, der set oppefra i udformning til forveksling ligner et menneskeansigt. To uafhængige amerikanske forskere, der ikke har villet lade sig nøje med NASA's officielle forklaring på, at klippen blot er en mærkeligt "naturens lune", har underkastet billedet af "ansigtet" en grundig dataanalyse. De har fundet, at dette "ansigt" både har hvælvede øjeæbler og tænder i munden! Der er, mener de, lidt for mange pudsige sammentræf til, at man blot kan affærdige det som tilfældighedernes spil.

"Her har man nemlig fundet et virkeligt mysterium: En række pyramideformede dannelser, der står nær, hvad der måske har været en gammel kystlinie. Hvordan disse pyramider er opstået, ved man ikke. ... De er langt større end Ægyptens pyramider, mellem én og to kilometer høje, men med forbløffende glatte sider. Både disse pyramider og flere andre meget mærkeligt formede dannelser på Mars viser, at det er alt for tidligt at afsige en endelig dom over denne lille planet." (4)

Der er imidlertid et sted i Livets Bog, hvor Martinus har skrevet noget som utvivlsomt må tolkes som en støtte for tanken om, at højere fysisk og intellektuelt liv i vort solsystem ikke kun har eksisteret på vor egen klode:

"Da jordkloden også er et led i solsystemets struktur, bliver vi her vidne til, at solsystemet ligeledes opfylder de betingelser, der skal til, for at man med rette kan kalde dette et "levende væsen". Det har det glødende centrum, der leverer den indre dynamiske spænding over for verdensaltets "følelsesenergi" eller kulde, der skal til for at en organisme eller et system af kræfter i det hele taget kan opretholdes. Dette er således systemets "seksuelle center". Dernæst rummer solsystemet foruden jordkloden endnu flere kolde kloder. Med jordkloden i spidsen repræsenterer disse mere eller mindre systemets animalisme og den herigennem eksisterende betingelse for dets manifestation af intellektualitet på det fysiske plan. Solsystemet har således i sine kolde kloder også et begyndende "intellektuelt center"." (5) (forf. understregning)

Da Martinus her taler om "kolde kloder" i flertal, er det åbenlyst, at han ikke kun hentyder til jordkloden. Men læg mærke til, hvordan Martinus, næsten som sædvanlig, indskrænker sin redegørelse eller beskrivelse til selve principperne – i dette tilfælde de principper, der betinger, at solsystemet også er et levende væsen – de konkrete detaljer om livsformerne på andre kloder kommer han ikke ind på. Noget skal vi også opdage selv!

I citatet ovenfor omtaler Martinus solen som solsystemets "seksuelle centrum" og de "kolde kloder" som dets "intellektuelle centrum", men dermed er analysen af solsystemet ikke udtømt. Der findes nemlig også nogle "lig i lasten". I dette tilfælde betyder det altså "klodelig". Martinus siger nemlig, at det vi kalder måner, "udgøres som regel af sådanne 'klodelig'" (6). I vort solsystem findes der masser af den vare, mens der af kendte planeter endnu kun er et antal på ni (der er blandt forskerne spekulationer, om der eventuelt kan være flere, vi endnu ikke har opdaget. Den senest opdagede – Pluto – opdagedes jo så sent som i 1930'erne), så er antallet af måner ikke mindre end 64! Kæmpeplaneten Saturn har fx 21 egne måner, og Jupiter og Uranus kommer ikke langt efter med henholdsvis 16 og 15.

Astronomiens kriterie for, hvad der er en klode respektive en måne, er, at en planet er en klode, der går rundt om solen i en elliptisk bane, mens en måne er en klode, der går rundt om en klode i en elliptisk bane. Nogen principiel grænse for, hvor stor eller lille en planet eller en måne skal være findes ikke. Der findes måner i vort solsystem, der er større end de mindste planeter.

Hvordan er det så muligt at et klodelig kan blive drabant til en levende klode? Martinus forklarer det på følgende måde, når det drejer sig om vores egen måne:

Nu bør man måske notere sig, at Martinus skriver, at måner "som regel" er klodelig. Den formulering antyder, at der findes undtagelser fra reglen. Og der findes faktisk tegn, der tyder på, at sådanne undtagelser også kan være tilstede i vort eget solsystem!

Jupitermånerne Io og Ganymedes viser livstegn på en anden måde. Begge månerne har nemlig, ifølge målinger udført af rumsonden Galileo, egne aktive magnetfelter og er geologisk meget aktive. Io er ifølge forskerne den geologisk mest aktive klode i hele solsystemet. Man har kunnet fotografere noget, der virker som konstante vulkanudbrud på dens overflade, og konstateret, at selvom Io kun er en tredjedel af jordens størrelse, producerer den dobbelt så meget varme som vor egen planet. Med andre ord en rigtig "hidsigprop"!

