Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1998/1 side 18
Evige tanker
 
Der var engang et urstof ...
 
Hvordan opstod det hele? Det er et spørgsmål, som mennesker til alle tider har søgt at finde en forklaring på. Alle kulturer har fortællinger – såkaldte "myter" – og de har for mange været forklaring nok. "I begyndelsen skabte Gud himlen og Jorden – og Jorden var øde og tom, og der var mørke over afgrunden, og Guds ånd svævede over vandene," hedder det i Bibelen.
Det første menneske, der forsøgte at sætte sig ud over myterne og selv danne sig en mening om det hele, var måske en græker, der hed Thales fra Milet. Han levede fra 624-550 f.Kr. Milet var da en blomstrende handelsby, og man kan forestille sig, hvordan omrejsende købmænd mødtes her og fortalte historier om fjerne lande og deres fremmede kulturer. Dette miljø har sikkert været en vældig impuls for tænkning og fantasi, og det blev starten på filosofiens historie i den vestlige verden.
Thales var matematiker, og det fortælles om ham, at han lærte egypterne at måle højden på pyramiderne. En solformørkelse i året 585 f.Kr. kunne han også beregne. Thales gik ud fra, at alting var opstået af vand. Vand var simpelthen det "urstof", som alle stoffer blev skabt af. Hvordan han fik den idé, ved man ikke. Men han har sikkert kunnet iagttage, hvordan vand kunne blive til både is og damp. I disse forandringer så han tegn på, at der var en eller anden form for liv til stede i stofferne, noget som styrede og vejledede dem. – Alt er fyldt med guder, sagde han.
I dag kan vi kun beundre Thales for de tanker, han gjorde sig. Vore dages astrofysikere har svært ved at forestille sig liv på andre kloder, hvis ikke der er vand til stede. Og Darwin fortæller i sin "skabelsesberetning", hvordan livet begyndte i havet og senere gik på land.
Naturvidenskaberne kan ikke beskæftige sig med Thales' teori om, at stoffet er belivet. Men i Martinus' åndsvidenskab/kosmologi er det netop pointen, at det kan man godt. Det er et simpelt spørgsmål om, hvor mange former for videnskab, man magter at række over. Martinus kan kun bekræfte, at stofferne – fx vand – er belivet. Og han kan i øvrigt også bekræfte, at "Guds ånd svæver over vandene". Vand er liv på molekyle-niveau, og verdenshavene, havstrømmene og fordampningen er styret af Jorden selv som et levende makrovæsen. Et urstof finder Martinus også. Det er dog ikke vand, men et mere "luftigt" stof, som han kalder "urbegæret". Men netop parallelt med Thales' (formodede) iagttagelse af vandets omskabelse ser Martinus forklaringen på, at alt stof også er energi. En fjerde tilstandsform (efter dampformen) kalder han "den stråleformige". Derved forstår han tanker, begær og alle mulige hensigter, der – som Thales måske ville sige – styrer og vejleder stoffet. Også naturvidenskaberne kender til stoffets fjerde tilstand, men nøjes (naturligvis) med at kalde den energi.
sh