Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I videogrupperne på Klint sidste sommer, diskuterede vi bl.a. genteknologi, genterapi, organtransplantation mm. I en video udtalte en amerikansk forsker nogenlunde disse ord: "Vi må bort fra den opfattelse, at alt hvad der er naturligt også er godt!" Altså også noget unaturligt kan være godt? Det gav anledning til fordybelse i: Hvad er naturligt? Findes der overhovedet noget, der er unaturligt?

Martinus skriver om naturlig og unaturlig træthed. Vi bliver trætte efter en dags arbejde. Vores sanseapparat slides. Vores krop skal regenerere, derfor må vi hvile og sove. Det er naturligt!

Hvis vi kværner i vrede og irritation. Hvis vi føler os skuffede og utilfredse, bliver vi unaturligt trætte. En træthed, der ikke forsvinder gennem søvnen; altså en træthed, der langsomt må blive værre, da der fyldes mere på dag for dag. En sådan unaturlig (usund) tilstand fører til psykiske lidelser af en mere permanent karakter. Det er, hvad unaturlig træthed kan føre med sig – men – og det er her pointen kommer ind, det er helt naturligt, at det går sådan.

Det er en helt naturlig proces, at fastholder vi tanker og følelser af en negativ art, bliver vi syge. Den unaturlige træthed bygger på helt naturlige processer. Årsags- virkningsloven nødvendiggør, at bestemte tanker, følelser og handlinger har helt forudsigelige naturlige konsekvenser. Det er en åndelig naturlov, som vi kun har grund til at være yderst tilfredse med, da den er grundlaget for, at det gode altid har magten.

"Alt er såre godt!" – fordi det gode altid har magten. Selv det værste kaos og krigshelvede kan kun udgøre en overgang, et nødvendigt naturligt udviklingsforløb mod fredeligere forhold og i sidste instans mod tilgivelse og næstekærlighed – det er helt naturlige udviklingsprocesser, der leder mod det mål.

"Alt er såre godt!" Krig, vold og miljøforurening er nødvendige naturlige led i en udvikling! Det samme må gælde alle andre foreteelser, som i den sammenligning hverken kan kaldes særligt krigeriske eller voldelige – genteknologi, genterapi og organtransplantation f.eks.

Vi kan ikke stille os op og udråbe, at disse videnskabelige forskningsområder aldrig skulle være udviklet – det er reelt at gå i rette med Gud – for intet udvikles vel uden, at det har et udviklingsmæssigt formål. Vi er, hvis vi vil holde fast i en åndsvidenskabelig synsvinkel på udviklingen, tvunget til at acceptere alt, hvad der sker, som vi med vores viden og erfaringer ikke er i stand til at forhindre.

Reelt kan jeg kun tale om, hvad jeg personligt selv vil gå med til. Hvis vi bruger abort som eksempel, kan vi være imod personligt at vælge abort, men vi kan ikke sætte os til dommere over andres valg – og hvorfor skulle vi gøre det – alt hvad vi gør har en personlig konsekvens – også dømmesyge – vi dømmer os selv.

Vi kan fordømme alverdens elendigheder, men da har vi ikke forstået en brik af det hele, for medfølelse, viden og bevidst stillingtagen – alle såkaldte humane egenskaber – bygger på fortidig praktisering af noget ondt, noget usundt, noget unaturligt, noget der går imod naturens love. "Hvor uvidenheden fjernes, ophører det såkaldte onde med at eksistere," som Martinus skriver.

Vi er midt i en proces, hvor stadig mere raffinerede former for uvidenhed skal vendes til viden. Videnskaben knokler på for at vende uvidenhed til viden, at finde sygdommens inderste årsag, at udrydde lidelsen. Smukke mål som vi alle nyder godt af, selvom vi godt ved, at f.eks. lægevidenskaben endnu befinder sig på et udviklingsstade, hvor forståelsen af menneskets dybere natur lader meget tilbage at ønske.

Vi har en videnskab, der svarer til vores generelle udviklingstrin. Vi kan skyde kirurgen i skoene, at han ikke forstår de psykiske årsager til sygdom, men det ændrer ikke ved, at der i høj grad er brug for kirurger. Det er en guddommelig indretning, at der i samfundet er en række muligheder, der nøje svarer til vore forudsætninger og behov. Hvis vi beskylder lægen for at mangle indsigt på det psykiske område, kan man vende det mod sig selv og spørge, "hvor mange kan jeg hjælpe med det, jeg ved – og gør jeg det".