Men det mest interessante er måske Galileos billeder af den isdækkede Jupitermåne Europa. Ud fra disse billeder har forskerne nemlig draget den konklusion, at der må være et – efter al sandsynlighed globalt – hav under den permanente isskorpe. Billederne afslører, at isen er fuld af brede sprækker, og at der i disse sprækker flyder større eller mindre isflager rundt. Det er jo kun muligt, hvis der er hav under isen. Forskerne mener også, at disse sprækkers eksistens tyder på, at stærke geologiske kræfter er aktive på Europa. Ellers ville det tykke istæppe ikke kunne knækkes over på denne måde. Også isens skiftende farvemønster tyder på en stadig geologisk aktivitet. Det ser ud, som om undervandsgejsere sprøjter beskidt vand op på isen. "Vand og geologisk aktivitet er ingen garanti for liv. Men de to ting giver et miljø, som kan sammenlignes med det, vi kender fra de såkaldte "black smokers" her på jorden. "Black smokers" er varme kilder på dybhavets bund, hvor livet er uafhængigt af sollys. Tanken er nærliggende: Måske er der dybt nede i Europas hav kolonier af mærkelige organismer, som trives omkring varme kilder." (8)

Er der livsformer på Europa, er det altså et liv, der definitivt befinder sig under isen! NASA er allerede i gang med at planlægge kommende rumsonder til denne Europa; rumsonder der skal medføre udstyr, der gør det muligt at bore sig ned gennem isen og tage vandprøver.

Det er noget af et mysterium for forskerne, hvordan dette vand i frossen form er kommet til månen. De mener, at månens tyngdekraft er alt for svag til nogensinde at kunne have holdt fast på en atmosfære eller på vand i nogen form. Den eneste mulige forklaring på fænomenet, de kan tænke sig, er at månen i hele sin historie er blevet bombarderet med isholdige kometer. Det vand dette har frigjort har så kunnet opbevares frossent nede i Aitkenkraterets evige mørke, hvor solstrålerne ikke kan nå ned.

Kan Martinus verdensbillede hjælpe os med at kaste lys over mysteriet i Aitkenkrateret? Ja, det kan i hvert fald hjælpe os med at forstå, at der kan findes andre mulige forklaringer på fænomenet.

Ifølge Martinus er en klodes "tyngdekraft" det samme som dens viljekraft omsat til automatfunktion (9). En permanent viljefunktion i automatisk – og derfor ubevidst – form, som holder sammen på klodekroppen og på alt, der eksisterer på dens overflade.

I denne sammenhæng taler Martinus om tre slags "tyngdekraft" (10): Makrokosmisk (fx jordkloden og andre kloders tyngdekraft), mellemkosmisk (den tyngdekraft der er betingelsen for at vores type af fysiske organismer kan eksistere) og mikrokosmisk (betingelsen for vore mikroindividers eksistens på det fysiske plan). Vi ved, at når vor organisme er blevet til et lig går den langsomt sin opløsning i møde. Den automatisk fungerende tyngdekraft (og også den mikrokosmiske) rinder ud, og set fra "materiens side" betyder det tab af fysisk masse. Efterhånden resterer kun mineralmaterien (skelettet) og til sidst dematerialiseres også denne.

Også en klodeorganisme, der er blevet til et lig, gennemgår i princip samme stadier. Hvis månen, som Martinus hævder (se citatet ovenfor), engang har været en levende planet uafhængig af jorden, er det heller ikke så svært at forestille sig, at dens tyngdekraft dengang var af en lidt anderledes beskaffenhed end i dag.

Nu står begrebet "tyngdekraft" jo – ifølge Newton og den klassiske fysik – i en vis relation til begreberne "masse" og "afstand". En relation der går ud på, at himmellegemer tiltrækker hinanden med en kraft svarende til deres masse og som mindskes med kvadratet på afstanden. Hvis månen engang har haft en større tyngdekraft, må den følgelig også have haft en større masse. Her kan man også regne med, at månen ved at komme så tæt på jorden (og eventuelt også andre kloder, inden den blev jordens drabant) kan have mistet en del af sin fysiske masse. Ifølge Newton betyder det altså mistet tyngdekraft. At månen i dag ikke har en tyngdekraft, der kan fastholde en atmosfære eller vand, betyder altså nødvendigvis ikke, at det altid har været sådan. Måske er de sparsomme vandrester i frossen form, som forskerne er kommet på sporet af, de sidste resterende tegn eller beviser på dette? En slags frosne klodeblodspor i måneånden eller rettere sagt månestøvet?

At vi endnu ikke rigtigt kan opfatte det, skyldes ikke at universet eller verdensaltet er "dødt" – det skyldes, at vi ikke rigtigt er levende, dvs. at vores mentalitet endnu ikke er gjort levende i kosmisk forstand. Derfor – som en rumforsker for nylig sagde i et TV-program – "fortsætter søgningen efter intelligent liv – også på jorden".

Kilder:
1. Livets Bog IV, stk. 1435
2. Illustreret Videnskab 5/92 side 34
3. Bisættelse, kap. 84
4. Illustreret Videnskab 5/92 side 35
5. Livets Bog II, stk. 434
6. Livets Bog II, stk. 420
7. Rumrejser og det fysiske jordmenneske. Kosmos 2/97 side 24
8. Illustreret Videnskab 1/97 side 38
9. Livets Bog II, stk. 378
10. Livets Bog II, stk. 525

Oversættelse: BA