Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mange af vor tids sygdomme i såvel krop som sjæl viser sig at have biokemiske forløb. Disse forløb ophøjer man set ud fra et materialistisk livssyn til at være selve årsagen til sygdommen. Den naturlige behandlingsstrategi bliver så ved hjælp af medicin at tilføre de stoffer, der mangler eller som kan modvirke den eventuelle overaktivitet der kan være i kroppen. Hvis denne "rationelle" behandlingsform umiddelbart virker og lindrer symptomerne, betegnes den som en succes. De eventuelle bivirkninger, der opstår, prøver man at reducere med fortsat farmakologisk forskning eller ved at tilføre en anden medicin mod bivirkningerne. Set fra et étlivsperspektiv bliver disse behandlingsformer ofte betragtet som det mindste af to onder. Mange mennesker løber hellere risikoen med eventuelle bivirkninger end lader sig plage af deres sygdomssymptomer.

 

 

Hvis vi derimod funderer over og opstiller en arbejdshypotese over mulige årsager ud fra et flerlivsperspektiv, så kan svækkelsen af lungefunktionen fx skyldes at man har været ryger i tidligere liv. Mange har fået astma af at ryge i dette liv. Når denne svækkelse af talentet for opretholdelsen af en sund lungefunktion kombineres med en angst for eller et ønske om ikke at lukke sin aggressivitet ud over for omverden, opstår der en konflikt mellem fordøjelsessystemet og lungeregionen. Dele af fordøjelsessystemet, fx leveren, bliver da måske hæmmet af partikler fra følelsesområdet (hjerte og lunger), mens lungerne bliver belastet af partikler fra tyngdeenergiområdet (fordøjelsesapparatet). Derved svækkes udrensningen af giftstoffer via blodet, der i forvejen har en svækket opmagnetisering p.g.a. ovennævnte, ofte ubevidste, aggressioner plus angsten for den svækkede vejrtrækning. Set ud fra denne hypotese om astmaens årsager bliver behandlingsstrategien jo ikke så lidt anderledes. Udgangspunktet må blive, at man skal normalisere livsmiljøet for de to organområder. Dels ved at skabe et optimalt fysisk miljø i form af ren luft, uforurenede fødevarer samt motion, der aktiverer de pågældende kredsløb og dermed udrensningen, og dels ved at få den psykologiske støtte til at bevidstgøre og ved hjælp af et indre forsoningsarbejde løsne de knuder, der ligger og belaster vort tanke- og følelsesliv og dermed opmagnetiseringen af blodet. For mange med en svækket livskraft kræves der også en åndelig dimension for at prøvelserne giver mening, for at hæve livsmodet og dermed livskraften.

Medicin kan være nødvendig undervejs, men bør benyttes sparsomt, da det sandsynligvis udgør en kemisk belastning for lungerne og dermed forsinker rehabiliteringen af en sund lungefunktion.

Denne langsigtede indstilling medfører opbyggelsen af en sund og alment helsefremmende livsførelse, der har mange positive "bivirkninger". Ved nogle alvorligere sygdomme kan disse forandrings- og normaliseringsprocesser strække sig over flere liv og kræve en enorm tålmodighed af os, men så er der sikkert også mange værdifulde "bivirkninger" i form af fx udvikling af tålmodighed, medfølelse, koncentrationsevne og selvbevidsthed, der høstes undervejs.

Sygdommen får med denne synsmåde rollen som en meningsfuld "motivator" til en mere kærlig livsstil. Den har forvandlet sig fra at være en lidelse, jeg er ramt af, til at være min vejviser.

Set fra et flerlivsperspektiv derimod kan fx en hjertedonation i stedet for på længere sigt vise sig at forøge modtagerens lidelser. Han får ganske vist sin nuværende inkarnation forlænget med nogle år, men følger man konsekvensen af denne behandling resten af hans levetid og ind i kommende liv, vil det sandsynligvis ses, at forudsætningerne for individets sundhed bliver stadigt dårligere. Det fremmede organ foranstalter en betydelig krigstilstand i mikrokosmos hos modtageren i form af immunforsvarets mobilisering for at afstøde denne "indtrænger". Så møder lægevidenskaben i den bedste mening dette med kemisk krigsførelse, der slår immunforsvaret ned – en underminering af immunforsvaret resten af modtagerens levetid. Set fra talentkerneprincippet vil denne underminering givetvis, hvis den fortsætter over længere tid, have svækket immunforsvaret ind i den kommende inkarnation.

