Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi vil endnu engang se tilbage paa mine to Forfølgeres Angreb. De udtrykte altsaa ikke nogen som helst Form for Næstekærlighed. De udtrykte ikke nogen Tendens til at ønske "Syndsforladelse" for mig. Der var ikke det allermindste Forsøg paa at "vende den højre Kind til o.s.v.", men derimod en Hundrede Procents Tendens til at dømme mig til "evig Fortabelse", til "Helvedes Ild" eller den værste Pinsel, der overhovedet kan udtænkes i en Jordmenneskehjerne og i Tilgift "le sig fordærvet" over denne min Tilstand. Og hele dette Væsen har de udtrykt i "Kristendommen"s Navn. Men en "Kristendom", der giver sig Udslag gennem saadanne Udtryk, er ikke nogen "Kristendom", hvilket igen vil sige, at den ikke er Udtryk for nogen: virkelig Kærlighed til "Alkærligheden"s Guddom, thi i saa Fald vilde de have udtrykt Glæde ved at være i "hans Billede efter hans Lignelse". De vilde have elsket de Forskrifter, som denne Guddom gennem Jesus og andre store Vise har ladet komme til Udtryk i Biblen, der jo er deres egen hellige Bog.

Hvad er det da for en Gudsdyrkelse, disse Mennesker repræsenterer? Hvem er det, de i Virkeligheden dyrker? - At de dyrker noget, kan man slet ikke komme uden om. De har med overdaadig Tydelighed givet til Kende, at de var meget indigneret over min Eksistens. Men da al Irritation i sin dybeste Analyse er en Selvopholdelsesenergi, hvilket vil sige, at den er et Led i den dyriske Selvopholdelsesdrift, bliver det her synligt, at mine Modstanderes Vrede over mig er analogt med Hundens Vrede over Kattens Eksistens. Naar Hunden jager Katten, eller den gøer og forfølger andre Væsener, Dyr og Mennesker, der kommer for nær til dens Herre eller dennes Enemærker, saa skyldes det jo dens Selvopholdelsesdrift. Den søger i sin Forfølgelse enten bevidst eller instinktmæssigt at bevare den for dens egen Eksistens saa nødvendige Herre og dennes Ejendele. Den ser i al Medbejlen til dens Herres Gunst en Underminering af dens egen Tilstand og er som alle andre Dyr bygget til at være en Modstander heraf. Denne Modstand er altsaa det samme som "Selvopholdelsesdriften". Hos Dyret er denne en naturlig Ting, ja, er ligefrem en Dyd. Det vilde jo slet ikke kunne hævde sig foruden. Og i de første primitive Menneskestadier er denne Dyd da ogsaa ligefrem den højeste Form for Gudsdyrkelse. Er det ikke netop denne, der var Kernen i den nordiske Gudelære? - Var det ikke de stærkeste og mest sejrrige, hvilket vil sige de mest dræbende og fysisk magtfulde, der blev udtrykt som "Kæmper" og "Helte"? - Og var det ikke netop disse "Helte", der kom i Datidens Himmerige: "Valhal"? - Den bærende Energi i denne Gudsdyrkelsesform var altsaa i Virkeligheden analog med den Energi, der er dominerende i Pladshundens Mentalitet. Men en Gudsdyrkelse, der er analog med eller udtrykker Pladshundens Mentalitet, kan ikke være en Gudsdyrkelse, der er værdig for "Mennesket i Guds Billede efter hans Lignelse." Og ved at se tilbage paa Menneskehedens Udvikling, bliver vi da ogsaa Vidne til, at disse fortidige Dyder er degenererende og fremtræder for os i Dag under Navne som "Misundelse", "Skinsyge", "Intolerance", "Had" og "Vrede". Disse Bevidsthedsenergier er alle uden Undtagelse befordrende det dræbende Princip, er Energier, uden hvilke det vilde være umuligt at blive særligt kvalificeret til "Valhal". Men i vore Dage har de ikke mere saa god en Klang. Igennem den gængse Kristendom udtrykkes disse fortidige Dyder som rene Mørketendenser, der fører Menneskene lige lukt ind i Nutidens "Helvede" til "Graad og Tænders Gnidsel", og som de derfor maa vænne sig af med for at blive kvalificeret til den ønskede "Salighed". Dog kan man ikke lige pludselig vænne sig af med at være et Dyr, og Menneskene har da ogsaa fundet paa at leve i Troen paa "Syndsforladelse", ligesom de har vænnet sig til at dække en hel Del af disse dyriske Tendensers Udbrud under Begreberne "Hellig Vrede" og "Retfærdig Harme" og derved stimuleret deres Tro paa disse Udbruds "Straffefrihed" og den hermed forbundne Adgang til Kristendommens "Paradis".

