Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er en af disse stille Aftener, hvor Sommer og Efteraar gaar op i hinanden i en Stemning, der slet ikke lader sig beskrive. Der er endnu lidt af Sommerens Varme tilbage, og samtidig har vi Efteraarets høje, klare Luft, med den skarpe – lidt krydrede – Duft, som renser hele Organismen ud, og synes at fylde en med Livskraft. Svaler og Viber samler sig i Flokke for at forberede sig til den store Rejse til mildere Egne, og de lange Aftener har holdt deres Indtog.

Og ligesom Markens Planter har travlt med at faa kastet deres Frø, eller faa samlet Næring til en kommende Vinter i deres Rodknolde, og saaledes trække sig tilbage fra de ydre Livsfunktioner, saaledes begynder Menneskene ogsaa at blive trætte af det meget Friluftsliv. Fra at være optaget af Naturen og alle dens Adspredelser i Form af Badning, Spadsereture o.s.v., drejer Interesserne sig ganske langsomt "indefter"; man begynder at finde de Bøger frem, som man har skullet haft læst hele Sommeren, og i Modsætning til de tidligere Forsøg med at "komme igennem dem", som altid er endt med et Ugeblad eller anden let Lekture, saa finder man nu Glæde i at have noget at studere. De aandelige Centre i Bevidstheden, som har hvilet hele Sommeren, eller i hvert Fald kun har fungeret til Husbehov, vaagner ganske langsomt til Live, og stiller Krav om Næring.

I sin første Glæde over atter at være i Stand til virkelig at faa noget "ud af" det man læser, forsyner man sig den første Regnvejrsaften med en fire-fem Bøger med et Indhold, der i Lødighed betydelig overgaar, hvad man i Sommerens Løb har været i Stand til at konsumere, og opdager saa til sin store – og lidt ubehagelige – Forbavselse, at det slet ikke gaar saa let med at "fortære" dem, som man havde ventet. Man havde i Aanden set sig selv sidde fordybet i Studier, med Panden lagt i passende Tænker-Rynker, og derefter rejse sig fra Lænestolen, beriget med en Mængde Viden, der gjorde, at man nu var i Stand til at forklare ethvert Problem, til at skrive alle de Artikler, det skulde være, om alle tænkelige Emner, kort sagt, man havde ventet, selvom man – end ikke for sig selv – havde vovet at udtrykke det i klare Tanker, at man var blevet ikke saa lidt i Retning af et Geni.

Saadan gik det altsaa imidlertid ikke, og i første Omgang er man lidt fortørnet derover. Hvad man egentlig er fortørnet over, gør man sig ikke klart; om det nu er ens egen Dumhed, eller det er Stoffets Uvilje mod at lade sig forstaa. – Nok om det, Bøgerne faar Lov at hvile et Par Dage – til Straf! Men Begæret efter Viden lader sig ikke saa let slaa til Taals, og det ender med, at man atter tager fat. Man vil saa ret hurtigt opdage, at dette, at læse Bøger, kan gøres paa forskellige Maader, og at det Udbytte, man har deraf, i højeste Grad afhænger af Maaden man anvender.

Der er f. Eks. Mennesker, der læser Bøger, for senere i Samtaler med andre at kunne indflette Citater og saaledes dokumentere deres høje intellektuelle Stade; i saadanne Tilfælde er det nok saa meget Formen, der er blevet hængende, som det virkelig er Forstaaelsen af de Tanker, Værket rummer. Dette vil som Regel ogsaa ret hurtigt afsløre sig, hvis man forsøger at faa disse Mennesker til nærmere at uddybe de Tanker, de igennem Citaterne giver Udtryk for.

Saa er der Mennesker, der læser paa den Maade, at de hver Aften skal "igennem" saa og saa mange Sider, og naar det er naaet, lægger de veltilfreds Bogen bort, med en Følelse af, at nu "har de læst deres Lektie", uden at overveje med sig selv, hvorledes Udbyttet har været, om de har lært noget.