Lever man sig desuden ind i organets forlængede liv, må det nok betragtes som en ren ragnaroksoplevelse. Organet er blevet flyttet til en fremmed "planet", en fremmed civilisation, hvor der råder kemisk krig og omfattende miljøødelæggelser. Organets fysiske og psykiske lidelser er her meget omfattende og sætter sikkert sine spor ind i dets fremtidige inkarnationer.

Ved donation af livsvigtige organer går donatorens krop heller ikke sin naturlige død i møde, men afsluttes unaturligt på operationsbordet. Erfaringsvis tyder det også på, at den dødes frigørelse fra den fysiske tilværelse besværliggøres. Flere modtagere af et hjerte eller hjerte og lunger har fortalt, hvordan de efter transplantationen har gennemgået personlighedsforandringer i retning af den afdødes personlighed. I avisen "Aftonbladet" den 20/11-96, beskriver en kvinde, Claire Sylvia, 47 år, at hun fik flere personlighedstræk efter den 18-årige mand, hun havde fået sit nye hjerte og nye lunger fra. Nogle måneder efter operationen drømte hun om en ung mand, der hed T.L. I drømmen kyssede de hinanden intenst, og hun oplevede det som om hele hans krop flød sammen med hendes. Herefter begyndte hendes personlighedsforandring. Tidligere foretrak hun tøj i gult og rosa. Nu skiftede hun sin garderobe til grønt og blåt. Hun fik smag for øl og stegt kylling, hvilket hun før afskyede. Hun begyndte at se på kvinder på en mandlig måde, selvom hun tidligere altid har været rent heteroseksuel. Hun fik også lyst til at rejse til Frankrig. Efter disse forandringer kontaktede hun sin donors familie, der kunne bekræfte, at deres søns yndlingsfarver var grønt og blåt, at han elskede øl og stegt kylling, og at familien var af fransk oprindelse. Sønnens navn var Timothy Lamirande.

Sandsynligvis tramper vi med transplantation af disse livsvigtige organer rundt, "hvor engle ej tør træde". Det der fra et lokalt perspektiv synes logisk og kærligt, kan altså i et større perspektiv vise sig at være ulogisk og direkte ukærligt.

Ser man på menneskets sygdomme og smerter i krop og sjæl fra et flerlivsperspektiv, er de udtryk for, at individet p.g.a. uvidenhed og den deraf følgende fejlagtige livsførelse eller tænkemåde er kommet i konflikt med livets naturlige indhold. Lidelse skyldes altså ikke, at vi har syndet, men den er en nødvendig del af vor udvikling fra dyr til menneske. Via disse problemer udvikler vi os til bevidst at skabe en kærlig relation til vort mikrokosmos og naturen omkring os. Smerten og sygdommen er derfor udtryk for en undervisning med det formål, at vi skal lære at forstå livets love, dvs. hvordan vi bedst kan være til glæde og velsignelse for alt levende.

Hjælperens indsats bliver da primært at støtte den lidende og drage de rette konklusioner af de prøvelser, denne person går igennem. For at kunne opretholde den kontakt, der er nødvendig for at en frugtbar dialog og bearbejdelsen af den aktuelle lidelse vil finde sted, kan det tit være nødvendigt at benytte en smertestillende og symptomlindrende behandling. Denne lindring bør dog ikke være af en sådan art, at man taber kontakten med det egentlige problem, eller mister motivationen til at tage hånd om årsagen. Hvis dette sker, kan den symptomlindring, der gives snarere bibeholde en nedbrydende livsførelse og dermed på længere sigt sænke individet længere ned i lidelsen.

Meningen med vor udvikling er, at vi skal omformes til et menneske i Guds billede, dvs. udvikle samme evne til selvstændig, højintellektuel og kærlig skabelse som naturen og livet selv. Til dette formål kræves, at vor viden om årsag og virkning konstant vokser, og at vor selvstændige skabelse vokser. Karma er altså kosmisk set en kærlig lærers omsorgsfuldt tildelte øvelsesopgaver, der skal give den modstand, der aktiverer befordringen af den menneskelige begavelse, vi dybest set længes efter og beder om at komme i kontakt med. Vi kan ikke undslippe denne vor menneskelige udvikling, hverken via symptomlindrende behandling, organdonation, narkotiske stoffer, selvmord eller mentale forsvarsmekanismer. Livet bliver stående tålmodigt og fast og venter på os. Vi kan ikke flygte fra den undervisning, der er tildelt os. Forsøger jeg i skolen at lade som om jeg har lært den lille tabel uden at kunne den, vil disse mangler afsløres i kommende opgaver. Denne Forsynets eller livets ubøjelighed som lærer er ikke udtryk for manglende medfølelse eller kærlighed, men påviser i stedet vigtigheden af, at vor medfølelse forenes med en intellektuel forståelse for årsag og virkning og for det ubehageliges nødvendige markering af, hvad der er i kontakt med livsloven, og hvad der er i konflikt med den. Smerten er en vejledende instans. Smerten er livets indre vækkeur og indre motivator til forandring og udvikling.

