Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1997/11 side 217
Foto af Finn Bentzen
 
KOMMENTAR TIL ÅRSREGNSKABET FOR 1996
 
Enhver øvelse skaber talentkerner!!!
(Guds skabelse af mennesket)
af Finn Bentzen
 
Det er særligt spændende – dette efterår – efter en lang, smuk, grøn og (for) varm sommer at se tilbage på Instituttets økonomiske og regnskabsmæssige status pr. 31. december 1996.
Der kan i den forbindelse henvises til "Nyt fra Martinus Institut" i Kosmos 8/1997, hvor det meddeles, at Martinus Institut nu er opdelt i to fonde.
Det har været et meget omfattende arbejde, som har stået på i mere end to år. Resultatet må siges at være blevet mere end tilfredsstillende, og jeg kan ikke – i den forbindelse – lade være med at citere Martinus fra Kosmos nr. 1 – 1. årgang – april 1933, hvor Martinus klart tilkendegav, at livets hjul har bevæget sig og fortsat bevæger sig, og at Instituttets virksomhed gennem mere end de 25 år, jeg har haft den glæde at være medarbejder, er vokset sig stor, sund og kærlig. Martinus udtrykker det således:
"Den jordiske menneskehed er nu nået frem til et stadium i sin udvikling, hvor den må lære at forstå, at den guddommelige visdom vælder frem alle vegne."
Den guddommelige undervisning, den guddommelige kærlighed kan alene føre individet fremad mod en forklaret tilværelse eller gøre det til "ét med vejen, sandheden og livet" og således være den basis, på hvilken den nu begyndende verdensepoke vil komme til at hvile."
"Hvad Gud har sammenføjet,
kan mennesket ikke adskille".
"En sammenslutning, der udelukkende er baseret på den medfødte kærlighedsevne hos individerne, er jo en ægte eller naturlig sammenslutning og kan kun eksistere under begrebet "hvad Gud har sammenføjet, kan mennesket ikke adskille". Den behøver derfor ingen love, ingen aftaler, ingen forskrifter, ingen løfter for sit sammenhold."
Jamen, er det da ikke genialt, at sådanne meddelelser fra den kosmisk bevidste Martinus nu næsten 65 år efter kommer til at få sit udspring fra Instituttet selv?? Er det ikke en enestående dokumentation for, hvad et kosmisk bevidst væsen kan producere og videregive til menneskeheden i kærlighed? Er det ikke netop, fordi vi gennem Martinus kosmologi møder Martinus, som en enestående kærlighed, der ved hjælp af – en for os – enestående intuitionsevne og et enestående sansesæt giver os muligheder for at møde de kosmiske verdenslove, de rigtige sandheder og ikke mindst kærligheden.
Netop intet medlemskab, intet ejerskab, men fællesskab og næstekærlighed, udvikling af åndsfrihed, tolerance og humanitet er jo blevet det fundament, som Martinus for snart 65 år siden meddelte sine læsere. Dette er også, hvad fondene og den nye organisation kan være fundamentet for.
1996 blev så det første år, hvor den nye "organisation" skulle stå sin prøve. At beskrive dette med mange tal og analyser har måske ikke interesse for de fleste af sagens interesserede, men nogle enkelte taloplysninger kan forhåbentligt beskrive, at formålet har taget en stærk begyndelse.
Således kan oplyses, at IDEAL-fonden har anvendt den største del af sit overskud – over kr. 700.000 – til uddelinger til brug for de almennyttige formål, som er beskrevet i den fonds fundats. Det er værd at bemærke, at dette store beløb er næsten dobbelt så stort som hele det beløb, Martinus Institut "omsatte" for for snart 25 år siden.
Herudover har IDEAL-fonden været i stand til at afholde de nødvendige forbedrings- og vedligeholdelsesudgifter på ejendommene i Klint og på Mariendalsvej.
Dette havde ikke været muligt, såfremt Instituttets mange venner ikke via pengegaver og testamentariske gaver uselvisk havde vist Instituttet og arbejdet en betydelig kærlighed. Netop fordi IDEAL-fonden nu er blevet til en ikke erhvervsdrivende fond betyder dette, at alle gaverne kan anvendes til at fremme bevarelsen af Martinus samlede værker og gøre disse værker tilgængelige for interesserede – som der bliver flere og flere af – fordi der nu – mere end nogensinde – er midler til publicering, oversættelse til flere sprog og til en kvalificeret undervisning.
Uddelinger til AKTIVITETS-fonden bliver anvendt til støtte for forlags-, trykkeri- og kursusvirksomhed samt til driften af Martinus Center i Klint. Hvis ikke IDEAL-fonden kunne støtte AKTIVITETS-fonden, ville det være umuligt at opretholde det nuværende aktivitetsniveau.
AKTIVITETS-fonden skal ikke og er ikke nogen pengetank eller overskudsforretning, selvom den er en erhvervsdrivende fond. Det tilstræbes, at fondens aktiviteter kan hvile i sig selv gennem en fornuftig planlægning og udvikling. Det var vigtigt for Martinus, og det er vigtigt for rådet, at aktiviteterne kan gennemføres således, at det ikke er priserne, der er afgørende for, om den enkelte kan deltage eller ikke deltage. (Samarbejdsstrukturen)
Dette havde ikke været muligt, såfremt Instituttets mange venner ikke via pengegaver og testamentariske gaver uselvisk havde vist Instituttet og arbejdet en betydelig kærlighed.
AKTIVITETS-fonden har i 1996 solgt bøger for ca. kr. 300.000, abonnement på Kosmos har bidraget med ca. kr. 400.000 og indtægter ved foredrag m.v. har andraget ca. kr. 100.000. Disse pæne "indtægter" er imidlertid langt fra tilstrækkelige til at dække udgifterne til den daglige drift, hvor alene udgifter til varekøb, lønninger og porto udgør ca. kr. 1.000.000.
AKTIVITETS-fondens drift af Martinus Center i 1996 har været tilfredsstillende. Der har været indtægter via lejeindtægter, foredrag og kurser samt Terrassen på ca. kr. 1.500.000. Driftsudgifter minus legat/gaver fra Martinus IDEAL-fonden udgjorde ca. kr. 1.200.000.
Instituttets nye fundament – som jeg med vilje har valgt at kalde den nye organisationsform – ændrer på begreberne "at eje", "at besidde" og "at gøre krav på" og bør fremme forståelsen af "at afgive" og "at give afkald på" og "at formidle".
Netop den fremgang og strukturændring, vi har været vidne til, bekræfter for mig det ganske logiske, at i stedet for at beskrive uendelighedens grænser med egne begrænsninger, bør vi erkende og opleve, at uendeligheden flytter sig – for os – i overensstemmelse med vor egen udvikling.