Paa Mellemstadiet af Hedenskab og Kristendom har disse Væsener altsaa fundet paa at tilsløre nogle af deres lavere Tendenser, noget af deres endnu ikke overvundne dyriske Natur med en Slags mental Camouflage, saa de faar Skinnet af at være "hellige" eller "retfærdige" og dermed opfyldende de Idealer, som den sande Kristendom stiller som Betingelse for Adgangen til dens "Paradis". Og under denne Camouflage har de nævnte Naturer rigtigt kunnet boltre sig. Her har de rigtigt kunnet faa Luft. Hvor meget Blod er der ikke paa denne Basis, igennem Tiderne, kommet til at flyde? - Hvad var Inkvisitionen med dens frygtelige Tortur og Pinsler andet end dyrisk Had og Forfølgelse, en Slags Selvopholdelsesdrift, et Middel til at bevare det i "Jesu Navn" indvundne pavelige Magtvælde? - Var den ikke et storartet Middel til at bevare Folkets Naivitet og Uvidenhed og dermed faa glimrende Gang i Salget af "Syndsforladelse"? - Ved at stille de høje kristne Idealers øjeblikkelige Overholdelse op som Betingelse for Adgang til "Paradiset", maatte der opstaa en Masseudfoldelse af "Mindreværdskomplekser", thi de dyriske Mennesker kan ikke pludselig opfylde de kristne Idealer, men kan kun med Tiden udvikle sig dertil. Jesu Udtalelse om "Talsmanden den hellige Aand" og de "kommende Slægter" udtrykker dette tydeligt, foruden at selve Livet eller Udviklingen Generation efter Generation gør dette til en mere og mere aabenlys Kendsgerning. Der blev altsaa en overordentlig Jordbund for Skabelsen af Forestillingen "Synd". Men da "Synd" var en Spærring for "Himlen" eller det evige Liv efter Døden, maatte man jo have Forladelse for denne. Og jo mere udbredt og fast denne Forestilling var, desto flere Penge kom der til at klinge i de "syndsforladende" Autoriteters Kasse. Intet Under at man med Band og Baal, Tortur og Henrettelser forfulgte hvad og hvem, der blot i mindste Grad kunde virke underminerende paa denne Guldstrøm eller stille de førnævnte Autoriteters Position i Skygge. Man forstaar derfor ogsaa godt, hvorfor man forbød Menigmand at læse i Biblen. Der staar jo ikke noget i denne om, at det koster Penge at faa "Syndernes Forladelse", eller at nævnte Myndigheder virkeligt sad inde med Magt til at "forlade Synder".

Nævnte Forbud og Tortur var altsaa en Beskyttelsesforanstaltning imod Opdagelse af disse Myndigheders falske Autoritet. Det var et Forsvar for Bevarelsen af den af disse Myndigheder opfundne Berigelsesmetode. Inkvisitionen var altsaa ren og skær Egoisme, hvilket vil sige "Egendyrkelse" camoufleret som Gudsdyrkelse.

Men hvor findes der en Gudsdyrkelse, der ikke er camoufleret "Egendyrkelse"? - Jo, den findes der, hvor der ikke eksisterer nogen som helst Form for de dyriske Selvopholdelsesenergier: Misundelse, Vrede, Had, Intolerance o.s.v., hvilke Energier alle uden Undtagelser jo er "Egendyrkelsen"s ufejlbarlige Kendetegn. Disse kan nemlig aldrig i noget som helst Tilfælde komme til Udløsning uden at være et Forsvar for Positionen af en selv eller det, man elsker, det være sig Væsener eller Ting.

