Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Omkring 230 kosmologiinteresserede var taget til mindedag i Klint lørdag den 9. august. Atmosfæren var kærlig og varm ligesom vejret, der sneg sig op på de 30 grader.

Der var gæster fra mange lande i Europa og fra Australien, Argentina, Mexico og Kina.

Og som Ole Therkelsen også kom ind på i sin velkomsttale, vil Martinus Mindedag måske udvikle sig til at blive en international kongres. Han nævnte også, at Martinus selv regnede Sagens fødselsdag den 24. marts for at være den vigtigste og kom ind på, hvordan Martinus havde gennemgået den store fødsel ved først at opleve "den hvide ilddåb" og nogle dage senere "den gyldne ilddåb". Ved den hvide ilddåb oplevede Martinus, at en Kristusskikkelse gik ind i hans egen krop, hvorfra der udgik en lyskegle, i hvilken jorden drejede rundt. Først senere forstod Martinus, at dette betød, at han skulle blive en verdenslærer, der skulle videnskabeliggøre kristendommen.

Ved den gyldne ilddåb oplevede Martinus, hvordan værelset, huset, hans krop, alt forsvandt, og han befandt sig i guldglorien og oplevede, hvordan disse guldtråde umærkeligt fortonede sig i evigheden eller stilheden. Denne livets højeste oplevelse, at opleve foreningen med guldglorien, var uden tvivl Martinus' største oplevelse, og det var gribende for tilhørerne at mærke, hvordan Martinus blev dybt bevæget og rørt ved at tænke tilbage på denne oplevelse.

Som repræsentant for Rådet talte Eigil Kristensen om det forløbne år, og hvilke opgaver Rådet havde taget sig af. Som det vigtigste i denne forbindelse blev Martinus Institut delt op i 2 fonde, IDEAL- og AKTIVITETS-fonden, hvoraf den sidste er erhvervsdrivende. Han sagde, at der igennem en årrække, i samarbejde med Instituttets revisor, var blevet arbejdet på at skabe en økonomisk struktur, som på bedst mulig måde kan varetage Sagens interesser og ligeledes anvende de økonomiske bidrag fra de mange interesserede på den mest hensigtsmæssige måde. Martinus Institut kan nu lettere forvalte økonomien og fremme aktivitetsniveauet. Eigil Kristensen kom ind på Sagens vækst, og for dem der mener, at denne går uendelig langsom, mindede han om, at det sidste bind af Livets Bog først udkom i 1960 og kun på dansk. Han kom ind på Instituttets rolle i udbredelsen af Martinus kosmologi, og betonede, at en af de helt store opgaver fremover er at få oversat til så mange sprog som muligt. Selve Sagens vækst hænger sammen med de enkelte menneskers moralske og åndelige udvikling, og overordnet set mente han, at udbredelsen af Martinus analyser ikke er styret af Martinus Institut, men af Forsynet. Ligeledes talte han om vigtigheden af, hvad de enkelte interesserede gør for Sagen, og på Rådets vegne takkede han for det arbejde, så mange allerede har gjort. Hvad oversættelser angår, skrider arbejdet stadig fremad, og inden for det sidste år er der oversat bøger på engelsk, ungarsk, fransk, spansk, tysk og esperanto.

Eigil Kristensen sluttede af med at snakke om Kosmos, som i øjeblikket er et lille tidsskrift, men som med tiden vil blive internationalt. I år er der blevet anvendt ny layoutteknik på bladet, og fremtidsplanerne er et større format og mere stof, og som det allersidste takkede han endnu engang på Rådets vegne samtlige medarbejdere og alle dem, der støtter Sagen økonomisk.

 

 

I et lille pusterum leverede Gerda Harbom dejlig musik. På flygel spillede hun to stykker. Det første, Liebestraum af Franz Lieszt, og det sidste Fantasie- impromptu af Chopin.

Lige inden pausen talte museumsdirektøren fra Sindal, Jan Marsfeldt, om det kulturelle kvantespring i en verden af snemænd. Han fortalte om, hvordan det havde været at komme til Sindal fra Østerbro i København. En religiøs vegetar der troede på, at jordkloden var et levende væsen, var ikke ligefrem et rygte, man vandt respekt ved i Vendsyssel. Men på trods af lidt tilvænningsproblemer er pasningen af museet, som nu har stået på i 3 år, en daglig glæde og inspiration. Midt i sin beretning viste Jan Marsfeldt os nogle smukke billeder fra Sindal og omegn.

Jan talte også om besøgstallene i Moskildvad, der endnu ikke udgør en trussel mod kunstmuseet i Louisiana og kom samtidig ind på det tilbagevendende spørgsmål om, hvordan kosmologien bedst synliggøres. På en sjov og underfundig måde fortalte han også om, hvordan vi nu befinder os i den kosmiske vinterzone. Han brugte snemanden som symbol på nutidens mennesker og skildrede den forvandling, der vil komme til at ske. Vejret er ved at skifte hen imod det lunere. Foråret er ved at indfinde sig. Solen er ved at få mere magt, og vores dage som snemænd er ved at være talte.

Efter pausen blev der vist en lille film om indvielsen af Martinus' barndomshjem. Sam Zinglersen er årsag til, at Moskildvad er blevet bevaret, og at det nu er et fint museum.

Herefter havde udenlandske gæster ordet.

Artilio fra Argentina underviser i esperanto. Han har i de sidste 10 år undervist i ikke mindre end 60 forskellige lande. Der er mange grunde til, at han har valgt at arbejde med esperanto, men en af grundende er, at han tror, at det kan føre til en bedre verden, hvis alle mennesker kan kommunikere på det samme sprog.

Ernesto fra Mexico var nummer to i rækken af udenlandske gæster. Han beskrev de skæbnemæssige årsager til, at han er i Danmark i dag og om sit møde med Stefan Perneborg.

Tibor fra Ungarn fortalte også om sit møde med kosmologien, og han beskrev sit oversættelsesarbejde, og han vil meget gerne oversætte Det Evige Verdensbillede til ungarsk. Det sidste år er Den længst levende afgud og nogle enkelte numre af Kosmos blevet udgivet.

Rosalia fra Rusland var den sidste udenlandske gæst. Hun fortalte lidt om sin baggrund og sit liv i Rusland og sin dybe taknemlighed over at kende kosmologien.

Til slut viste Erik Grevelund en videofilm fra 1974, som han selv havde optaget. Den viser Martinus holde tale ved sin 84-årige fødselsdag. Det var både inspirerende og bevægende at høre og se Martinus i denne sjældne og historiske film.

Ole Therkelsen takkede af for sæsonen og sagde, ligesom Mogens Møller plejede at gøre, at dette havde været den hidtil bedste sæson.