Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En læser skriver: Når man ifølge Martinus "ikke kan lide uret", hvordan kan det så lade sig gøre, at vore husdyr som grise, køer og kyllinger skal lide en så grusom skæbne som den, vi byder dem i vores kødproduktion. Man skulle ikke tro, at de kan udvikle sig i et sådant unaturligt liv, fastbundet eller indespærret. Og som "grøntspisere" kan de vel ikke have karma tilgode?

SVAR: For at forstå dette må vi bevæge os op på et langt højere "udsigtspunkt" end vi er vant til. Vi opfatter kun disse dyr som køer, grise eller kyllinger. Men prøv at se dem som åndelige væsener, der har oplevet utallige inkarnationer: Op gennem planteriget, via kødædende planter frem til laverestående dyr, via både rovdyrstadier og som byttedyr er de nu nået frem til pattedyrstadiet. Men ønsker vi så virkelig, at de skal blive stående der til evig tid? Nej, Guddommens skaberværk har helt andre mål.

I Det Evige Verdensbillede bind 4, stk. 38.2 skriver Martinus: "På dyrets stadium må det i en vis periode leve af planteføde og i en anden periode leve af animalsk føde. Vi udtrykker henholdsvis disse to væsensarter som "planteædende dyr" og "kødædende dyr". Dette, at væsenet kommer til at gennemgå disse to ernæringsformer, er baseret på en skæbneregulering fra en tidligere udviklingsepoke og ligeledes som en nødvendighed i denne væsenets dyriske, dræbende epoke. Det betyder altså kun, at de planteædende dyr senere vil komme ind i en kødædende tilstand, mens de kødædende dyr senere vil komme ind i en vegetabilsk ernæringstilstand. Disse to ernæringsepoker udlignes eller færdiggøres i den del af dyreriget, hvor væsenerne udgør de ufærdige mennesker."

Her peger Martinus altså på, at dyrene, – på samme måde som vi selv – er på en lang, lang rejse gennem "rigerne", som jo er bevidsthedstilstande.

Men er der så virkelig tale om karma som drivkraften på denne rejse? Martinus svarer: "Ja, det er karma alt sammen, der kan overhovedet ikke finde noget sted, som ikke er karma. Så kan man måske sige, hvilken karma dyrene kan have skabt sig. De planteædende dyr har da ikke lavet nogen karma. Det har de i allerhøjeste grad, men vi må her se tilbage til den tidligere spiral. I hver spiral bliver der et overskud i karmaområdet, som væsenerne ikke kommer til at betale, fordi de får deres såkaldte "syndernes forladelse". Når vi når frem til et stadium, hvor vi ikke gør fejltagelser mere, hvor vi ikke mere begår "synd", får vi forladelse, dvs. vi får ingen gengældelse, men karmaen eksisterer stadig. For at væsenerne kan komme i gang igen i den nye spiral, for at fx planterne kan komme til at opleve den skæbne, de får i den nye spiral, må de have en karma, og denne karma får de fra den forrige spiral. Det er ikke en særlig stor lidelseskarma, men det er nok til, at de kan komme i gang igen i den nye spiral. Hvis det ikke var sådan, kunne bevidstheden ikke dannes, og væsenerne kunne ikke komme i gang igen i den nye spiral". (Kosmos nr. 6/1983, som kan købes på Instituttet).

Foruden de nævnte steder kan man læse mere om dyrenes skæbne og udvikling i den lille bog nr. 14: Bevidsthedens Skabelse, kapitel 11-12.