Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1997/10 side 199
Notitser
Kommentar til spørgsmål i Kosmos nr. 6, 1997
Det er ikke nemt for nogen af os jordmennesker at skulle udføre et job som orakel. Hverken for mig eller nogen andre kosmisk bevidstløse. Men alligevel vil jeg gerne supplere et svar, der blev givet til en person i Kosmos nr. 6 1997.
Vedkommende fandt det uforståeligt, hvordan man kunne inkarnere i begyndelsen af det rigtige menneskerige, når nu den énpolede seksualitet var væk. Og når man først langt henne i nævnte rige selv blev i stand til at materialisere sin egen organisme.
Jeg synes, at det er forståeligt, at læseren derfor stillede sig lidt skeptisk over for den del af kosmologien, når nu hun ikke kunne se en logisk sammenhæng i den. Det viser jo bare, at vedkommende har overstået det religiøse stadie.
Men svaret finder man i Livets Bog bind 5 stk. 1936. Der kan man bl.a. læse, at man til den tid får hjælp af særligt begavede og udviklede væsener, der med deres vilje og tankekraft kan danne overskudsstof af deres aura, som det diskarnerede væsen kan danne sig et legeme af ved hjælp af sine talentkerner.
Der står også, at denne proces kun varer nogle få minutter eller sekunder, indtil det diskarnerede væsen er inkarneret som et fuldvoksent menneske.
Og så står der, som læseren selv var inde på, at væsenet senere i det rigtige menneskerige uden hjælp faktisk kan vandre frit ud og ind af det åndelige plan ved materialisation og dematerialisation.
Så i starten af det rigtige menneskerige får man altså hjælp af andre til at materialisere sig, indtil man selv kan.
Sådan er det jo også nu til dags. Vi skal jo også have hjælp af andre til at inkarnere os lige fra undfangelsen, til vi er fuldt voksne personer, men hvad de til den tid kan gøre på højst nogle få minutter, er vi så altså godt 30 år om at gøre nu.
John Jørgensen
Studiegruppe på Internet
Ved du, at der findes en Martinus studiegruppe på Internet? Vi er deltagere fra Danmark, Sverige, Norge, Island, Grønland og sågar en enkelt helt fra Australien. Vi kommunikerer på interskandinavisk ved at sende en "e-mail" til en bestemt adresse, hvorfra den så automatisk bliver distribueret til de for tiden 17 deltagere. I foråret var studieemnet Livets Bog 3. Nu fra efteråret går vi over til at drøfte mere dagligdags emner med relation til kosmologien, løst og fast, stort og småt (og hvis der er interesse for det, kører en mindre gruppe videre med Livets Bog). Har du lyst til at være med, send en e-mail til henrik_hedegaard@online.pol.dk (teknisk kræver det en PC med modem, en telefonlinje og en e-mail-adresse via en Internetudbyder).
Henrik Hedegaard
Gode "fødselsdagsfester"
Ialt ca. 400 mennesker har deltaget i de "mindefester", der har været afholdt i anledningen af Martinus' 107 års fødselsdag. Festlighederne har været afholdt i Klint, Sindal, Fredericia og Malling v. Århus, – på forskudte tidspunkter. Overalt har der været en glad og munter stemning – helt i Martinus' ånd.
Vi kan kun anbefale, at andre byer tager ideen op!
Hans Wittendorff
Julekursus i Klint
Husk vores julekursus i Klint der afholdes i dagene fra d. 24.12.97 til d. 27.12.97. Læs nærmere i næste nummer.
Erik Bech Olesen