Er det da ikke smukt og ideelt at kæmpe for det, man elsker? - Jo, i Dyreriget er det en Dyd. Vejen til "Valhal" ligger frit banet for alle dem, der er dygtigst til at "kæmpe". Men da at "kæmpe" er det samme som at dræbe, er "Valhal" altsaa Himmeriget for de største - Mordere. Kulminationen af at "kæmpe" for det, man elsker, er saaledes Mord. Men er det smukt at myrde? - Er det jordiske Menneske ikke ved at være paa et Stadium i Udviklingen, hvor saadanne Idealer bliver af tvivlsom Karakter? - En Mand "elsker" at blive rig og dræber alt, hvad der kan være en Hindring for ham i at naa dette, en anden "elsker" sin Næstes Hustru og dræber alt, hvad der hindrer ham i at eje hende, er denne Kamp smuk? - Selvom saadanne "Idealer" saa at sige er almengældende, ja for det førstes Vedkommende i Form af Camouflagen "Forretning" ligefrem er autoriseret, saa kan man ikke sige, at de har Almenhedens udelte Sympati. Og derfor vil den sidste Camouflage af Kampen for at opnaa de materielle Begærs Tilfredsstillelse netop blive - "Gudsdyrkelse." Under denne Maske vil man endnu et langt Stykke Tid kunne dække sin Vrede og Harme henholdsvis under Begreberne "hellig" og "retfærdig". I "Jesu Navn" vil man endnu i stor Udstrækning faa Luft for sine uovervundne dyriske Tendenser. Som "hellige", "frelste" eller "rettroende" vil Tusinder af Mennesker hade og forfølge anderledes tænkende, dømme og bandlyse enhver, der blot i mindste Maade vover at stille deres "religiøse" Position i Tvivl. Var det ikke det, vi lige har set med Inkvisitionen? - Og var Middelalderens Korstoge ikke ogsaa i "Jesu Navn"? - Ja, hvad mener man om selve Jesu Korsfæstelse? - Var den ikke baseret paa et "ypperstepræsteligt" Initiativ? - I "Guds Navn" henrettede man den "formastelige", der vovede at stille de dagældende religiøse Myndigheders Position i Tvivl. I Ly af det ypperstepræstelige Skrud blev man i Stand til at begaa Verdens største Forbrydelse. Man terroriserede og myrdede et moralsk Geni. Man dolkede i Ryggen den Gud, hvis Tjener man foregav at være - altsammen kun for at hytte sit eget Skind.

Og hvad gør man i Dag? - Er det ikke i Kristendommens Navn, den hvide Races Krige bliver ført? - Har man ikke Eksempler paa, at Soldater og Mordvaaben bliver velsignet af dens Præster? - Har man ikke ogsaa Eksempler paa, at andre Racer kalder deres Krige og Overfald paa andre Nationer for "hellige"? -

Og hvad saa med de religiøse Sekter? - Bekriger de ikke hverandre? - Er de to tidligere Angreb paa mig ikke et talende Bevis for saadanne "religiøse"s krigeriske Tendenser? - Var det "Næstekærlighed"? Var det Overholdelse af Budet "Dømmer ikke" o.s.v, der kom til Udtryk gennem dette at "le sig fordærvet" over min formentlige Vildfarelse og den hermed forbundne "evige Fortabelse" af min Sjæl? - Var det ikke Indignation, Vrede, Intolerance? - Var det ikke nøjagtig den samme Aarsag, den samme Energi som ved alle de tidligere nævnte Mørkeudbrud: Korsfæstelsen, Korstoge, Krige og Forfølgelser, der her kom til Udløsning, nemlig: Angsten for sin egen Positions Undergang? Var det ikke det sympatiske Interview, der var anbragt med store Typer paa Forsiden af Egnens førende Avis, der var en Torn i øjnene paa mine to Angribere? - Tror man ikke, det var Angsten for, hvorledes det skulde gaa med deres religiøse Position, hvis Bladet fortsatte sin Venlighed for mig paa denne Maade? - Saa man ikke heri en Underminering af de "hellige"s førende Autoritet der paa Egnen? - Hvis det nye skulde være rigtigt, som i mit Navn blev meddelt, hvad skulde de saa dække deres ubeherskede eller uovervundne egoistiske Tendenser, den Vrede og Harme, de endnu ikke kunde beherske, under? - "Hellig Vrede" og "retfærdig Harme" kunde de jo ikke mere kalde den. Min Fremførelse af Jesu rene Ord og Formaninger stillede jo disse "hellige"s Vrede og Harme altfor meget i Skammekrogen? - Blev deres Disharmoni med Jesu milde Kærlighedslære: "Elsk din Næste som dig selv", - "Vend den højre Kind til naar du bliver slaaet paa den venstre" o.s.v. ikke altfor aabenlyst stillet til Skue? -

Jeg var altsaa farlig. Intet Under at man paa deres Trin blev inkvisitorisk indstillet. Men i vore Dage havde man jo ikke Magt til at brænde mig, men maatte nøjes med at publicere mig som den absolute Aspirant til det varme Sted, hvor alt Haab lades ude.