Hvis vort nervesystem ikke fungerer, modtager vi ingen signaler og dermed ingen vejledning om, hvordan vi skal beskytte os mod endnu større farer. De få mennesker, der fødes uden at kunne føle smerte, bliver ikke gamle. Hvis fx blindtarmen brister, kan det ikke mærkes og man får ingen impulser om at søge hjælp. Smerten kan derfor sammenlignes med et autoværn langs vor vej mod lyset. Tænk, hvis autoværnet ikke fandtes. Så ville der være en reel risiko for evig fortabelse.

Begge disse sider rummer sin sandhed. Det er udmærket, at vi drives af et ønske om at hjælpe og gavne. Det er også udmærket, hvis vi ved hjælp af vor forstand kan bedømme, hvornår og hvordan vor indsats er mest passende for ikke at hindre indsigten i den forandring, det ubehagelige vil opfordre til.

Det er, som sagt, en velsignelse, at vi kan give smerte- og symptomlindring for krop og sjæl, når det føles for svært, men hvis det fører til at motivationen til at tage hånd om årsagerne til problemerne forsvinder, kan symptomlindringen mere komme til at virke som et konserveringsmiddel.

Står vi helt uberørte i kulisserne og ser på, mens vor næste lærer af sin lidelse, er risikoen stor for at næsten mister livsmodet og ikke orker at mobilisere kræfter til at prøve at tage ved lære.

Jo mere den indre dialog mellem vor følelse og intelligens modner, desto mere respekt får vi for det enkelte individs egen rejse, og jo mere fintfølende bliver vi i vor støtte.

Vi kan ikke foretage individets rejse, men hvis vi følges ad, bliver det ofte lettere at klare sig igennem de sværere passager.

Når vi åbent og uden skyld eller selvhævdelse kan erkende såvel vore mangler som vore stærke sider, åbnes der mange døre for vor videre vækst.

Hvordan kan vi så opøve vor evne til fortrolig, gensidig dialog? Den primære og afgørende træning får vi i vore daglige relationer. Instinktivt bærer vi dog på megen angst i omgangen med næsten. Vort erfaringskartotek er jo også blevet velforsynet med oplevelser af at blive bedraget, mishandlet og dræbt gennem mange tidligere inkarnationer. For mange har også den nuværende inkarnation budt på et omfattende lidelsesmateriale, der har affødt mistænksomhed mod medmenneskerne. Det er derfor ikke så underligt, at vi indtager en automatisk forsvarsposition og reservation i mødet med hinanden. Det går så let sådan, at vi forpasser muligheden for at åbne op for en fortrolig dialog med de mennesker, der har samme længsel efter at "sænke paraderne" og sammen med vore medmennesker få bearbejdet og optøet de mere sårbare erfaringsområder, vi bærer på. De mennesker og grupper, der har lært at håndtere denne nære og åbne fortrolige dialog, beskriver ofte en lettelse – en befrielse – når man opdager, at man ikke er så anderledes og afvigende i sine følelser og tanker som man troede.

Martinus skriver i LB 3, st. 754 når han fortæller om den telepatiske forbindelse med Guddommen: "Men en sådan telepatisk forbindelse, hvilket vil sige: psykisk tankeoverføring, vil absolut ikke være påkrævet i situationer, hvor vi har rig fysisk adgang til Guddommens sansesæt. Og denne adgang er i langt større udstrækning til stede ved vor fysiske henvendelse til medvæsnerne, end man almindligvis er vante til at antage".

Når vi øver os og lærer at blive fortrolige og åbne i relation til vore medmennesker på en afbalanceret og fintfølende måde, er det jo Guddommen, vi lærer at føre en stadig større fortrolig og intim dialog med. Når vi lærer ydmygt at være opmærksom på vor næstes inderste tanker, så åbnes også en ubeskrivelig kilde til kundskab og referencemateriale til vort eget indre. Vor næste er jo, siger Martinus, Guddommens sanseredskab. Derfor er vore daglige relationer den primære omgangsform med Guddommen. Når denne vor daglige vekselvirkning kommer i harmoni med vor telepatiske forbindelse, så begge kontaktflader præges af et ønske om at tjene og bistå helheden, så vokser vort Gudsforhold intimt og vejledende til øget fælles glæde.

Oversættelse: BA