Videoen handlede om en gruppe narkomaner, som havde indtaget urent heroin indeholdende et kemisk stof, der gjorde dem ude af stand til at røre sig. Fra den ene dag til den anden blev de fysisk stivnede. Deres tilstand svarede til hvad mennesker, der lider af Parkinsons sygdom, er mange år om at udvikle.

Et svensk forskerteam tilbød en operation, hvor man via en lang kanyle ville indføre friske celler til den syge del af hjernen, fra et tilsvarende område i hjernen fra et aborteret foster. Efter et halvt til et helt år var disse mennesker næsten helt normalt funktionsdygtige igen. De transplanterede hjerneceller trivedes åbenbart og var begyndt at producere det stof, som patienten manglede.

En landvinding i forskningen! Et fantastisk skridt i retning af at forstå en alvorlig sygdom – eller hvad? Er der tale om udvikling eller indvikling – svaret er selvfølgelig ja. Vi skal indvikles for at udvikles – det er udviklingens naturlige vej.

Har vi ret til at bruge et aborteret fosters hjerneceller til et sådant formål? Forskerne ved godt, at det er etisk problematisk. På det anden side, med det menneske- og livssyn vi har for øjeblikket, kan det vel ikke være så slemt, vil forskerne argumentere. Her er vi ved kærnen i det hele, vores syn på, hvad liv er.

For naturvidenskaben er liv en "klump kød" der kan bevæge sig selv, "en samarbejdende samling celler", "noget rent fysisk". Et lig er en samling afdøde celler, der ofte går til forbrænding, så hvorfor ikke genbruge hvad der kan genbruges?

Der kan synes at være en afgrund mellem et naturvidenskabeligt og et åndsvidenskabeligt livssyn, og dog ved vi, at den materialistiske videnskab er et vigtigt led på vejen. Vi kan ikke handle ud fra en viden, vi ikke har.

Vi ejer ikke vores krop; vi administrerer den for en tid og har et ansvar for den. Derfor kan vi ikke donere den væk. Det er unaturligt for et hjerte at blive transplanteret over i et andet menneskes krop. Der er sammenhæng i Martinus' tænkning, men noget af det han skriver, må vi erkende, befinder sig på den yderste grænse for, hvad vi kan opfatte som egentlig viden. Ofte kan vi føle, at noget er forkert. Det er afgørende at kunne føle at noget er forkert for mig, men det er ikke det samme som at vide.

Vi famler os frem og skal være glade for dét, vi har forstået, og tilsvarende have respekt for dem, der ikke har forstået. Har vi ikke denne respekt, har vi intet væsentligt forstået. Viden er godt, respekt er bedre.

Mangel på respekt for andre – for de mærkelige ting de kan finde på at gøre – er et udtalt udtryk for hovmod. Man respekterer dem ikke for det, de gør, og respekterer i virkeligheden heller ikke Gud for, at lade dem gøre det.

En fejlslagen udvikling taler vi om – som om vi selv vidste, hvad der er nødvendigt for den rette udvikling! Hvis der eksisterer en fejlslagen eller forkert udvikling et eneste sted – da er alt ikke såre godt.

Jeg forfalder fra tid til anden til surhed over udviklingens gang. Både det ene og det andet synes jeg er forkert. Den åndsvidenskabelige tankegang er åbenbart ikke stærkere forankret i mig, end at jeg i svage øjeblikke kan skippe hele grundlaget og tænke, som om jeg intet har forstået – gennem at kritisere udviklingen.

Det er helt naturligt at falde i. Der er jo tale om viden, der befinder sig på kanten af, hvad jeg til enhver tid kan føle og forstå. Fra et vist ophøjet synspunkt må vi gøre os klart, at alle processer, der foregår på denne planet, i dette univers, i alle universer, må være absolut helt naturlige. Det er helt naturligt, at vi tænker galt. Det er helt naturligt at udvise hovmod. Det er helt naturligt, at vi kritiserer det, som er. Uvidenhed er et helt naturligt led i udviklingen.

Alle processer er naturlige, lovbundne – men ikke alle naturligt forløbende processer føles godt, er behagelige. Meget af det, vi helt naturligt går og gør, skaber "skæve" og unaturlige tilstande i vores fysiske og de psykiske legemer, og med unaturlige menes her lidelsesfulde tilstande. Det er helt naturligt, at det sker – det skal ske – verden ville være af lave, hvis det ikke skete – alt andet ville være helt unaturligt.