Haabet om "evig Fortabelse" for alle anderledes tænkende er saaledes den Lerfod, hvorpaa disse Menneskers "kristne" Tabernakkel og Position er baseret. I modsat Fald vilde de jo være gaaet i Jesu Fodspor og baseret deres Himmerige paa det samme urokkelige Fundament som han, nemlig dette at "vende den højre Kind til", da de følte sig slaaet paa den venstre. De vilde have veget meget langt tilbage fra at dømme mig til den forfærdelige Pinsel, som en "evig Fortabelse" udtrykkes at være. De vilde have givet Udtryk for den samme Kærlighed som Abraham, da han sagde til Loth: "Kære, lad der ikke være Strid om vore Græsgange, gaar du til højre, saa gaar jeg til venstre, og gaar du til venstre, gaar jeg til højre". Men de valgte det modsatte. De skyndte sig at benytte det eneste Kampmiddel, de havde til Raadighed, nemlig Adgangen til Publikation af deres Indignation i Form af de to omtalte Indlæg. De forsøgte at aabne en Krig imod mig, som naturligvis kvalte sig selv i Fødslen, da det ikke ligger i min Natur at føre Krig. En aabenlys mental Nedsabling af dem i deres Egns førende Blad er ikke de Metoder, jeg ønsker at anvende. Det er forlængst blevet til Vanebevidsthed hos mig, at betjene mig af Abrahams Princip. Der er "Græsgange" nok for os alle sammen i Tilværelsen.

Vi er saaledes blevet Vidne til, at Menneskenes højeste Fremtræden i Virkeligheden slet og ret kun er en Kamp for Bevarelsen af deres egen Position. Denne Kamp var altsaa et aabenlyst Ideal i Menneskenes tidligere primitive Stadier, men ved Mødet med Kristendommens Idealer, der jo kulminerer i Uselviskhed eller Modsætningen til de fortidige Idealer, blev disse sidste Idealer eller dyriske Tendenser ikke mere en Dyd. Nu blev de mere og mere betragtet som "Synder". Men da man ikke pludselig kan lave sig selv om, og da man ikke vidste, at man havde flere fremtidige fysiske Liv til at udvikle sig i, blev Bekenderne af den begyndende Kristendom jo i stor Udstrækning at betragte som "Syndere". Men da det ligger i det jordiske Menneskes Natur meget gerne at ville beundres, æres og agtes som en "Helt", var det generende stadigt at blive blottet som en "Synder", ligesom det naturligvis ogsaa til Tider kunde virke fortvivlende, aldrig nogen Sinde at kunne komme paa Højde med selve Opfyldelsen af de foreskrevne Kristne Idealer. Paa Basis heraf kom Læren om "Naaden" og "Syndsforladelsen" ind i Verden. Her var virkelig en Udvej, hvorved Lovovertræderen, foruden at undgaa det formentlige truende "Helvede", ogsaa kunde bevare sin kristne "Helteglorie" trods sine "Synder". Med "Syndsforladelsen" blev "Synderen" jo "frelst" fra "Straffen" for "Synderne", og de "Frelste" fik deres Forfængelighed tilfredsstillet i Indbildningen af at være i særlig Yndest hos Guddommen, ja, var ligefrem "Guds udvalgte".

Og saaledes gik det til, at hele denne Hundrede Procents "Egendyrkelse" blev kaldt "Gudsdyrkelse", og at denne "Gudsdyrkelse" endog endte med Prædikatet "Kristendom", skønt Kristendommens Idealer er kulminerende Uselviskhed. Dens store og skønne Sandheder eller Paabud, "Du skal ikke stjæle", "Du skal ikke dræbe", "Dømmer ikke", "Du skal elske din Næste som dig selv" blev tilsidst opfattet som Idealer, der i Virkeligheden kun kunde opfyldes af - Engle eller Guder. Det jordiske Menneske fandt paa Udveje til at komme i "Himlen" uden denne Opfyldelse. Det behøvede blot at "angre" sine "Synder" og "tro paa Jesus", saa blev Opfyldelsen af Idealerne fuldstændigt annullerede. Jesus havde jo en Gang for alle "lidt for vore Synder" og derved blødgjort den "vrede" Gud, saa han har ladet Naade gaa for Ret og blæst Idealernes Opfyldelse et langt Stykke og aabnet "Himlens Porte" for Lovovertræderne. Tyve, Røvere og Mordere maa altsaa nu ligefrem i store Skarer vælte ind ad "Himlens Porte". Men kan "Englene" være tjent med det? - Kan "Himlen"s Beboere være tjent med, at deres Riges skønne Sfærer bliver fyldt med Væsener, der kun kan græde over, at de ikke kan opfylde Idealerne? -

At en Mand græder over et Mord, han har begaaet, kan det være en Garanti for, at han ogsaa vil græde over et Tyveri, han har begaaet? - Hvis ikke saa vil han jo fortsætte med at stjæle i "Himlen".