Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

– et forsøg på en åndelig 'statusopgørelse'

 

Når man gennem mange år har studeret Martinus kosmologi og sat sig relativt grundigt ind i de kosmiske analyser, vil det efter min mening være godt engang imellem at gøre status over sit eget personlige forhold til analyserne.

Der ligger i henhold til min egen erfaring en vis risiko for, at den årelange fortrolighed med de omfattende kosmiske analyser og facitter kan medføre, at man 'glemmer' sit eget personlige udgangspunkt og 'ståsted'. Og man identificerer måske derfor sig selv med den kosmiske indsigt og viden i større grad, end der reelt er belæg for at gøre.

Når man som 'åndeligt sulten' første gang møder de kosmiske analysers optimistiske livssyn og storslåede verdensbillede, tror jeg, at mange har følt eller oplevet det som lidt i retning af en 'åbenbaring', og som om ens egne 'vinger' foldede sig ud, og man med Martinus ved hånden steg op imod de uendelige himmelske højder.

Men mange kosmologistuderende har formentlig i lighed med mig nok også oplevet det dybe 'fald' fra 'tinderne', når en 'uforstående' slægtning, ven eller bekendt stillede sig undrende og skeptisk over for ens 'himmelflugt', og tillod sig at komme med helt jordnære indvendinger mod de kosmiske analyser og facitter.

Det dybe 'fald' kunne dog måske nok være undgået, hvis man vel at mærke ikke havde 'overhørt' Martinus' gentagne advarsel, udtrykt gennem de bibelske ord: "Den, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder!" Eller med andre ord: Interessen og begejstringen for de kosmiske analyser er ikke i sig selv udtryk for en høj personlig åndelig-moralsk standard. Og slet ikke nogen garanti for, at andre også deler ens syn på analyserne.

Mange 'medstuderende' har formodentlig også oplevet egen skuffende utilstrækkelighed, når det drejer sig om forsøg på at efterleve de 'indlysende' rigtige kosmiske vejledninger. Den gode vilje er godt nok til stede, men evnen mangler. Og situationen bringer måske Paulus' pessimistiske konstatering i erindring: "Det gode, jeg vil, gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg!" (Man behøver i øvrigt kun at lytte til sin personlige "slibesten", undskyld ægtefælle, for at erfare 'sandheden' om sin egen åndelig-moralske habitus!) Men også i dette tilfælde er der et godt råd at hente hos Martinus. Han maner nemlig til ydmyghed og tålmodighed, og fremhæver gang på gang som et faktum, at åndelig-moralsk 'forbedring' ikke er et spørgsmål om vilje, men om evne. Og evne er igen et spørgsmål om øvelse og træning. Men vel at mærke øvelse og træning, som det kan tage flere eller mange inkarnationer at lære, førend det ønskede resultat opnås.

Men med tålmodighed mener Martinus dog ikke en opfordring til at lade stå til og bare overlade sin åndelig-moralske vækst til skæbnebestemte omstændigheder. For uden viljen til at øve sig i at gøre det gode, man gerne vil, men endnu ikke evner, og til at modstå tilbøjeligheden til at gøre det onde, man gerne vil undlade at gøre, sker der ingen etisk-moralsk udvikling i ens personlige liv.

 

 

Der er endnu en forståelig 'fristelse', som den kosmologistuderende 'nybegynder' kan falde for, og det er at bruge de kosmiske analyser som udviklingsmæssig og moralsk 'målestok' på sine medmennesker. Men også her advarer Martinus den velmenende, men måske ubevidst selvretfærdige 'studerende'. Det sker bl.a. med henvisning til Jesu-ordene, som omskrevet lyder sådan: "Pas på, at du ikke kun ser din næstes småfejl, men samtidig er 'blind' for dine egne store fejl!" Derfor: "Lad være med at dømme, for med den dom, du dømmer og måler andre, skal du selv dømmes og måles!" Nemlig af skæbneloven, som betinger et lige forhold mellem karakteren og kvaliteten af den etisk-moralske væremåde og det faktiske skæbneforløb.

Det ovenfor stående er et forsøg på en slags status over den faktiske personlige åndelig-moralske habitus, fri for ønsketænkning og uden påtaget attitude. Men der kan måske også være grund til at gøre status over sin egen faktiske personlige erfaring og viden, og ikke den viden, som skyldes de kosmiske analyser. Den sidstnævnte viden er i sine dybere aspekter baseret på Martinus' kosmiske indsigt, som formentlig de fleste af os 'studerende' i bedste fald kun har kendskab til, og vel også en større eller mindre forståelse af. Men det er og bliver Martinus' indsigt og viden.

Det kan naturligvis ikke helt udelukkes, at nogle kosmologistuderende måske har haft og har personlige åndelige oplevelser, og har gjort ekstrasensoriske (ESP) erfaringer, som eventuelt kan underbygge og bekræfte den viden og indsigt, der skyldes Martinus kosmiske analyser. Det er imidlertid vigtigt af hensyn til ens egen åndelige integritet, at man til stadighed skelner klart mellem, hvad der er Martinus' erfaringer og indsigt, og hvad man selv har erfaret og mener at vide.

I og med en sådan statusopgørelse over sin egen personlige moralske habitus og sine erfaringer og faktiske viden, tjener man både Martinus' sag og sig selv bedst. Også selvom 'statusopgørelsen' måske ikke i alle tilfælde vil være smigrende for den personlige forfængelighed.

Det er i øvrigt også vigtigt, at man i forholdet til de kosmiske analyser søger at bevare sin sagligt kritiske sans og selvstændige dømmekraft. En holdning, som ikke mindst Martinus selv opfordrer den interesserede og studerende af hans kosmologi til at indtage. Han så helst, at de mennesker der beskæftigede sig med hans analyser, kunne tænke og vurdere selv. Det var jo ikke troen, han havde til formål at fremme, men derimod intelligensmæssig logisk analyse og viden om livets bærende åndelige love og principper.

Men aller vigtigst for Martinus var det dog, at kendskabet til hans analyser gerne skulle medvirke til at fremme vores indbyrdes forståelse, hensyntagen, overbærenhed, venskab og uselviske kærlighed til hinanden. Dog ikke forstået på den måde, at vi hver især skal vente på, at de andre vil være og gøre imod os, som vi gerne vil være og gøre mod dem. Men tværtimod sådan, at vi hver især skal være og gøre imod de andre, som vi ønsker, at de ville være og gøre mod os.

Og det er jo lige præcis i det sidstnævnte, at vanskeligheden ligger. Nemlig fordi den gode vilje ikke strækker til, hvis ikke også evnen er til stede. Denne sidste er det jo, at formentlig de allerfleste af os – kosmologistuderende eller ej – har god brug for ufortøvet og til stadighed at øve og træne sig i.

Og det vil jeg så derfor fortsat gøre!