De vil let se, at disse Maader at læse Bøger paa ikke saa meget er dikteret af et Krav om Viden, som af et Ønske om i andres Øjne at staa som et højt begavet og meget belæst Menneske. For den virkelige sandhedssøgende, for den, der virkelig ønsker Viden, ikke for at kunne imponere andre dermed, men for at kunne komme til en bedre Forstaaelse af sig selv og sin egen Skæbne, nytter det ikke kun at læse "Bogstaverne", man maa trænge om bag Formen og faa fat i de Tanker, der ligger bagved.

Hvordan man lettest gør det –, ja det vil naturligvis altid være noget individuelt. Det er først og fremmest afhængig af det Erfaringsmateriale, den enkelte i Forvejen sidder inde med, idet teoretisk Undervisning jo netop er at analysere som en Organisation af allerede eksisterende Viden. Men derudover kan man, synes det mig, ved sin Maade at læse paa, lette sig Arbejdet med at forstaa det læste en hel Del. Jeg underforstaar, at der hele Tiden er Tale om Læsning af belærende og opdragende Karakter.

Først og fremmest er det af Betydning, at man mentalt set er i Balance. Det almindelige Menneskes Koncentrationsevne er endnu saa ringe, at den ikke, eller i hvert Fald kun i ringe Grad, formaar at overvinde de ydre Begivenheders Indvirken paa Bevidstheden. Prøv bare paa selv at undersøge det; i hvor lang Tid er De i Stand til at forfølge een bestemt Tankerække? De vil ret hurtigt opdage, at en Mængde ligegyldige Tanker krydser ind derover, og afleder Opmærksomheden. Derfor skal man heller ikke tvinge sig selv til at læse, naar der er Tale om Stof som her omtalt, men vente til Bevidstheden selv kræver Næring. Man kan nemlig ikke arbejde med aandsvidenskabelige Problemer, uden før eller senere at faa Brug for den teoretiske Vejledning, man kan hente sig i Bøgernes Verden.

Mange indvender saa, at de "husker saa daarligt", saa at de, inden der er gaaet ret lang Tid, "fuldkommen har glemt alt, hvad de læste!" Det er imidlertid en Illusion hos disse Mennesker; thi selvom man maaske ikke er i Stand til at erindre sig den nøjagtige Ordlyd af en Artikel, saa vil man ved Læsningen af den have beriget sig med en Viden, det være sig stor eller liden, som ikke kan undgaa at præge Bevidstheden.

Hvad man ogsaa tit bliver udsat for, naar man har læst en Bog eller Artikel, er dette, at skønt man, medens Læsningen stod paa, saa udmærket var i Stand til at følge Forfatterens Tankerække, saa kan det ofte senere, naar man overfor andre ønsker at anvende den erhvervede Viden til at forklare et Problem, vise sig, at man ikke har tilegnet den paagældende Analyse.

Det skyldes ikke, at man, som nævnt i det foregaaende, har villet sluge den paagældende Bog for at kunne "pynte sig med laante Fjer", men derimod, at Bevidstheden ikke har faaet Lejlighed til at "fordøje" den Føde, der er blevet tilført den.

Den dybere Mening med den teoretisk erhvervede Viden er jo, at man ved Hjælp af den kan blive saa meget klar over sig selv, at man kan hjælpe sine Medmennesker. Prøv derfor, naar De har studeret et eller andet Problem i en Bog, at lade Tankerne faa Lejlighed til at sætte sig; forsøg at omdanne den erhvervede Viden i Deres Bevidsthed, saa at De kan udtrykke den i en lille Essay eller Artikel. De vil da opdage, at det senere vil falde Dem meget lettere at anvende denne Viden i Samtaler med andre, og De vil derigennem faa en glimrende Maalestok for, hvor lidt eller hvor meget De har formaaet at uddrage deraf.

Er man først begyndt at rejse i Bøgernes Verden, vil man opdage, at man her har fundet et Rige med Landskaber af saa underholdende og afvekslende Karakter, at man, naar man lader sine Oplevelser derfra arbejde Haand i Haand med Dagliglivets Erfaringer, vil være rustet til at tage Kampen op med de fleste af de Problemer, der møder os paa vor Vej, og tillige af og til være i Stand til at række en og anden en hjælpende Haand.