Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det var en smuk stille Sommerdag. Min Vej var faldet igennem Parken, og en Bænk paa en fredelig Plet havde set saa indbydende ud, at jeg ikke havde kunnet modstaa Fristelsen til at slaa mig ned et Øjeblik. Over mig sejlede et Par fnuglette hvide Skyer hen over den blaa Himmel, rundt omkring laa der friske grønne Plæner, og nogle yndefulde Birke lænede sig ud over Kanten af en lille Sø, hvis spejlblanke Overflade samlede Omgivelserne til det skønneste lille Maleri. Jeg sad netop og betragtede det smukke Billede, da et Vindpust kom fejende og med et Slag ødelagde Skønheden, – hvad der et Øjeblik i Forvejen var fuldendt Harmoni, var nu kun et meningsløst Virvar af Farver. De smukke Omgivelser var stadig de samme, men Søens blanke Spejl var brudt, det formaaede ikke længere at gengive Skønheden. Med et lille Suk tænkte jeg paa, hvorledes det ofte gaar os Mennesker paa samme Maade. Vi kan være saa glade og lykkelige, vi ser alt i det skønneste Skær, vi har kun Lyst til at være gode og rare ved vore Omgivelser og det forekommer os saa let at se, at den store Analyse: "Alt er saare godt" er Udtryk for den højeste Sandhed. Men netop som alt ser mest lyst og venligt ud, sender Livet et af sine kolde Pust ind over os, og straks skifter alting Udseende, – hvor man før saa Skønhed og Harmoni, ser man nu Virvar og Uro, alting synes pludselig trist og mørkt, og dog har Verden ikke forandret sig det ringeste, den er, som den altid har været og altid vil være, det er kun os selv, der er blevet ude af Stand til at se den, som den er.

Men medens Søen nødvendigvis maa lade sin Overflades Udseende bestemme af ydre Virkninger, er vi til en vis Grad selv Herre over, hvor megen Uro vi vil tillade de kolde Vinde at skabe. Hvis vi udelukkende giver os vore Følelsesstrømninger i Vold, vil det Billede, vi har af vore Omgivelser, ustandseligt skifte, enhver Impuls, der kommer udefra, vil, hvad enten den er mørk eller lys, faa Lov til at sætte sit Præg paa vor Sjæls Spejlflade, vi vil finde, at Livet er gaadefuldt og uberegneligt, medens det i Virkeligheden er os selv, det er galt med. Men hvis vi har Villien til at sætte noget ind derpaa, er vi i Stand til at gøre uendelig meget for at udvikle vor Evne til at være rolige og ligevægtige. Hvis vi vil gøre os den Ulejlighed at trænge ind i den Viden, Martinus beriger os med, i Stedet for blot at betragte den som et interessant Studie, der ikke kommer vort indre Liv ved, vil vi opdage, at han har givet os Anvisning paa, hvorledes vi bedst skal gyde Olie paa de oprørte Vande. Vi lærer om de seks Grundenergier, hvoraf hver enkelt er i Stand til at binde den underliggende. Hvad er da mere naturligt end at forsøge at omsætte denne Viden i Praksis. Naar vore Følelser er ved at tage Magten fra os, er der ikke anden Udvej, end at forsøge at binde de løbske Kræfter med den højereliggende Energi, Intelligensen. Det er jo egentlig det samme, man giver Udtryk for, naar man siger til hidsige Mennesker: "Tæl til tyve". Det er jo ikke, fordi man tror, at selve den Handling at tælle til tyve vil have en magisk Indvirkning paa dem, der vil faa dem til at glemme deres Hidsighed, men fordi man haaber, at hvis de er i Stand til at gøre en lille Pavse, vil deres sunde Fornuft gøre sig gældende, de vil faa Tid til at tænke sig saa meget om, at de indser, de ikke gør Sagen bedre ved at nedværdige sig til Hidsighedsudbrud.

Men det samme, der gør sig gældende, naar der er Tale om Hidsighed – og det er forhaabentlig noget, de fleste af os er kommet saa nogenlunde bort fra –, gør sig ogsaa gældende paa saa mange andre Omraader. Det er saa let at lade sig rive med af sine Følelser, at lade sig forlede til Begejstring eller til Mistro og Fordømmelse af en Sag. Men Livet lader ikke en eneste ukorrekt Handling eller Væremaade gaa upaatalt hen, atter og atter tvinges vi til at indrømme, at vort Syn paa Tingene var for forhastet, var alt for meget præget af tilfældige Følelser, i Stedet for at være Udtryk for et klart og roligt Overblik. Selvfølgelig er det langtfra nogen let Opgave, at tvinge sig selv til altid at tænke en Sag rolig og nøgtern igennem, inden man træffer sine Beslutninger, meget ofte er Følelserne, der behersker en, saa stærke, at de har Held til at kvæle de smaa fornuftige Tanker, der gør deres Bedste, for at gøre deres svage Røst gældende. Men naar det først begynder at gaa op for en, hvor meget man vinder ved at lade Fornuften tale med, vil det efterhaanden blive til en Vane at lytte til den, og man vænner sig langsomt til aldrig at lade Beslutninger fødes uoverlagt, men at gyde Intelligensens beroligende Olie paa de oprørte Vande, inden man fæster nogen Lid til det Billede, man ser.

Nu maa den megen Tale om at lade Intelligensen raade ikke misforstaas. Der er selvfølgelig ikke Tale om de Mennesker, der ved deres kolde og kyniske Syn paa Livet ødelægger saa megen Glæde ved Tilværelsen for sig selv og deres Omgivelser. Hælder vi for meget Olie paa Vandet, vil det jo kun bevirke, at de smukke Billeder, vi skulde se paa Overfladen, sløres og bliver uklare, og vi er altsaa ikke kommet et Skridt videre, end da vi havde den brudte og urolige Flade at se paa. Det gør sig her som paa mange andre Omraader gældende, at det er den gyldne Middelvej, der er den bedste. Ved at forsøge at følge den, arbejder vi os støt og sikkert frem imod det Maal, der, selv om det synes os langt borte, dog en Dag vil være naaet, nemlig altid at genspejle Omgivelsernes Skønhed klart og tydeligt, eller, sagt med Martinus Ord, vi faar Følelse og Intelligens i Balance, vi tilhører første Kategori.