Kosmos 1998/1 side 14
"Livets egen direkte tale" isprængt et kosmisk glimt
af Knud Højgaard
Erik Gerner Larsson
1907-1973, sekretær for Martinus fra 1929
For nylig læste jeg Erik Gerner Larssons afslutningsartikel "Kære læser!" i Kosmos' årsskrift 1960-61. Gerner bringer en gennemgang af sagens aktiviteter, og han gør sig nogle overvejelser over, hvordan det er at arbejde for Martinus' sag, hvor priviligeret man ret forstået derigennem er. Sluttelig fremhæver han, at Martinus' kosmologi "udgør den største hyldest til og det største defensorat for den Guddoms eksistens, hvis bevidsthed vi gennem disse strålende analyser med digteren har lært at ane "fra støvet til de yderste sole!"".
Hans Vilhelm Kaalund
1818-1885, dansk digter født på Frederiksberg
Da jeg læste Gerners afsluttende citat, erindrede jeg, at jeg mangen en gang på vej til arbejde har passeret en bestemt statue i et lille anlæg ved Frederiksberg Rådhus. Adskillige gange er jeg standset op for at læse den smukke, tankevækkende gravskrift, der er indhugget i statuens sokkel. Det drejer sig om Aksel Hansens statue af fabeldigteren H.V. Kaalund (nogle af os lidt ældre husker vel fra vor børnelæsning hans fabler for børn – originaludgave 1845, med tegninger af J. Th. Lundbye – bl.a. "Den dræbte and" og "Mågen").
Her er gravskriften (gengivet i moderne retskrivning):
for mig blev ikke livet
en ussel parodi,
for mig blev det så kraftig en skole:
jeg aner gennem striden
en evig harmoni,
fra støvet
til de yderste sole
Livets egen direkte tale
Ud over, at gravskriften som digt betragtet efter min mening er yderst vellykket (især kontrasten og det vidtskuende udsyn i de to afslutningslinier, som Gerner citerer, er visuelt overbevisende), udsiger den noget almengyldigt om livet som en skole – eller i Martinus' formulering, at vi belæres af "livets egen direkte tale" (se f.eks. LB 1, stk. 15 og 176). Denne livets tale kan, som Kaalund (og vist vi alle) har erfaret det, kun alt for ofte tage form af en "strid", af modsætninger og konflikter, hvor det kan være svært at bevare troen på harmonien bag striden.
Et kosmisk glimt
Kaalund fik gennem sin digteriske intuition en dyb indsigt, eller som Martinus udtrykker det, et "kosmisk glimt". Se f.eks. LB 1, stk. 199-208, samt småbog 19 (Kosmiske glimt), hvor Martinus side 69-82 giver en letlæst fremstilling af begrebet og, meget tankevækkende, sætter det i relation til princippet om "tærskelens vogtere".
"Glimtet" lod Kaalund ane, at tilværelsen ret beset er meningsfuld, selvom livets skole som nævnt ofte er særdeles "kraftig", så at harmonien tilsyneladende fortrænges af de genvordigheder, man møder i det daglige.
Nogle af "de yderste sole"
"Alt er såre godt"
Vi, der har adgang til Martinus analyser, kan glæde os over, at vort kendskab til analyserne betyder, at vi ikke blot aner, men ved, at der er en "evig harmoni" i universet, "fra støvet til de yderste sole".
Martinus formulerer det sådan, at "alt er såre godt". Måske ikke det udsagn af Martinus, der er lettest umiddelbart at tage til sig, men så har vi heldigvis analyserne, så vi kan følge Martinus' begrundelser. I LB 3, stk. 762, redegør Martinus for, at udsagnet "alt er såre godt" ligefrem er et af livets grundfacitter, jf. symbol nr. 11 Livsmysteriets løsning i LB 3.
Ja, vi er, som Erik Gerner Larsson formulerede det, privilegerede ved at have adgang/kendskab til Martinus' livsstyrkende ord.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige