Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1998/1 side 19
Notitser
Medarbejdere i Klint
38 medarbejdere dukkede op i løbet af vores arbejdsuge i Klint i oktober, og vi fik i store træk udført det, vi havde planlagt.
Hvad mange nok ikke er klar over er, at mere end 170 kom til Klint i løbet af 1997 for at hjælpe til med det praktiske arbejde. Alene i de 7 sommeruger kom 60 frivillige for at hjælpe til i køkkenet og med rengøring, og de fleste af disse har deltaget tidligere år. I tillæg til alle disse kommer så de, som hjælper til med undervisningen som gruppeansvarlige og foredragsholdere.
For de flestes vedkommende gælder det, at drivkraften for at bidrage med sin arbejdskraft er den inspiration, som de har fået gennem studiet af Martinus' analyser.
Vi har behov for alle, som vil hjælpe til, og vi vil gøre opmærksom på, at det er muligt at komme på næsten alle tider af året. Ring og få nærmere info på telefon 59 30 62 81.
Der er lavet en medarbejderbrochure, som er en meget kortfattet udgave af bogen Samarbejdsstrukturen. Brochuren bør læses på forhånd af alle, som ønsker at komme til Klint som medarbejder, og som ikke har læst bogen. Har du ikke brochuren, kan du rekvirere den ved at ringe til Instituttet på tlf. 38 34 62 80.
Erik Bech Olesen
Klintudvalget
Klintudvalget har fået tre nye medlemmer og består nu af følgende personer: Willy Kuijper, Just Møller, Birgit Nielsen (ny), Erik Bech Olesen, Ingolf Plesner, Anne Schepelern (ny), Torben Schæfer, Torben Søe (ny) og Ole Therkelsen. Klintudvalget omfatter alle funktioner i Centret i Klint. Læs mere herom i bogen Samarbejdsstrukturen fra side 66.
Erik Bech Olesen
Tema-uger på forårskurset
Forårskurset i år er igen på fire uger, men som noget nyt vil man i den første uge 3.-9. maj lave et lille undervisningseksperiment med en tema-uge, hvor alle deltagere vil studere det samme emne, den seksuelle polforvandling, på tværs af litteraturen. Dvs. man vælger ikke en enkelt bog som studiemateriale, men finder forskellige steder i litteraturen, hvor emnet er behandlet. Denne uge vil blive ledet af Solveig Langkilde, der i øvrigt fortsætter de næste 3 uger 10. - 30. maj med en studiegruppe i den første halvdel af Livets Bog 5. Derudover vil der blive endnu en tema-uge med Svend Åge Rossen om reinkarnation i ugen 10. - 16. maj. Der har vist sig en vis interesse for at starte op på ny med Livets Bog 1, og Svend Åge Rossen har lovet at læse første halvdel sammen med gruppen fra 17. - 30. maj. Fra den 10. - 30. maj vil der også blive tilbudt tre ugekurser. Først læses bog nr 11 Bønnens Mysterium, dernæst bog nr 15 Ud af mørket og bog nr 16 Reinkarnationprincippet i den sidste uge. Det vides endnu ikke hvor mange grupper, der vil blive lavet, men Erik Bech Olesen, Bertil Ekström og undertegnede står også til rådighed for ugekurserne.
Ole Therkelsen
Hvor er der foredrag og studiekredse:
Oplysninger om alle aktuelle lokale foredrag og studiekredse vedr. Martinus kosmologi i hele landet kan fås ved henvendelse til
Martinus Center
v/ Hans Wittendorff
Mosevej 3, 7323 Give
tlf. 75 80 33 50