Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Under en joggingtur i skov og natur undres jeg over kontrasten mellem min egen "rodløse", mobile tilværelse og træernes og planternes rodfaste og stationære tilstand. Sidstnævnte er fast forankrede på deres plads i jorden, mens jeg – i hvert fald i fysisk henseende – har en forholdsvis meget større frihed.

 

Forbindelsen med denne indre verden gør også, at planten har en anden slags "rodforankring" end den, der manifesterer sig i jordens muld. Den er gennem sin verden af "guldkopier" også forankret i lysets verden. Det er denne højere verden, der via planternes farver, former og dufte reflekterer sin overjordiske skønhed og harmoni ind på det fysiske plan og lader os dermed fornemme den lysverden, vi alle en gang har forladt.

En bevidsthed uden afkølende skygger vil derfor på et vist tidspunkt begynde at visne, præcis som en plante der alt for længe udsættes for alt for stærk sol og varme. Denne visnen er en slags "dødsproces", dvs. ikke en "død" i absolut forstand, men en "død" forstået på den måde, at det indebærer en indskrænkning af livsoplevelsesevnen. Det er derfor denne evne må genskabes og fornyes i hvert "spiralkredsløb", og det foregår altså gennem det livsfornyende møde med skyggens eller mørkets princip.

I forhold til den ydre verden er dens oplevelsesevne for længst degenereret og er blevet latent – sin virkelige dagsbevidsthed har den kun i førnævnte indre verden af "guldkopier" – men undfangelsen eller befrugtningen af en ny dagsbevidsthed i forhold til den ydre verden er altså begyndt i form af det Martinus kalder for planternes "fornemmelsesbevidsthed", dvs. dens begyndende evne til at fornemme den fysiske verden i form af en udefineret oplevelse af kontrasterne "behag" og "ubehag".

Dog er denne evne hos planten endnu meget simpel, uudviklet og uden detaljer. Deraf den i ydre mening "vegetative" tilstand på det fysiske plan. Igennem millioner af år har den måttet "vegetere" i en fysisk bundet eller rodfæstet tilstand, inden dens nye bevidsthed og oplevelsesevne har udviklet sig så meget, at den efterhånden kan frigøre sig fra denne bundne tilværelse. Så vil den ikke længere fremtræde som en plante på sin rod, men som et fysisk mobilt væsen, dvs. et "dyr".

 

 

Intelligensens vibrationer sætter altså fart på udviklingen. En fart der tilsyneladende konstant accelererer. Dette medfører bl.a., at indtryksfrekvensen, eller det der kaldes "informationsmængden", øges drastisk for det enkelte væsen – ikke mindst ved hjælp af massemedierne (massemediet er jo også et "kommunikationsmiddel"). Forskere har f.eks. beregnet, at den informationsmængde et enkelt nummer af Dagens Nyheter's (den største morgenavis i Sverige) søndagsavis indeholder, svarer til den informationsmængde et normalt 1700-talsmenneske fik del i gennem et helt liv. Ikke så underligt at det moderne menneske rammes af "informationsstress" – og deraf "unaturlig træthed" (se Martinus artikel Unaturlig træthed i bog 16). Men på længere sigt, påpeger Martinus i omtalte artikel, er denne udvikling en fordel for mennesket, eftersom det medfører en enorm udvidelse af dets bevidsthed eller åndelige horisont – og dermed også af den åndelige indlæring, fleksibilitet og mobilitet. Dette er af stor betydning i anden akt af det store frigørelsesdrama. Den akt der skal medføre, at vi opnår eller erobrer en ny slags bevægelsesfrihed. Ikke en bevægelsesfrihed i afstand som i dramaets første akt, men en bevægelsesfrihed i tilstand – bevægelsesfrihedens anden og helt suveræne stadium.

Det færdige menneske har en sådan suveræn bevægelsesfrihed. Det betyder, at det ikke føler nogen begrænsninger i tid og rum. At "rejse" betyder ikke for ham eller hende en afstandsændring, dvs. at transportere eller bevæge en tung fysisk organisme fra et sted til et andet, det betyder i stedet en tilstandsændring. I kraft af sin suveræne magt over materien, kan det rigtige menneske materialisere og dematerialisere sin organisme eller sit manifestationsredskab på det fysiske plan. Man har således en total forvandlings- og tilstandsfrihed, der gør, at man med viljens kraft frit kan bevæge sig mellem den fysiske og den åndelige verden og endda mellem forskellige fysiske verdener eller kloder.

Denne suverænt frigjorte tilstand er en kulminerende kontrast til planternes jord- og stedbundne tilstand. Plantens bundethed betinges jo af dens rodfasthed i jorden. Det rigtige menneskes frigjorthed betinges, paradoksalt nok, også af en slags "rodfasthed". Men det er ikke en "jordisk" men en "himmelsk" rodfasthed. En ethundrede procent bevidst og selvoplevet rodfasthed i Guddommen. De jordiske rødder binder. De guddommelige frigør. De er to slags rødder.

Oversætter: BA